Transportcentre bliver i dag mere og mere udbredte, og det er i dag ganske normalt, og en naturlig del af transporten, at tilbyde opbevaring af gods i kortere eller længere tid. Advokat Anders Hedetoft og advokatfuldmægtig Martin Juste gennemgår denne gang reglerne for opbevaring.

Som transportør forestår man ofte opbevaring for sine kunder. Opbevaring kan være en del af en længere transport, hvoraf opbevaringen kun er nogle få dage, men opbevaring kan også strække sig over længere tid. Opbevaring er ikke i dansk ret et helt nyt begreb, og Danske Lov fra 1683 indeholder bestemmelsen i 5-8-14 en regel om forvarerens ansvar. Reglen udtrykker dansk rets udgangspunkt, som er et culpaansvar. Man er ved opbevaring ansvarlig, såfremt man har udvist en uagtsom adfærd, og det påhviler den skadelidte at bevise uagtsomheden hos forvareren. Med dansk rets almindelige regler følger også, at man som forvarer er ansvarlig for hele det opbevaredes værdi, og der er altså ikke mulighed for at begrænse sit ansvar. Dette er en af grundene til, at NSAB 2000 i dag spiller en afgørende rolle ved opbevaring.

Når snakken falder på NSAB 2000, skal man altid huske, at NSAB 2000 er en aftale, der kræver vedtagelse for at være gældende mellem parterne. Man kan som transportør være sikker på, at det første en modpart gør, når skaden er sket, er at lave indsigelser imod vedtagelsen af NSAB 2000. I dag er det tilstrækkeligt, at man på brevpapir, fakturaer, booking notes samt fragtbreve henviser til NSAB 2000, og i denne forbindelse har Danske Speditører udviklet en standardtekst, som skrivelserne kan påføres. Standardteksten kan findes på foreningens hjemmeside www.dasp.dk.

Hvis man som transportør henstiller gods i nogle dage i forbindelse med transport, vil der ikke være tale om et oplagringsansvar i henhold til NSAB 2000's regler. Det følger af § 27, at speditøren har et transportøransvar indtil 15 dage efter transportens afslutning. Heraf følger modsætningsvis, at oplagringsansvaret ikke indtræder under selve transporten, hvor varerne bliver opbevaret nogle få dage.

Det følger af § 27, at en speditør, der som formidler, skaffer en kunde oplagring af gods er ansvarlig i henhold til reglerne i §§ 24 til 26 om formidleransvar. En speditør er formidler, når han ikke udfører opgaven selv, ikke har udfærdiget transportdokument i eget navn, eller ordregiver ikke via markedsføring eller af tilbud har fået opfattelse af, at speditøren har påtaget sig ansvaret som kontraherende transportør eller opbevarer - en speditør anses f.eks. som kontraherende, når han har afgivet egen pris for opgaven. Slutteligt anses en speditør som kontraherende, når han arrangerer transport af landevej.

Speditøren er ansvarlig for skade som følge af, at speditøren ikke har udvist tilbørlig omhu ved ordrens udførelse, og reglen udtrykker et normalt culpaansvar

Speditøren er ved formidling ikke ansvarlig for tredjemands handling, altså den pågældende virksomhed, der rent faktisk forestår oplagring, såfremt han kan påvise, at han har udvist tilbørlig omhu ved valget af denne. Ved afgørelsen af det spørgsmål, må der lægges vægt på firmaet samt dets omdømme i almindelighed, ligesom der skal lægges vægt på, om den pågældende vare har været opbevaret efter de forskrifter, som ordregiver har givet speditøren.

Speditørens ansvar som formidler er i medfør af § 26 begrænset til SDR 50.000 for hver ordre, dog således at erstatningen ikke kan overstige SDR 8.33 pr. kilo bruttovægt af godset, der bortkommer eller bliver udsat for forringelse eller beskadigelse. Såfremt der i forbindelse med oplagringen opstår forsinkelse, er ansvaret begrænset til vederlaget for opgavens udførelse.

Som konsekvens af en sag for Århus Havn, hvor der skete skader for omkring 80 millioner ved en voldsom brand, har man i NSAB 2000 indført nye regler for speditørens ansvar, når han anses som kontraherende transportør eller opbevarer.

Speditøren skal ved modtagelse af varerne kvittere for antal kolli, men dette gøres uden ansvar for indhold og ikke-synlige skader. Hvis ordregiver ikke har givet særlige instruktioner vedrørende oplagring af godset, har speditøren frit valg mellem forskellige oplagringsmåder, men man skal som speditør huske, at der skal udvises tilbørlig omhu ved valget.

Som direkte konsekvens af den føromtalte dom, er der i NSAB 2000 indført en forsikringspligt. Speditøren skal i eget navn og for ordregivers regning tegne en forsikring for brand, vand og indbrudstyveri, baseret på godset fakturaværdi ved indlevering til oplagring 10 procent i det omfang, ordregiver ikke skriftligt har meddelt andet.

Såfremt der sker bortkomst, forringelse eller beskadigelse af godset, som ikke dækkes af forsikringen, eller såfremt speditøren ikke har tegnet forsikring, er speditøren ansvarlig for fejl eller forsømmelse på et normalt culpa-grundlag, hvor den skadelidte skal bevise uagtsomhed hos speditøren. Forsikringspligten er klart en fordel for speditøren. Ordregiveren betaler for forsikringen og betaler således også for at friholde speditøren for ansvar.

Der er i NSAB 2000 indført en såkaldt katastrofebegrænsning, der gør, at speditørens ansvar - i forhold til samtlige ordregivere - for skader, der indtræder for en og samme hændelse, er begrænset til SDR 500.000. Speditøren er dermed sikret mod total økonomisk sammenbrud, såfremt lageret f.eks. nedbrænder. Katastrofebegrænsningen kan ikke påberåbes af forsikringsselskabet, og ordregiver vil derfor være sikker på betaling af erstatning, såfremt forsikringen er tegnet. Den omhandlede bestemmelse er imidlertid på væsentlige punkter uklar; hvordan fordeles det totale skadesbeløb - pr. hoved eller pr. andel? Spørgsmålet har endnu ikke været forelagt domstolene.

NSAB 2000 regulerer, hvorledes ansvaret er placeret, såfremt der sker skade på godset, men NSAB 2000 tager ikke hånd om den praktiske afvikling af selve oplagringen. Er der tale om egentlig lageraftaler, er det derfor vigtigt, at man nøje overvejer, hvorledes opgavernes skal fordeles, samt hvorledes opbevaringen rent faktisk skal foregå.

Herunder bør følgende punkter bl.a. overvejes og indflettes i aftalen; hvorledes er de fysiske rammer for oplagringen - skal der f.eks. være en særlig temperatur på lageret? Har varerejer adgang til lageret og i givet fald i hvor stort omfang? Hvorledes skal varerne plukkes fra lageret - skal det være først ind, først ud? Har oplageren pligt til at foretage lageroptælling på varerejers foranledning?

Hvis man ved indgåelse af en opbevaringsaftale tager højde for disse spørgsmål, har man i det mindste gjort sit for at imødekomme problemer.

-----