Dansk rederi-satsning i Sydamerika
Vicestatsminister og søfartsminister Bendt Bendtsen stod i slutningen af juni 2006 i spidsen for et maritimt erhvervsfremstød til Sydamerika
Besøget var arrangeret af Danmarks Rederiforening og omfattede Brasilien og Chile. Der var bred maritim deltagelse med repræsentanter fra A.P. Møller - Mærsk, J. Lauritzen, D/S Torm, D/S Norden, Eitzen Bulk, Clipper Group, RN Dredging og Armada.
I Brasilien åbnede ministeren bl.a. et dansk-brasiliansk skibsfartsseminar, hvor dansk skibsfart havde en positiv og konstruktiv dialog om udfordringerne for brasiliansk infrastruktur med brasilianske maritime myndigheder og væsentlige afskibere som CVRD og Sadia samt de største brasilianske havne.
I Chile deltog rederi-foreningens formand, adm. direktør Torben Janholt, J. Lauritzen i besøget og havde sammen med ministeren lejlighed til at mødes med de vigtigste frugt- og vineksportører. Rederiforeningens administration var re-præsenteret ved underdirektør Jan Fritz Hansen og afdelingschef René Piil Pedersen, som havde møder med Chilean Shipowners’ Association og Chilean maritime administration sammen med repræsentanter fra Søfartsstyrelsen.
Både i Brasilien og Chile havde ministeren lejlighed til at mødes med de mest indflydelsesrige ministre for at drøfte udfordringer og styrke de gode maritime relationer med dansk skibsfart.
- Fremstødet var særdeles vellykket og vil medvirke til yderligere at konsolidere dansk skibsfarts aktiviteter i Sydamerika, der i 2005 resulterede i en valutaindsejling på omkring 15 mia. kroner fra dette kontinent, lyder det fra Danmarks Rederiforening.
-----