Hvorfor både sættevognsskammel og drejekrans på en dolly
Mange materielkøbere er allerede begyndt at sige, at de ikke behøver at have drejekrans på deres dolly - men det går ikke
Når man ser en dolly, er der mange, som tænker "hvorfor er der både en almindelig sættevognsskammel og en drejekrans nedenunder sættevognsskamlen?"
Vi har også hørt at materielindkøbere, der er i gang med at købe moduler indtil modulvogntog, allerede er begyndt at sige til deres leverandører, at de ikke behøver denne "ekstra" drejekrans under sættevognsskamlen. Den optager jo bare højde og giver ekstra vægt.
Men så enkelt er det ikke.
Drejekransen kan ikke undværes. Men hvorfor ikke? Det har vi spurgt salgschef Per Mikkelsen fra VBG i Ejby om. Det skal lige indskydes, at VBGkoncernen uden tvivl er den koblingsproducent, der har størst kendskab til sammenkobling af køretøjer i relation til modulvogntog.
Per Mikkelsen siger til Trans Inform, at det primært er af sikkerhedsmæssige årsager, at der altid bør være en drejekrans under sættevognsskamlen.
- Drejekransen sikrer nemlig en optimal friktion i dette led i kæden af køretøjsmoduler, så man ikke risikerer, at en trailer, der er tilkoblet dollyen pludseligt bliver det styrende køretøj. Drejekransen sikrer nemlig, at det led i en kæde af køretøjer altid er bevægeligt, og en sættevognskobling alene vil ikke have samme bevægelighed på grund af friktionen mellem kingpinspladen og selve toppladen på sættevognskoblingen, forklarer han.
F.eks. vil manglende eller forkert smøring i mellem kingpinsplade og
sættevognskobling gøre, at traileren vil styre dette led med havari til følge, hvis ikke der er en drejekrans.
Styrende aksler på dollyer tilladtEt andet spørgsmål, der ofte drøftes i forbindelse med dollyer, er, om det er tilladt at have styrende aksler på en dolly. Til dette spørgsmål svarer salgschef Per Mikkelsen:
- Ja det er tilladt. Ifølge de svenske myndigheders regler på området, er det ikke forbudt med styrende aksler. Men der må ikke være nogen aksler i et vogntog med mere end en påhængsvogn, som styrer med hastigheder over 40 km i timen, bortset fra det trækkende køretøjs styrende aksler. I den sammenhæng betragtes en trailer også som påhængsvogn.
Med andre ord, styringen skal kunne låses ved kørsel med hastigheder over 40 km timen.
-----