Altid fedt nok på sættevognsskamlen
Ind imellem må selv næsten helt nye sættevognsskamler kasseres, fordi de ikke er blevet smurt korrekt - måske kan en opfindelse løse problemet
Den innovative konsulent René Lundegård fra Fyn har gjort en spændende opfindelse. Han har gennem mange år set, at der smøres et ordentligt lag fedt oven på sættevognsskamlerne, der efter en del kørsel ikke gavner noget som helst.
Det har fået ham til at sætte sig ned og tænke over problemet. Og nu har René Lundgård udviklet et lille smøreraggregat, der kan afgive den rigtige mængde fedt og interessant nok med en fedttype, der udmærker sig med andre egenskaber end det sædvanlige sorte og meget klæbrige fedt. Og nok så vigtigt: Smøringen sker uden, at chaufføren skal hen og koble traileren fra.
Smøreproblemet er nemlig som regel værst i de tilfælde, hvor sættevognstoget kører i fast kombination. Der bliver fedtet ved sædvanlig service, ofte presset væk.
I værste tilfælde
Er skamlen tør får det ofte konsekvenser, der kan mærkes. Hvis det går den forkerte vej - ja så nøjes ejeren med at sætte en ny skammel på trækkeren. Går det rigtig galt - hvad man kan forestille sig en dag med glat føre, så drejer vognen ikke når den skal, men fortsætter blot ligeud med stor fare for trafiksikkerheden.
Som René Lundgård siger: Hvem tror på en chauffør, der når hans bil ligger i grøften, siger "Jeg kunne ikke styre, så bilen fortsatte ligeud".
Den opfindsomme fynbo har monteret en smørenippel oppe foran i den øverste fordybning i skamlen. Denne smørenippel er med en ca. 130 cm lang slange forbundet med et stort lukket bæger fyldt med fedt.
I bunden af bægeret er der en forskydelig bund, som er påvirket af en fjeder. Gennem et lille hul i bunden og en stang på bagsiden af bunden kan bunden påvirkes, så fedtet stille og roligt presses ud i fordybningen på skamlen.
Chaufføren på trækkeren skal blot i løbet af en arbejdsuge, presse et antal gange på stangen, så skamlen bliver smurt i den rigtige mængde.
Prototype
Lige nu har René Lundegård en prototype kørende hos vognmand Poul Petersen Ejby. Prototypen er monteret på en sættevognsskammel på en treakslet MAN.
Indtil videre har forløbet med prototypen været så godt, at René Lundegård har sat en mindre produktion i gang af en større portion af de nye LC Lube aggregater.
René Lundgård har også oplevet interesse fra det øvrige Skandinavien.
-----