ATL: Skuffelse over HTS-fald
- Vi ved stadig ikke med sikkerhed, hvorfor HTS-I traf denne dramatiske beslutning. For vi var jo enige om, at medlemmer i HTS kunne vælge enten at deltage fuldt ud i både arbejdsgiver- og erhvervsdelen eller blot i den ene, sagde formanden for ATL vognmand Joan Hansen på generalforsamlingen i maj i Haderslev.
- Men vi kunne ikke få HTS-I til at ændre beslutningen, og nu må vi se fremad. I HTS-A mener vi stadig, at det handler om at forene kræfterne, så vi kan tale med én stemme, sagde hun og glædede sig over, at HTS-A dog stadig er på banen.
Efter et kort stop i nødsporet, har organisationen lagt sig i overhalingsbanen med en ny ledelse, ny struktur og en ny strategi. Og de første resultater har allerede vist sig.
Flere nye foreninger har allerede meldt sig ind i organisationen, som efterhånden repræsenterer en samlet transportbranche. Brancheforeningerne Dansk Kollektiv Trafik og Danske Busvognmænd har ladet sig overbevise af det nære transportsamarbejde og meldt sig ind i HTS-A, som fremover er såvel en erhvervs- som en arbejdsgiverorganisation.
- I ATL mener vi dog, at de vigtigste stadig mangler. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi meget gerne ser, at DTL slutter sig til transportfællesskabet i HTS-A, sagde hun og pegede på, at en samling af transporten vil være til stor gavn for ATL's og DTL's medlemmer. Det vil gøre det meget lettere for vognmændene, hvis de ikke skal spekulere på, om et problem falder inden for det arbejdsgiverpolitiske område, eller om det er et branchespørgsmål.
OptimismeJoan Hansen fremhævede, at den årlige ATL-analyse bekræfter, at der er generel optimisme i branchen. Analysen viser, at tre ud af fire transportvirksomheder forventer, at væksten inden for godstransport fortsætter i 2006.
- Og i den store medlemsundersøgelse, som HTS-A gennemførte i efteråret 2005, svarede 61 pct. af ATL's medlemsvirksomheder, at de forventer flere opgaver i 2006. 31 pct. regner med, at antallet af opgaver i år bliver omtrent den samme som i 2005, mens kun 2 pct. frygter, at mængden af opgaver vil falde, sagde hun og vurderede, at det dog først og fremmest er de mellemstore og store virksomheder, som har grund til optimisme. De små virksomheder har færre ressourcer.
- Arbejdstidsdirektivet har betydet, at vognmændene ikke i samme grad som tidligere kan løse opgaverne ved at betale medarbejderne overtid. De er simpelthen nødt til at ansætte flere folk, og det er som bekendt ikke så let i en tid, hvor der bliver større og større mangel på arbejdskraft, sagde Joan Hansen og henviste til, at over halvdelen af vognmandsvirksomhederne inden for det sidste år har haft problemer med at skaffe arbejdskraft. Det er såmænd galt nok. Men værre er det, at problemerne med at finde kvalificeret arbejdskraft har betydet, at næsten en femtedel af vores medlemmer har oplevet at måtte sige nej til opgaver.
-----