I denne artikel vil vi gennemgå nogle af de klassiske selskabsformer med henblik på at afdække fordele og ulemper. Valget af selskabsform er for mange en beslutning, der ikke aftvinger de store overvejelser. Dette er synd, for der kan være mange penge at spare ved at vælge den rigtige selskabsform.

I mange af livets forhold vælger man ofte det sikre og kendte, når der skal vælges mellem flere muligheder. Sådan er det også ofte, når kommende erhvervsdrivende skal vælge selskabsform. Det sikre er i manges øjne et kapitalselskab - et A/S eller ApS. Valget sker hovedsagligt ud fra devisen om hæftelse. Ved at vælge et kapitalselskab undgår man at hæfte for andet end selskabsindskuddet. Dette er dog en sandhed med modifikationer. De fleste långivere eller større leverandører vil i mange tilfælde kræve sikkerhed i form af kaution eller dyre bankgarantier. Dermed bliver slutresultatet i mange tilfælde næsten det samme, som var selskabet drevet i personligt regi.

En enkeltmandsvirksomhed er den selskabsretlige grundform for virksomheder, der drives af en enkelt person. Der er ingen formkrav til stiftelsen, og virksomheden reguleres kun af ganske få love. Virksomheden opstår ved, at en person påbegynder erhvervsmæssige aktiviteter. Virksomheden ledes af ejeren, som ejer samtlige aktiver i denne, og som overfor omverdenen hæfter med sin personlige formue.

Det er suverænt ejeren, der bestemmer i virksomheden.

Virksomheden bliver forpligtiget ved ejerens disposition, men virksomheden kan naturligvis også blive forpligtiget ved ansattes dispositioner, såfremt den fornødne fuldmagt er til stede.

Skattemæssigt er virksomheden ikke selvstændig skattesubjekt, og virksomheden beskattes derfor sammen med ejeren. Beskatningen risikerer dermed at nå op i den kedelige ende af skatteskalaen, hvilket der imidlertid er råd for. Via den såkaldte virksomhedsskatteordning er det muligt at opspare virksomhedsoverskuddet til selskabsbeskatningsprocenten som pt. er på 28 procent.

Såfremt pengene senere trækkes ud af selskabet til ejeren, falder restbeskatningen til betaling, men ordningen sikrer, at virksomheden kan opnå en skattekredit, der kan være en stor fordel for sikring af likvide midler.

Mange virksomheder er i starten en underskudsforretning. Dermed kan det være en fordel at vælge den normale beskatning i starten. Et evt. underskud vil nemlig kunne fradrages i andre indtægtsgivende aktiviteter/jobs, ligesom man via ægtefællesambeskatning kan opnå, at den ikke-erhvervsdrivende slipper billigere i skat.

Virksomheden ophører ved, at ejeren indstiller aktiviteterne eller sælger virksomheden. Der er ingen særlig procedure, der skal følges.

Interessentskab, hvor virksomheden betegnes med I/S, er ligesom enkeltmandsvirksomhed et såkaldt personselskab - virksomheden er hæftelsesmæssigt identisk med personerne bag selskabet. Forskellen i forhold til en enkeltmandsvirksomhed er, at interessentskaber notorisk ejes af 2 eller flere personer.

Ligesom ved enkeltmandsvirksomheder er der næsten ingen lovregulering for denne type virksomhed. Virksomheden tegnes af de enkelte interessenter (de enkelte ejere), og de hæfter solidarisk for virksomhedens forpligtigelser.

Også ved denne virksomhedsform kan der ske opsparing til den gunstige virksomhedsskatteordning. Virksomhedsskatteordningen kan benyttes af enkelte af interessenterne eller af alle, og der er mulighed for, at underskud i virksomheden kan lette skatten på andet arbejde/aktivitet.

Som nævnt er der ingen lovregulering af interessentskaber, hvorfor det er særligt vigtigt, at man, inden virksomheden starter, laver en interessentskabskontrakt. En sådan kontrakt regulerer forholdet mellem interessenterne. Som de fleste ved, er der aldrig problemer mellem mennesker, når det går godt, og virksomheden kører.

Sådan er det imidlertid ikke, når tingene begynder at køre skævt, og kommunikationen begynder at foregå igennem advokater. Interessentskabskontraktens allervigtigste formål er at regulere, hvorledes parterne kommer fra hinanden igen, når tiden er kommet dertil.

