Nye restriktioner øger transport-priser
Udsigten til et overophedet transportmarked trådte et syvmileskridt nærmere med transportminister Flemming Hansens udmelding om overhalingsforbud for lastbiler på motorvejene.
- Enhver form for restriktioner på landevejstransporten udløser øgede omkostninger, og det kan ikke undgå at følge til højere fragtpriser, siger ITD-formand Mogens Therkelsen.
Transportpriserne er skudt i vejret i de sidste par måneder. Baggrunden er dels en rekord høj efterspørgsel, men også kapacitetsproblemer i vognmandserhvervet, der har problemer med personaleressourcerne på chaufførsiden. Det nye arbejdstidsdirektiv og skærpede bøder for overtrædelse af kørehviletidsreglerne har lagt strammere bånd på chaufførernes fleksibilitet og muligheder for at ekstra ved overarbejde, hvilket har fået mange til at takke ja til attraktive tilbud eksempelvis byggebranchen.
- Jeg kan ikke sige nøjagtigt hvad det seneste udspil fra transportministeren om overhalingsforbud på motorvejene i hele Danmark vil koste, men det er klart, at det bliver dyrt ? netop i en situation, hvor der er så meget bud efter kapaciteten og mangel på chaufførerne, vil det yderligere øge presset. Vi taber tid, og tid er i denne situation mange penge. Det siger sig selv, at det går ud over fleksibiliteten i landevejstransporten, som jo er så afgørende for samfundsøkonomien. Jeg ved ikke hvad ministeren har tænkt på med det udspil, siger Mogens Therkelsen.
Store flaskehalse
- Vi oplever allerede nu kæmpestore problemer og flaskehalse indenfor landevejstransporten bl.a. på grund af den store ophobning af godsmængderne - såvel i Danmark som til og fra Danmark. Derudover har branchen som helhed svært ved at skaffe kvalificeret arbejdskraft, ligesom der er en meget lille tilgang til erhvervet af nye udøvere.
- Den lille tilgang af nye vognmænd samt manglen på arbejdskraft skyldes ikke mindst politikernes ekstreme sanktioner og skærpelsen af bøder og lovkrav indenfor det seneste års tid. Dette har medført, at vore medarbejdere ikke længere ønsker at arbejde i branchen, og at mindre vognmænd ser så store problemer i at arbejde indenfor branchen, at de hellere lukker firmaet og finder anden beskæftigelse.
Mogens Therkelsen lægger ikke skjul på, at han frygter, at udspillet fra ministeren måske hænger sammen med udviklingen inden for modulvogntog ? at landevejstransporten så at sige skal betale med overhalingsforbud for at få en sag som modulvogntog igennem.
Hvis der er tale om en form for politisk studehandel, må vi simpelthen sig fra. Det er helt uacceptabelt og ligger langt fra den dialog med ministeren, som vi ellers har været vant til, og som jeg da bestemt håber vi hurtigt vil vende tilbage til gavn for både branchen og samfundet, siger Mogens Therkelsen.
Han slår fast, at ? bortset fra enkelte situationer ? så glider trafikken på det danske motorvejsnet jævnt og godt syv dage om ugen i 365 dag om året. Der er simpelthen intet belæg for kravet om et forbud mod, at lastbilerne overhaler på motorvejene.
Cahufførmangel øges
Også DTL-formand Erik Østergaard er inde på et overhalingsforbuds indvirkning på grundlaget for transportpriserne og kapacitetsproblemerne:
Vi har hørt om transportvirksomheder, der må sige nej til flere ordrer, fordi de ikke har kapacitet til at fragte mere. Dermed rammer transportvirksomhedernes kapacitetsproblemer hele det danske erhvervsliv, og det kan næppe være i ministerens interesse at forstørre det problem.
DTL peger på, at forslaget vil ramme et transporterhverv, der i forvejen er under pres på grund af flaskehalsproblemer og chaufførmangel. Lige nu mangler der 4000-6000 chauffører, og skal der nu flere lastbiler til at opveje overhalingsforbuddet, vil det kræve endnu flere chauffører.
10-30 procentBåde DTL og Danske Speditører bekræfter, at prisniveauet i Transportbranchen er stigende. Der er dog nogen uenighed om niveauet. Danske Speditører melder om prisstigninger på 9-11 procent. DTl er fremkommet med tilsvarende tal, men nævner prisstigninger på helt op til 30 procent på enkelte områder.
Priseuforien vækker dog skepsis i Dansk Industri, der repræsenterer en stor andel af de danske transportkøbere.
- Der er ingen tvivl om, at der er mere efterspørgsel efter transport, på grund af den glædelige vækst i dansk økonomi. Men når jeg læser pressemeddelelsen fra Danske Fragtmænd, så er det ikke alle argumenter, der virker lige overbevisende. Mig bekendt, er der ikke sådan lige pludseligt blevet markant mere trængsel på vejnettet, og de fleste transportører har i forvejen indført dieseltillæg, der dækker de øgede omkostninger, siger fagchef Jens Hennild, Dansk Industri.
En stor andel af det transportarbejde, der udføres i Danmark, sker på faste kontrakter, hvor vognmændene ikke uden videre kan skrue prisen i vejret.
- De fleste kontrakter sætter faste rammer for priser og vilkårene for eventuelle genforhandlinger. Derfor vil prisstigningerne kun slå igennem i begrænset omfang på kort sigt, vurderer Jens Hennild.
-----