23948sdkhjf

Volvo styrket i det lette segment

Nu vil Volvo igen være med som en aktiv spiller i det lette lastvognssegment. Som sikkert bekendt er der i det nordiske område ikke den store afsætning ikke i disse vægtklasser.

Men i vore sydlige nabolande er situationen en ganske anden. Således har Indførelse af Maut-betaling ved kørsel på Autobahn med lastvogne over 12 ton totalvægt fremelsket en speciel ?Maut-killer? størrelse på lige under 12 ton totalvægt.

Samtidig har de nye miljøkrav med indførelsen af EURO4 normen pr. første oktober betydet, at man ikke længere kunne nøjes med en opdatering af den gamle FL-serie, der blev introduceret i 1985 og kraftig opdateret i 2000.

Mange havde måske regnet med at Volvo ville nøjes med de nyopdaterede FM og FH-serier og så måske lade lastvognsprogrammet starte ved 15 ton totalvægt.

Men Volvo har alligevel valgt at udvikle ikke blot én men to nye lastvognsserier i segmentet fra 12 til 26 ton totalvægt.

Den nye FL-serie er fortsat den mindste Volvo-lastvogn med totalvægtsmuligheder mellem 12 til 18 ton totalvægt. Den lidt større FE-serie findes med totalvægte mellem 18 og 26 ton. Faktisk overlapper FE-serien FM, men FE-seriens fordel er, at den er lidt lettere end en tilsvarende FM-lastvogn, hvilket giver mere nyttelast.


Sammenstykket lastvogn

Begge serier er en del af en ny virkelighed hos lastbilbygger-branchen. Som PR- og kommunikationsansvarlig hos Volvo Truck Corporations Europa Division Ulf Arensberg sagde til mig under besøget på VOLVO i Göteborg:

- Det var en ny situation med de nye modeller, nu da Volvo Trucks ikke længere står for selve produktionen af de nye lastvogne. Da vi skulle udvikle de nye FL og FE serier, skrev vi nærmest en ønskeseddel til Volvo Power Train, som derefter har skruet det hele sammen med dele fra alle mulige leverandører. Dog så vidt muligt inden for Volvo Power Trains eget regi, sagde han.

Derfor er der heller ingen tvivl om, at de nye vogne har visse lighedstegn med bl.a. Renaults Midlumserie og DAF LF. Til serierne har Deutz-koncernen, som Volvo ejer 10 procent af, i fællesskab med Volvo udviklet en ny 7,2 liters 6-cyl. dieselmotor. Denne motor er set i forhold til de øvrige nyere Volvo-motorer noget afvigende.

Den sekscylindrede rækkemotor er udstyret med common-rail brændstofindsprøjtningssystem. Samtidig er der også tale om en mere konventionel og gammeldags konstruktion med en normal placeret knastaksel og tilhørende stødstænger. Det betyder imidlertid, at man har opnået et lavere støjniveau, og at motoren samtidig ikke er så høj ? vigtigt fordi motoren skulle være kompakt for at kunne være i de nye lastvognes maskinrum.

Den nye D7 motor findes i tre forskellige udførelser, hvor de to mindste motorer tilbydes i både FL og FE-serien mens den kraftigste version kun tilbydes i FE- serien.

Den mindste er en 240 hk version med et drejningsmoment på 920 Nm, mens den mellemste er en 280 hk version med et drejningsmoment på 1050 Nm. Den kraftigste motorversion har 320 hk med et drejningsmoment på 1200 Nm - alle tre versioner fås enten som EURO3, 4 eller 5.

Gearkasser

Til FL serien leveres to alternative manuelt betjente gearkasse, begge af mærket ZF med henholdsvis seks eller ni trin i fremadgående retning. Til FE serien, der ligger i vægtklassen over FL-serien og op til 26 ton, findes der også to manuelle gearkasser fra ZF. Ligeledes en version med seks gear fremad og en version med ni trin fremad, som endog kan leveres med overgear.