Interessentskabskontrakten kan ikke udformes på en dag, ej heller kan en standardkontrakt anbefales. Kontrakten skal blive til i en dialog mellem parterne om, hvordan de ønsker tingene løst, såfremt det spidser til. Mange scenarier må vendes, og det må på det allerkraftigste anbefales, at der søges juridisk bistand til udformningen - pengene kommer under alle omstændigheder tifoldigt igen, idet en god interessentskabskontrakt tager stilling til meget andet end skilsmissen.

"Á prøver s'gu" er denne selskabsform spøgefuldt blevet kaldt. Anpartsselskaber hører sammen med aktieselskaber til kategorien kapitalselskaber - kapitalen er kreditorernes sikkerhed. Denne er i anpartsselskaber minimum kr. 125.000, hvilket som indledningsvist nævnt gør, at de store kreditorer ofte kræver en ekstra sikkerhed.

Aktieselskaber må betegnes som selskabernes Rolls-Royce - det omdømme har denne selskabsform i hvert fald. Selskabskapitalen skal her være minimum kr. 500.000.

Aktie- og anpartsselskaber reguleres af henholdsvis aktie- og anpartsselskabsloven. Dermed skal man som aktie- eller anpartsselskab leve op til lovenes mange regler, som bl.a. omfatter særlige stiftelseskrav, krav om vedtægter, krav om generalforsamling, krav til ledelsen af selskabet, indsendelse af regnskaber og offentliggørelse af disse hos Erhvervs- og selskabsstyrelsen, særlige kapitaltabsregler m.v.

Lovenes mange regler er ikke konstrueret til de mange små virksomheder, som trods dette drives i disse selskabsformer, men reglerne er derimod designet til store selskaber med en bred ejerkreds. Såfremt virksomheden har flere aktionærer eller anpartshavere, vil der som udgangspunkt ikke være mulighed for at få en deltager smidt ud af selskabet, og det er derfor også i sådanne selskaber nødvendigt med en aftale mellem ejerne. En såkaldt aktionær- eller anpartshaveroverenskomst er en nødvendighed, og denne bør omhandle de samme ting, som en interessentskabskontrakt omhandler.

Skattemæssigt er disse selskabsformer ikke transparente, hvilket vil sige, at selskaber er eget skattesubjekt. Dermed er der ikke mulighed for at opnå fordelen om skatterabat i anden aktivitet, såfremt virksomheden, som de fleste, har underskud de første par år. Det skattemæssige underskud bliver i selskabet, men kan så bruges, når selskabet begynder at tjene penge.

Danmark har en meget liberal holdning til virksomheders mulighed for at organisere sig på den måde, der passer den enkelte virksomhed. Dermed er det muligt at "opfinde" sin egen selskabsform, hvilket imidlertid ofte vil volde problemer ved samhandel og ved lån - folk er ofte bange for det ukendte.

I stedet kunne det være en ide at undersøge muligheden for nogle mere etablerede selskabsformer. Kommanditselskabet er nok den mest oversete selskabsform og nok også den mest berygtede. Dette skyldes vel ene og alene det ry, som er kommet i kølvandet på den store bølge af såkaldte trusserederier op igennem 70'erne og 80'erne.

Selskabsformen er imidlertid rigtig god for nystiftede virksomheder. Der er mulighed for en differentieret hæftelse for deltagerne - komplementaren (idémanden) hæfter personligt, og kommanditisterne (pengemændene) hæfter kun med deres selskabsindskud. Alle får skattefordelen, såfremt der er 10 eller færre selskabsdeltagere, og det er senere muligt at bruge selskabsskatteordningen.

Af andre selskabsformer kan nævnes partnerselskaber, selskaber med begrænset ansvar, partsselskaber etc. Kun via en grundig analyse af den kommende virksomhed kan den rigtige selskabsform findes. Der kan ved den rigtige rådgivning og det rette valg valg være mange penge at spare, og det må tilrådes at lade autopiloten være slukket.

Som det nok er de fleste bekendt, er der særlige krav i forbindelse med godskørsel for fremmed regning. Der er krav til kurser, egenkapital, ledelse mv. Disse regler skal man naturligvis havde in mente, når man starter virksomhed, og vi vil i næste nummer af Trans Inform lave en udførlig gennemgang af disse regler.

-----