Denne sag vedrører bl.a. ansvaret for Post Danmark eller rettere Post Danmark A/S, som vores postvæsen er kommet til at hedde siden det tidspunkt, hvor sagen tog sit udspring. En del af ansvaret for internationale postforsendelser er reguleret af den internationale postkonvention, der i daglig tale betegnes "UPU-konventionen" og konventionen suppleres i Danmark af diverse bestemmelser i bekendtgørelse om Post Danmark.

En af disse bestemmelser har - eller rettere havde i den tidligere udgave - følgende ordlyd:

"§ 18 Såfremt en forsendelse bortkommer, beskadiges eller forsinkes, og dette skyldes forsæt eller grov uagtsomhed, der kan tilregnes Post Danmark A/S, finder dansk rets almindelige erstatningsregler anvendelse.

Stk. 2. Det samme gælder, dersom andre, for hvem Post Danmark er ansvarlig, i tjenesten har udvist forsæt eller grov uagtsomhed.

Stk. 3. Afgørelse om erstatninger, der ligger ud over de i dette kapitel fastsatte beløbsrammer, herunder afgørelse om skaden er sket ved forsæt eller grov uagtsomhed, træffes af domstolene."

I den sag, der omtales nedenfor, havde Post Danmark indgået en handlingaftale med et dansk handlingselskab (der i det følgende blot kaldes handlingselskabet) og i denne aftale var bl.a. som § 10, stk. 3 anført følgende om ansvar (for netop handlingselskabet):

"?

Stk. 3. Såfremt Post Danmark godtgør, at bortkomst, beskadigelse eller forsinkelse af en postforsendelse er sket, mens denne var i handlingselskabets varetægt, og såfremt handlingselskabet ikke har ansvaret, skal handlingselskabet erstatte Post Danmark det beløb, som Post Danmark i henhold til lov om postvirksomhed ? har måttet udrede til skadelidte som følge af den pågældende bortkomst, beskadigelse eller forsinkelse."

En dansk bank havde i Finland købt overskudsvaluta og rejsechecks til en værdi af 862.903,30 kr. og 215.995,54 kr. Den 7. september 2000 overgav det finske sikkerhedsselskab Securitas OY valutaen og check i 5 kuverter til Finlands Post Ltd. (i det følgende: Finlands Post), der kvitterede for modtagelse af 4 værdikuverter hver med en deklareret værdi af 7.000 FIM og af en kuvert uden deklareret værdi.

Den 8. september 2000 kl. 04.28 sendte Finlands Post en telefax til Post Danmark med meddelelse om, at Post Danmark med Finnair fly AY 661 kl. 8.20 ville modtage en værdisæk på 2,6 kg.

Af et af Finlands Post den 8. september 2000 udstedt bordereau, fremgik, at der som eksprespost nr. 456 den 8. september 2000 kl. 7.35 blev sendt en værdiforsendelse med en vægt af 14,2 kilo fra Helsinki til København med AY 661.

Flyet landede kl. 8.29 i Københavns Lufthavn. Bagage og gods blev afhentet af handlingselskabet og kørt til handlingselskabets lager i lufthavnen.

Kl. 10.00 konstaterede ansat hos Post Danmark, at værdisækken, som fremgik af den modtagne telefax, ikke var modtaget. Han skrev herefter med håndskrift på telefaxen: "URGENT! THIS HAS NOT ARRIVED" og sendte den retur til Finlands Post. Senere samme dag anmeldte Post Danmark til Københavns Politi, at der var forsvundet en specialværdiforsendelse.

Rent politimæssigt blev der ikke noget ud af sagen, idet politiet indstillede efterforskningen uden at der blev rejst tiltale mod nogen, og senere skrev bankens forsikringsselskab en check på kr. 1.034.994,24 som erstatning til banken, hvorefter forsikringsselskabet anlagde regressag mod Post Danmark og handlingselskabet med påstand om, det nævnte beløb blev refunderet.

Post Danmark og handlingsselskabet påstod frifindelse og vedlagde i øvrigt påstande over for hinanden om, at de hver især burde friholdes såfremt forsikringsselskabet fik medhold i sin påstand.

Under sagen blev bl.a. gengivet uddrag af Post Danmarks "Procedure for indkørsel" af specialværdiforsendelser" af 1. august 1999 opstillet følgende interne sikkerhedsprocedure:

"

?Koordinatorerne har modtaget fax fra afsenderlandets ?, hvor der oplyses med hvilket fly og hvilket tidspunkt værdiboxen ankommer ?

