Kræver genforhandling af havnekøb
Frederikshavn Havn kan fejre sin 200 års fødselsdag i august. Men i Frederikshavns Kommune, der købte havnen af Staten i 2001, er begejstringen for fødselsdagsbarnet blegnet en anelse.
Lastbiltrafikken på de faste forbindelser over Storebælt og Øresund er vokset kraftigt, mens fragtmængderne på Göteborg-færgerne står i stampe. Alene på Øresundsbroen er antallet af lastvogne steget med 20 procent i første halvår 2006, sammenlignet med samme periode sidste år.
Derfor kræver Frederikshavns Kommune nu købet af Frederikshavns Havn til netto 235 mio. kroner genforhandlet med Trafikministeriet.
- Da Frederikshavn Kommune overtog den daværende statshavn Frederikshavn Havn fra Staten i 2001, blev der indføjet en genforhandlingsklausul i købsaftalen, som sikrer køber ret til genforhandling af købsprisen; hvis udviklingen i taksterne på de faste broforbindelser, får en væsentlig negativ indflydelse på de godsmængder, der går over Frederikshavn Havn via færgeruterne. Det mener vi klart er tilfældet, siger havnedirektør Preben Reinholdt.
Frederikshavns Kommune indsendte tidligere i år et fyldigt notat til trafikministeren, hvor man fremførte argumenterne for en genforhandling. Ministeren har i et foreløbigt svar, afvist, at der er basis for en genforhandling.
- Vi mener, at trafikministeren anvender en række argumenter, som efter vores opfattelse ikke er holdbare. Derfor har vi nu udarbejdet kommentarer til ministerens svar og tilføjet yderligere materiale, som en forhandlingsdelegation fra kommunen vil anvende i forbindelse med det møde, som man har bedt ministeren om, fortæller Preben Reinholdt.
Han ønsker ikke, at gå i detaljer omkring forhandlingerne med ministeriet.
- Det er uomtvisteligt, at broerne har haft en fabelagtig fremgang på godstrafikken. Når godsomsætningen på Gøteborgruten samtidig er stagneret, så er det efter vores opfattelse klart, at forudsætningerne for prissætningen af havne er ændret, siger Preben Reinholdt.
På gyngerneFrederikshavn Havn har siden overtagelsen fra staten målrettet arbejdet på at øge godsaktiviteterne uden for færgeområdet.
- Da Frederikshavns Havn var en statshavn lå fokus primært på færgetrafikken. Konkurrencen øges på færgeområdet, hvor Color Line har oprustet mærkbart på ruterne til Norge og sejler med mere tonnage fra Hirtshals. Derfor har vi været nødt til at finde andre aktiviteter og den strategi er heldigvis lykkedes. Vi havde en fremgang på andre godsaktiviteter på 70 procent i 2004 og sidste år steg omsætningen med yderligere 20 procent, fortæller Preben Reinholdt.
Det er især inden for materialer til vejanlæg, jernskrot og tømmer, at Frederikshavn Havn har øget omsætningen. Senest er også stålplader til eksempel vindmølletårne blevet føjet til listen over bulkgods.
Frederikshavn Havn har for nyligt taget en stor 80 tons mobilkran i brug, netop for at styrke havens øvrige godsaktiviteter.
-----