Hvordan er en ny Renault Premium Road så i virkeligheden
Vi har set nærmere på det brændstofforbruget i hverdagen på en Renault Premium Road med den nye 11 liters motor i en Euro 3 udgave på 440 hk.
I Trans Inform nr. 05 bragte vi forbrugstallet på en ny to-akslet Renault Premium demotrækker, som vognmand Hans Tang fra Fårvang havde prøvekørt over en lille arbejdsuge.
Men hvordan ser det ud i virkeligheden, ude hos en vognmand, der har haft en Renault Premium Road trækker i arbejde i længere tid?
Vognmand Poul K. Pedersen fra Varde var den allerførste, som fik leveret en ny Renault Premium Road med den nye 11 liters motor i en Euro 3 udgave på 440 hk.
Faktisk blev Poul K. Pedersens nye Renault leveret helt tilbage i midten af januar i år. Den vestjyske vognmand har været så flink at give os forbrugstallet for en ca. fire måneders periode. Hans Renault er en treakslet trækker, der også er udstyret med den fremragende Optidrive II gearkasse, som uden tvivl er med til at begrænse brændstofforbruget.
Over et samlet forløb på 42803 km har vognen forbrugt 13166 liter diesel, svarende til 3,2510 km pr. liter brændstof.
Ofte fuld vogntogsvægtNår man ser nærmere på denne forbrugsfaktor, skal man huske at tage højde for følgende forhold: Beregningsperioden omfatter også hele tilkørselsperioden, og den vestjyske vognmand lægger da heller ikke skjul på, at han faktisk forventer at forbrugsfaktoren vil blive op til ca. 200 meter bedre pr. liter brændstof.
Dertil kommer at vognens oliefyr i de første 12 døgn ikke var virksom, hvorfor motoren har kørt mere i tomgang end normalt nødvendigt i den meget kolde periode. Desuden er der tale om en treakslet trækker, som ofte kører med fuld vogntogsvægt - op til 48 ton.
Vognmandens transportopgaver består som regel af udkørsel fra Esbjerg Havn med fuld lastede trailere til Sjælland, hvor lasten altid distribueres til mange godsmodtagere. Et forhold der betyder megen kørsel i by- og industriområder, samt mange lasteoperationer.
Krævende truckingDesuden har vognmanden ugentlig en krævende truckingopgave, hvor han handler mange trailere intern på Esbjerg Havn fra færgeleje til terminal. En opgave der medfører mange meget korte ture og megen tomgang.
Inden for det lille halve år har vognmand Poul K. Pedersen, dog også haft en transportopgave med Skotland som leveringsdestination.
På denne tur kørte Premium'en isoleret set 3,85 km pr. liter brændstof. Generelt set er vognmanden meget godt tilfreds med sin Renault. Det er da også den syvende Renault lastvogn i en ubrudt række, som vognmand Poul K. Pedersen er indehaver af.
Stor tilfredshed med mærket og den service som det lokale værksted K.A. Nielsen Vestjysk Lastbilcenter A/S i Ribe yder, er medvirkende årsager til trofastheden over for det franske mærke med svenske nøglekomponenter.
-----