De to chauffører ? kører til fly side af de specifikke fly ? Her henvender den ene chauffør sig til lasteformanden og får overdraget værdiboxen af den. Den anden chauffør forbliver i vognen ?

De to chauffører kører postvognen hen til en port ud for sluseområdet, tømmer postvognen for specialværdi og begiver sig straks til koordinatorkontoret, hvor kvitteringsseddel udfyldes ?"

Under sagen gav flere medarbejdere i de involverede firmaer forklaringer, herunder to ansatte hos handlingselskabet.

Den ene af disse forklarede, at han den pågældende dag stod ved et transportbånd ved sikkerhedsslusen hos Post Danmark, da en af hans kolleger kom gående med en postsæk med et rødt posemærke. Den må have vejet mellem 100 og 500 gram og han sagde til ham, at han skulle lægge sækken i et værdibur.

Den anden af de ansatte (ham, der kom med sækken) forklarede, at en medarbejder om morgenen den pågældende dag havde fundet en sæk med et rødt posemærke på handlingsselskabets lager. Han kunne se på lageret, at der måtte være tale om en værdiforsendelse og sækken vejede 1-2 kg og kunne vel rumme et pr dvd'er eller cd'er.

Han tog sækken med ind til Post Danmark, hvis lager støder op til handlingselskabets lager og han kom ind uden problemer, idet han tidligere havde sorteret post for Post Danmark.

På vej ind mødte han sin kollega, der sagde til ham, at han ikke måtte lægge sagen på transportbåndet, og at han skulle lægge den i værdibur ved båndet. Da han ikke kunne se noget værdibur lagde han i stedet postsækken ved transportbåndet, så man tydeligt kunne se det røde bånd.

Forsikringsselskabets advokat gjorde gældende, at det efter det fremlagte bordereau og de afgivne forklaringer måtte lægges til grund, at postsækken med 5 værdikuverter til banken var med AY 661 den 8. september 2000, at den blev afhentet af handlingselskabet, og at den senere blev bragt ind på Post Danmarks lager. Dette blev underbygget af, at Post Danmark ikke havde modtaget meddelelse om, at andre værdiforsendelser var bortkommet denne dag. Post Danmark havde efter advokatens opfattelse udvist grov uagtsomhed ved at undlade at følge sin sædvanlige sikkerhedsprocedure ved afhentning af specialværdiforsendelser og ved ikke at sikre konstant opsyn med "Værdien" på koordinatorkontoret. Forsikringsselskabet ønskede sit fulde tab erstattet i henhold til Bekendtgørelse om Post Danmarks befordringspligt og eneret mv. (i det følgende: Bekendtgørelsen) § 18, der var en generel regel, som også gjaldt ved forsendelser fra udlandet, idet forsikringsselskabet var indtrådt i bankens krav. Den internationale postkonvention (UPU-konventionen) blev suppleret af de nationale postregler, herunder navnlig den generelle bestemmelse i bekendtgørelsens § 18. Artikel 34, stk. 5, i konventionen angik kun spørgsmålet om erstatningsansvarets omfang og ikke den materielle erstatningsregel, hvorfor konventionen ikke hindrede forsikringsselskabet i at søge erstatning efter bekendtgørelsens ansvarsregler.

Handlingselskabet var efter advokatens opfattelse ansvarlig for bortkomsten efter almindelige erstatningsregler og som forvarer. Der gjaldt et strengt professionsansvar. Den ene medarbejder hos handlingselskabet var bekendt med, at han afleverede en postsæk med en værdiforsendelse. Til trods herfor undlod han og den anden medarbejder at beskytte forsendelsen mod tyveri, indtil den kunne overgives til en medarbejder hos Post Danmark. I stedet blev sækken blot efterladt uovervåget ved transportbåndet. Denne handlemåde måtte pådrage handlingselskabet ansvar for bankens tab, som forsikringsselskabet var indtrådt i ved at udbetale erstatning.

Post Danmarks advokat gjorde gældende, at forsikringsselskabet ikke havde bevist, at de 5 værdibreve var med AY 661. Ud fra det fremlagte bordereau kunne det hverken lægges til grund, at den omhandlede forsendelse var med AY 661, eller at den postsæk, som medarbejderen afleverede hos Post Danmark, var denne forsendelse.

