Ny ladfabrik i Østjylland
Den første juli starter en ny ladproducent i Hedensted.
Det er Jysk Ladfabrik ApS, som etablerer sig med et produktionsanlæg på Phønixvej i Hedensted. Direktør og indehaver Allan Skibsted, der er 37 år, siger til www.e-nyt.com, at han fik lyst til at prøve noget nyt. Allan Skibsted har tidligere været ansat i virksomheden Horsens Hydraulik, hvor han var værkfører i en del år. Da Lastas-koncernen for nogle år siden overtog virksomheden i Horsens blev Allan Skibsted værkstedsleder. Det sidste halve års tid har Allan Skibsted været ansat i hovedkvarteret hos Lastas, hvor han har haft ansvaret for værksteder og lagre. Etableringen af den nye karosserifabrik i Hedensted sker kun halvanden måned efter, at Lastas-koncernen afhændede datterselskaberne Øster Snede Ladfabrik A/S og Horsens Hydraulik APS til familien Sørensen i Nørre Snede, der ud over at drive Nørre Snede Autolak i forvejen også var ejer af Hedensted Ladfabrik A/S.
-----