At det til tider kan gå lidt for hurtigt med at få ryddet (modpartens) beviser af vejen, er følgende sag et ganske udmærket eksempel på:

Sagen, der involverede et dansk firma, der handler med fødevarer, drejede sig om, hvorvidt handelsfirmaet var forpligtet til at betale fragt, mv. til det rederi, der var hyret til at transportere et parti frossent tunkød fra Murcia i Spanien til Rotterdam i Holland og yderligere omkostninger for blandt andet udfærdigelse af besigtigelsesrapport og frysehusleje i Rotterdam, hvor tunkødet blev oplagret, indtil det blev videresolgt.

Sagen drejede sig desuden om, hvorvidt tunkødet var blevet beskadiget under forhold, som rederiet var ansvarlig for, og som og i hvilket omfang, handelsfirmaet i givet fald kunne fremsætte erstatningskrav mod rederiet, herunder om et eventuelt erstatningskrav var forældet.

I august 2004 solgte handelsfirmaet et parti frossent tunkød til en kunde i Rusland, Det frosne tunkød befandt sig i Murcia i Spanien og skulle transporteres fra Murcia til Kaliningrad i Rusland.

Ved tilbud af rettelig den 19. august 2004 (fremlagt i kopi som bilag 16) gav rederiet handelsfirmaet tilbud på at udføre transporten fra "Dør Murcia, Spanien" til "Pier Kaliningrad, RU".

Rederiet kontraherede gennem en hollænder, med en spansk vognmand, til at transportere det frosne tunkød med lastbil fra Murcia i Spanien til Rotterdam i Holland, hvorfra varerne skulle sendes med skib til Kaliningrad.

Den spanske vognmand læssede det frosne tunkød i Murcia i Spanien den 7. september 2004. I forbindelse hermed blev der udstedt CMR fragtbrev af 7. september 2004. Kopi af eksemplar af fragtbrevet til afsenderen var fremlagt i kopi som bilag A. Af fragtbrevet fremgik, at der er tale om 805 kartoner tunkød. Det fremgik videre, at temperaturen under transporten skulle være -18 grader.

Samme dag blev udstedt faktura af den 7. september 2004 fra den spanske leverandør til handelsfirmaet (fremlagt i kopi som bilag L). Det fremgik af fakturaen, at det drejede sig om 22.353 kg frossen tunkød til en pris à 0,95 euro pr. kg, i alt 21.235,35 euro.

Lastbiltransporten blev forsinket ved grænsen på grund af helligdag i Spanien. Ved mail af den 8. september 2004 kl. 13.16 (fremlagt i kopi som bilag N) gav rederiet meddelelse til handelsfirmaets direktører herom, og det blev videre meddelt, at det var planen at laste containeren med varerne næste torsdag i Rotterdam.

Det frosne tunkød ankom til Rederiets afdeling i Rotterdam den 10. september 2004. Ved aflæsningen blev det frosne tunkøds temperatur målt til mellem -12,2 og -14,3 grader og kartonerne var ødelagte, ligesom det blev bemærket, at der manglede en karton. Disse forhold var anført på genpart af fragtbrevet (fremlagt i kopi som bilag A1). Den udførende fragtfører blev holdt ansvarlig af Rederiets repræsentant i Rotterdam, der ved mail af den 10. september 2004 kl. 11.35 handelsfirmaet om det passerede.

Godset skulle have været læsset over i en frysecontainer med henblik på videretransport til Kaliningrad, men på grund af de forhold, der blev konstateret ved aflæsningen, blev varerne oplagt på frysehus i Rotterdam med henblik på undersøgelse af tunens tilstand.

Der var senere mellem parterne uenighed om, hvorvidt dette var efter aftale mellem parterne, og der var mellem parterne uenighed om, hvorvidt CMR transporten var afsluttet på dette tidspunkt.

På vegne af den hollandske undertransportør blev varerne besigtiget den 10. september 2004, og der blev udfærdiget en besigtigelsesrapport, der konkluderede, at tunkødet var blevet beskadiget, men sandsynligvis stadig egnet til menneskeføde.

@tr:Fragtbrevets oplysninger

@tr:Under den sag, som senere blev anlagt ved den byret, Handelsfirmaet var ?hjemmehørende? under den 5. december 2005, nedlagde Rederiet påstand om, at Handelsfirmaet, tilpligtedes til rederiet at betale 43.557,82 kr. det krav, som Handelsfirmaet bestred, ligesom Handelsfirmaet i stedet nedlagde påstand om erstatning på 21.235,35 euro.

