Boxer og søstre
Den nye Peugeot Boxer er nu klar til det danske marked. Endda til meget attraktive introduktionspriser fra 144.000 kroner før moms. Den lave pris skyldes dog, at en del standardudstyr som oliefyr og sædevarme først monteres i de Boxere, der produceres i efteråret.
Lige som søstrene Ducato og Jumper fra Fiat og Citroën er den nye Peugeot Boxer vokset op i Sprinter-klassen.
De nye modeller leveres i to grundudgaver ? en light-version med totalvægte fra 3,0 til 3,5 tons og en mere robust sværvægter med totalvægte på 3,5 og 4,0 tons.
Sidstnævnte forventer Peugeot ikke den store interesse for i Danmark, da markedet for kassevogne over 3,5 tons er beskedent. Men da den ekstra robuste basis med større hjul er fælles for de to sværvægtere i Boxer-serien, så forventer Peugeot en betydelig interesse for 3,5 tons-modellen og går direkte efter markedsandele, som Iveco Daily og Mercedes Sprinter hidtil har været ene om.
Den nye Peugeot Boxer leveres med tre forskellige akselafstande (3 m., 3,45 m., og 4,04 m.), i fire længder L1-L4 (4,9 m. til 6,3 meter) og endelig tre taghøjder. Det giver et bredt spænd i varerumsvolumen fra 8 til hele 17 kubikmeter på kassevognsmodellerne. De store modeller kommer dog først til Danmark i efteråret.
Bedre køredynamik
En kortere, men veltilrettelagt testtur, på det fynske vejnet, bekræftede Transport-Tidendes tidligere positive indtryk fra søsterbilen Fiat Ducato (der kun blev testkørt i tæt bytrafik i Torino). Den nye Boxer har en markant bedre køredynamik end forgængeren ? i hvert fald med tomt varerum.
Den 2,2 liters dieselmotor, der leveres i 100 og 120 hk versioner, har et pænt kraftoverskud, som vil række til de fleste behov på danske veje. Hvis ikke, så er der altid 3.0 liters motoren på 160 hk og 400 Newtonmeter.
Førerkabinen er kraftigt forbedret, og udstyrsgraden er tæt på personvognsniveau. Det er tydeligt, at Fiat, Citroën og Peugeot ? lige som de andre varebilsproducenter ? for alvor tager chaufføren alvorligt.
Kollisionssikring
Sikkerheden har også fået et markant løft med bedre kollisionssikring, der samtidig er opbygget modulært, så mindre skader bliver billigere at reparere.
Der er skivebremser med ABS og bremseassistent på alle fire hjul. ESP kan købes som ekstraudstyr til omkring 4.000 kroner.
Men lige som sideairbags, så er det ikke noget Peugeot forventer stor efterspørgsel efter på det danske marked.
-----