Til både FL og FE-serien er det muligt at vælge en Allison automatgearkasse. Det er en fantastisk fuldautomatisk gearkasse, der helt sikkert vil finde anvendelse til vogne, som skal anvendes til renovations- og redningskøretøjer. Men som vil være for dyr i anskaffelse og i brændstof til almindelig kørsel.

Der har Volvo en alvorlig brist i lanceringen af de to nye versioner. Man mangler en alternativ gearkasse med et automatiseret gearskifte, som det der kendes fra I-shift i alle Volvos store lastvogne.

Når man i forvejen har valgt ZF som gearkasseleverandør, burde det også være muligt at tilbyde en ASTronic gearkasse med automatiseret gearskifte til disse to nye lastvognsserier. Netop til denne størrelse af lastvogne, vil det være en uvurderlig aflastning. Chauffører på denne vognstørrelse er ofte ikke så veluddannede, og transportopgaverne er gang på gang under tidspres i meget trafikerede by-områder m.v., hvor en robot, der kan varetage gearskiftet vil være rigtig godt.

Bagakslerne er de samme som man allerede anvendes i andre Volvo-lastvogne.

Ros til Volvo

Chassiset på vognene er delvis fra den større FMserie. FLserien, der udelukkende produceres på to aksler, er delt op i tre kategorier, L, for nærdistribution, M for let anlægsbil samt H for lidt tungere brug. FE har kun ét chassis til det europæiske marked.

FL og FE serierne er udstyret med førerhuse, som på FEserien er ca. 20 cm bredere end på FLserien, som kan leveres med daghytten L1H1 eller sovekabineførerhuset kaldet Comfort Cab L2H1, der er udstyret med en god sovekabine. Hertil kommer mandskabskabinen Crew cab L4H1C

Alle førerhusvarianterne til FL-serien er 2100 mm brede og har en indvendig højde på 1630 mm. FEserien tilbydes i tre forskellige førerhusudførelser, nemlig Day Cab L1H1, der er en kort dagkabine, som er 1600 mm lang og 2300 mm bred. Dernæst tilbydes L2H1 Comfort Cab der er en lidt længere version, med en længde på 2000 mm. Endelig findes der topversionen Sleeper Cab L3H1, der er 2200 mm lang og udstyret med en god sovekabine.

Indretningen af førerhusene er vellykket. Ofte er det svært at lave en god førerplads i en mindre lastvogn, fordi pladsen er trang. Det rammer ofte vigtige forhold som ratstilling og plads rundt om føreren. Men begge førerhuse er topmoderne med rigtige gode arbejdsforhold. Cockpittet er flot med det gode display og tilhørende kontrolure fra de store FM og FH-serier

Udsynet er godt. Også her skal Volvo have ros. Det er lykkedes at opnå en god afstand mellem spejlene og A-stolpen i højre side, så der ikke er så stor en blind vinkel. De to spejle på begge spejlarme sidder også med en god afstand, så der kan kigges i mellem dem. Når man mener noget med udtrykket trafiksikkerhed, så er det sådan det skal være.


Ind i fremtiden

Korte prøvekørsler ved Volvos democenter i Göteborg gav et rigtig godt indtryk af de to nye serier. De kører godt, motorerne er arbejdsvillige og arbejdsmiljøet er i top.

Med lanceringen af de to nye lastvognsserier har Volvo taget et nyt skridt ind i fremtiden -og samtidig er hele det omfattende lastvognsprogram fornyet inden for et lille år.

Levering af de nye lastvognsserier forventes først at starte i september måned. Som noget helt nyt lancerer Volvo helt fra starten et nyt koncept med en nøglefærdig FL-version kaldet FL Citipro. Det er FL med 12 ton totalvægt og fem tons lastevne, opbygget med et tjekkisk produceret bokslad, der kan rumme 16 paller.

Det smarte er at vognen er færdigbygget fra fabrikken, og det giver en ultrakort leveringstid. Jeg glæder mig til senere på året at kunne vende tilbage med en længere testkørsel af en ny Volvo FL og FE.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078