Retten skulle først tage stilling til om det over hovedet var Handelsfirmaet, der var ?reklamationsberettiget?, og retten lagde vægt på en forklaring fra firmaets direktør om indholdet af aftalen med den russiske køber, der støttedes af oplysningerne i et bilag, samt det forhold, at den russiske køber efter de foreliggende oplysninger ikke i forløbet havde rettet henvendelse til rederiet vedrørende det omhandlede gods, blev det lagt til grund, at det i forholdet mellem den russiske køber og handelsfirmaet var handelsfirmaet, der var berettiget til at gøre et eventuelt erstatningskrav gældende over for rederiet.

Efter oplysningerne i fragtbrevet blev det lagt det til grund, at den vognmand, rederiet havde antaget til at transportere det frosne tunkød fra Murcia i Spanien til Rotterdam i Holland, havde overtaget godset i Spanien i en temperatur og emballeret, så det havde været i en stand som forudsat af handelsfirmaet ved købet af varen. Efter oplysningerne i fragtbrevet skulle det frosne tunkød transporteres under en temperatur på -18 grader. Det fremgik, at der ved aflæsningen af tunkødet i Rotterdam blev konstateret temperaturer på varen fra -12,2 til -14,3 grader, og det blev herefter lagt til grund, at transporten af det frosne tunkød fra Murcia i Spanien til Rotterdam i Holland ikke kontinuerligt var sket ved den temperatur, der var foreskrevet i fragtbrevet.

Handelsfirmaet havde i svarskriftet modtaget i retten pr. telefax den 7. december 2005 anmodet om syn og skøn. Rederiet havde på trods heraf foranlediget, at det omhandlede tunkød blev solgt på et tidspunkt, hvor retten ikke havde afvist anmodningen, og uden nærmere på det tidspunkt at have underrettet rederiet om, at godset blev afhændet. Under hensyn hertil og uanset det oplyste om, at holdbarhedsdatoen udløb februar 2006, fandt retten, at der ved bevisvurderingen måtte tages hensyn til, at det var rederiets forhold, der havde bevirket, at det ikke havde været muligt at afholde syn og skøn. På denne baggrund og efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger om tilstanden af det frosne tunkød, herunder navnlig de oplysninger, der va fremkommet ved de besigtigelser, der var foretaget af det frosne tunkød kort efter ankomsten til Rotterdam den 10. september 2004 og den 13. september 2004 sammenholdt med oplysningerne i fragtbrevet, måtte det antages, at det frosne tunkød under transporten havde været udsat for sådanne temperaturforhold, at det - uanset det fortsat var anvendeligt til konsum for mennesker - ikke havde den kvalitet, som det havde ved læsningen i Murcia i Spanien, og som var forudsat af den russiske køber. Rederiet fandtes derfor ansvarlig efter lov om fragtaftaler ved international vejtransport (CMR-loven) § 24, stk. 1, for det tab, som handelsfirmaet havde lidt herved.

Efter de foreliggende oplysninger fandt retten ikke, at det omhandlede gods var stillet til handelsfirmaets disposition på en sådan måde, at det herved var afleveret i CMR-lovens forstand ved oplægningen af godset på frysehuset i Rotterdam. Retten havde herved lagt vægt på, at det måtte antages, at der havde været tale om en midlertidig oplægning med henblik på videretransport frem til det tidspunkt, hvor parterne blev enige om, at godset skulle forblive i Rotterdam, og at handelsfirmaet herefter ikke uden accept fra rederiet kunne disponere over godset. Under hensyn hertil fandt retten, at spørgsmålet om eventuel forældelse af handelsfirmaets erstatningskrav skulle afgøres efter CMR-lovens § 41, stk. 2, litra c, således at forældelsesfristen skulle regnes fra 3 måneder efter fragtaftalens indgåelse.

Efter oplysningerne om den kontakt, der havde været mellem inden fragtbrevet den 7. september 2004 blev udstedt i Spanien i forbindelse med, at transporten blev påbegyndt, lagde retten til grund, at der - inden udstedelsen af fragtbrevet den 7. september 2004 - i hvert fald den 3. september 2004 var indgået aftale om, at rederiet skulle udføre transporten, uanset der efter aftalens karakter kunne ske ændringer. Retten fandt derfor, at forældelsesfristen løb fra et tidligere tidspunkt end den 7. december 2004. Efter indholdet af mailen af den 17. september 2004 kl. 15.11, fremlagt i kopi som bilag E, fandt retten, at der ved handelsfirmaets fremsendelse af denne mail til rederiet var sket en suspension af forældelsesfristen, og retten ikke der tidligere end ved mail af den 14. juni 2005 kl. 14.35, fremlagt i kopi som bilag 10, var sket en sådan afvisning af kravet, at forældelsesfristen på ny var begyndt af løbe. Retten fandt derfor ikke, at handelsfirmaets krav på erstatning over for rederiet var forældet.

