Fik første Actros ny PowerShift gearkasse
Det midtjyske vognmandsfirma Brdr. Gravesen A/S i Ejstrupholm, har netop fået leveret den allerførste Mercedes Actros Mega Space med den nye og meget roste PowerShift gearkasse.
Den nye gearkasse er i princippet en almindelig gearkasse med et automatiseret og computerstyret gearskifte samt en robotbetjent koblingspedal. Af særlige gode egenskaber ved den nye gearkasse skal bl.a. nævnes kravlefunktionen og friløbsfunktionen, hvor sidstnævnte er med til at forbedre brændstoføkonomien.
Versionen i Brdr. Gravesens nye Actros er med 16 fremadgående gear. Den nye trækker, der har Johnny Gravesen som fast chauffør, er Actros 2560 BlueTech 5 (EURO 5) med rigtig bogie, og vognen skal for det meste anvendes til kørsel med asfalt.
Miljøzone-sikretUden for asfaltsæsonen omfatter transportopgaverne også kørsel i Skandinavien og Tyskland. Johnny Gravesen, der er tredje generation i den midtjyske vognmandsfamilie, siger, at han har valgt en EURO 5 klassificeret Mercedes for at være fremtidssikret i forhold til blandt andet kommende miljøzoner.
Samtidig vil der også fortsat være en besparelse på Maut?en ved kørsel i Tyskland efter den første oktober, set i forhold til både en EURO 4 og en EURO 3 version.
Den nye trækker er leveret af autoriseret Mercedes-forhandler E. Hessel A/S i Brande, hvor salgschef Frank Pedersen har stået for salgsarbejdet.
Opbygningen
Den meget flotte opbygning, der omfatter såvel skammelopbygning som hydraulikanlæg samt en speciel dieseltank er lavet af Holme Lastbiler i Ejstrupholm, mens lakeringen er udført af Nørre Snede Autolak. Brande Autosadelmageri I/S har også sat sit præg på det indvendige i den nye Actros, der er blevet betrukket efter alle kunstens regler. Brdr. Gravesen A/S råder over 10 vogntog, som fortrinsvis udfører transportopgaver inden for bygge- og anlægsområdet.
-----