Syv timer ekstra til hollandske chauffører
55 timers arbejdsuge. Det er den kontante belønning, som hollandske chauffør- og vognmandsorganisationer har vundet efter en massiv kampagne over for de hollandske politikere.
Dermed må en hollandsk lastvognschauffør arbejde syv timer mere end det EU-bestemte gennemsnit på 48 timers ugentlig arbejdstid. Resultatet er, at hollandske vognmænd har opnået en særdeles mærkbar konkurrencefordel over for deres danske konkurrenter.
- Det er stærkt konkurrenceforvridende og må absolut være i strid med gældende EU-ret, siger vicedirektør Morten Lindbo, DTL.
Det er lykkedes den hollandske regering at tilføje arbejdstidsdirektivets bitre medicin en solid spiseskefuld sukker, uden det indtil nu har vakt opsigt i de danske vognmandsorganisationer.
DTL?s mand i Bruxelles Søren Hyldstrup Larsen, beretter, at EU-Kommissionen tidligere har bedt Holland om en forklaring med en såkaldt åbningsskrivelse, der er første ? forsigtige - skridt på vejen til en EU-retssag.
- Men jeg ved ikke, om Holland har svaret endnu. Hvis de har, så har Kommissionen ikke reageret officielt endnu. Jeg har svært ved at se, hvor i direktivet Holland har fundet hjemmel til denne overgangsordning, siger Søren Hyldstrup Larsen.
Den vurdering støtter advokat André Rouvillain, der er afdelingschef i ATL.
- Det her er nyt for mig, men det er naturligvis noget jeg vil efterforske nærmere. Det virker klart urimeligt, siger André Rouvillain.
Eksistensen af den hollandske overgangsordning er også ny for Europa-parlamentarikeren Anne E. Jensen, men ikke nogen overraskelse.
- Det har fra starten været klart, at der herskede betydelig usikkerhed om håndhævelsen af dette direktiv. Formuleringen af direktivet er meget vag og åbner derfor op for vidt forskellig fortolkning i de enkelte medlemslande, hvor man har vidt forskellige systemer. Hvis det er rigtigt, at man har lavet en sådan overgangsordning i Holland, så er det i strid med direktivets intentioner, siger Anne E. Jensen, der nu vil kontakte EU-Kommissionen for at få en nærmere redegørelse.
-----