Rederiet skulle herefter erstatte handelsfirmaet værdiforringelsen af godset i forhold til godsets værdi, da det blev overtaget til transport i Murcia. Da rederiet ikke havde afregnet provenuet 25.000 kr. ved rederiets salg af godset til handelsfirmaet, var udgangspunktet for fastsættelse af det krav, handelsfirmaet kunne gøre gældende mod rederiet 21.235,25 euro, svarende til handelsfirmaets købspris. Handelsfirmaet og rederiet var enige om at lade godset blive i Rotterdam, og det fremgik af direktørens forklaring, at det var aftalt, at handelsfirmaet skulle hjælpe rederiet med at afhænde godset. Uanset handelsfirmaet ikke egenhændigt kunne råde over godset, fandtes det - herunder efter handelsfirmaets egne oplysninger om den af handelsfirmaet antagne værdi af godset - ikke i tilstrækkeligt omfang godtgjort, at handelsfirmaet i tilstrækkeligt omfang i forhold til at begrænse tabet havde udfoldet bestræbelser på, at få rederiet til at medvirke til et salg af godset på et tidligere tidspunkt. Under hensyn hertil og efter oplysningerne om den pris, godset blev solgt for pr. 31. januar 2006, nedsattes det af handelsfirmaet krævede beløb skønsmæssigt med en tredjedel.

Retten tog derfor handelsfirmaets selvstændige påstand til følge med 14.156,90 euro med rente som påstået.

Retten gik herefter over til at behandle fragtkravet, og efter de foreliggende oplysninger blev det lagt til grund at det var hele sendingen, der var blevet forringet i værdi på grund af temperaturforholdene under transporten, som rederiet var ansvarlig for. Under hensyn hertil fandtes rederiet ikke at kunne afkræve handelsfirmaet betaling af fragt, som handelsfirmaet kunne have krævet erstattet, såfremt handelsfirmaet havde betalt fragten, jf. CMR-lovens § 31, jf. 29, stk. 3. retten fandt, at der ikke kunne indgås en aftale som anført i rederiets transportbetingelser, der stred herimod.

En del af rederiets krav mod handelsfirmaet vedrørte rederiets udgift til besigtigelsesrapporten på 7.641,36 kr. Efter indholdet af den fremlagte mailkorrespondance er den omhandlede besigtigelsesrapport indhentet på foranledning af handelsfirmaets direktør. Under hensyn hertil og da der ikke findes grundlag for at pålægge rederiet endeligt at afholde denne udgift, skal handelsfirmaet godtgøre rederiet beløbet 7.641,36 kr.

Efter de fremlagte fakturaer blev det lagt det til grund, at den del af rederiets krav, der vedrørte betaling af frysehusleje udgjorde i alt 28.368,66 kr. Det fremgik, at parterne var enige om at oplægge godset på frysehus i Rotterdam og afklare forholdet mellem parterne der, uden at det i den forbindelse blev aftalt, hvem af parterne der endeligt skulle betale udgifterne til frysehusleje. Det måtte antages, at det til dels var som følge af beskadigelsen af godset under transporten og til dels for at begrænse yderligere værdiforringelse, at godset var blevet oplagt på frysehus. Under hensyn hertil sammenholdt med, at det som oven for anført ikke i tilstrækkeligt omfang var godtgjort, at handelsfirmaet i tilstrækkeligt omfang har udfoldet bestræbelser på at få rederiet til at medvirke til et salg af godset på et tidligere tidspunkt, hvorved der ikke herefter ville fremkomme yderligere krav vedrørende frysehusleje, fandtes handelsfirmaet forpligtet til at godtgøre rederiet en del af beløbet vedrørende frysehuslejen, der skønsmæssigt blev fastsat til halvdelen af ovennævnte beløb.

Vedrørende et beløb på 3.000 kr., der var givet i reduktion til køberen ved rederiets salg af det frosne tunkød, fandt retten skønsmæssigt efter en samlet vurdering af oplysningerne om baggrunden for den manglende mængde, at handelsfirmaet endeligt burde bære en tredjedel af dette beløb og rederiet det resterende.

Det blev bemærket, at det ikke mod handelsfirmaets bestridelse i øvrigt ses godtgjort, at de øvrige poster i form af gebyrer og lignende, rederiet havde afkrævet handelsfirmaet betaling for, var et led i betaling af frysehuslejen, eller at der i øvrigt var grundlag for at kræve disse udgifter dækket af handelsfirmaet.

Efter størrelsen af det samlede beløb, rederiet af disse grunde kunne kræve dækket af handelsfirmaet, sammenholdt med at rederiet allerede havde modregnet provenuet ved salget af godset i tilgodehavendet mod handelsfirmaet, frifindes handelsfirmaet for rederiets påstand.

-----