Post Danmarks ansvar måtte i givet fald bedømmes efter UPU-konventionen, der udtømmende regulerede Post Danmarks ansvar ved udenlandske forsendelser, jf. bekendtgørelsens § 13, stk. 1. Efter konventionen kunne forsikringsselskabet ikke rette krav mod Post Danmark, men alene mod Finlands Post, jf. konventionen artikel 34, pkt. 4.1. og 5. Post Danmark måtte således frifindes, allerede fordi Post Danmark ikke var rette sagsøgte.

Post Danmark havde i øvrigt ikke pådraget sig ansvar ved en forsætlig eller uagtsom handling. Erstatningen kunne under ingen omstændigheder overstige det beløb, som forsendelsen blev deklareret til, jf. bekendtgørelsens § 11, stk. 2.

Handlingselskabet skulle efter handlingsaftalens § 10, stk. 3, friholde Post Danmark for ethvert ansvar. Handlingselskabet havde pådraget sig ansvar ved at undlade at sikre, at postsækken med rødt posemærke blev overgivet til en medarbejder hos Post Danmark.

Handlingselskabets advokat tilsluttede sig det, som Post Danmarks advokat havde anført om, at der ikke var ført bevis for, at forsendelsen var bortkommet i Københavns Lufthavn. Det var på ingen måde godtgjort, at den postsæk, som medarbejderen afleverede på Post Danmarks lager, var forsendelsen til banken, eller at medarbejderen havde handlet culpøst, idet han afleverede postsækken til Post Danmark ved at lægge den ved et videoovervåget transportbånd.

Der var i handlingsaftalens § 10, stk. 3, intet grundlag for, at Post Danmark gjorde regres mod handlingselskabet, idet Post Danmark ikke havde godtgjort, at bortkomsten skete, mens forsendelsen var i handlingselskabets besiddelse. En eventuel erstatningsbyrde burde efter erstatningsansvarslovens § 25, stk. 2, 2. pkt., og § 25, stk. 1, endeligt påhvile Post Danmark.

Sø- og Handelsretten lagde indledningsvis til grund, at transportaftalen vedrørende den omhandlede forsendelse blev indgået mellem Finlands Post og banken, og at forsikringsselskabet ved at udbetale forsikringssummen var indtrådt i bankens retsstilling efter denne transportaftale.

Det blev endvidere lagt til grund, at banken fik transporteret de pågældende værdiforsendelser, uden at disses reelle værdi var angivet over for Post Finland. Denne fremgangsmåde bevirkede, at postvæsenet ikke fik de oplysninger om forsendelsens værdi, som ville have skærpet opmærksomheden med hensyn til håndteringen af forsendelsen, og at banken sparede porto.

Retten fandt det naturligt, at hvert enkelt led i transportkæden ved transport af værdiforsendelser som den foreliggende sikrede sig bevis for, at forsendelsen var overgivet til næste led i kæden. I den foreliggende sag havde man imidlertid ikke anvendt en fremgangsmåde, der gennem kvitteringer fra næste led i kæden sikrede beviset for, hvem der havde haft forsendelsen i besiddelse på et givet tidspunkt.

Telefaxen fra Finlands Post blev sendt til Post Danmark længe inden indlastningen i flyet og angav en vægt af forsendelsen på 2,6 kg, som adskilte sig væsentligt fra angivelsen af vægten på 14,2 kg i bordereauet. Røde posemærker blev ikke kun brugt til værdipost, men tillige til visse andre typer af post. Hverken telefaxen eller vidnernes forklaringer om en sæk med rødt posemærke beviste herefter, at den forsendelse, som sagen drejede sig om, overhovedet var nået frem til København.

Der var endvidere hverken fremlagt kvittering for modtagelsen af forsendelsen fra Finnair til Finlands Post eller foretaget nærmere undersøgelser af, hvordan forsendelsen var blevet håndteret i Finland. Det var således heller ikke godtgjort, at den omhandlede forsendelse overhovedet var blevet indlastet i flyet i Finland.

Uanset at Post Danmark ved en fejl ikke havde fulgt den foreskrevne procedure for modtagelse af specialværdiforsendelser fra Finland, kunne Post Danmark herefter ikke pålægges ansvaret for bankens og dermed forsikringsselskabets tab ved forsendelsens bortkomst.

Resultatet blev altså at både Post Danmark og handlingselskabet blev frifundet primært som følge af mangelfulde beviser og særligt bemærkelsesværdigt er det, når der ikke engang var bevis for, at forsendelsen havde forladt Finland.

-----