Sommers hjørne
Største prisstigninger i branchen i 20 år! Det burde da være sød musik i de fleste vognmænds øren. Men som vognmand kan man sjældent være glad ret længe ad gangen.
For når endelig det lader til, at man kan få dækket sine reelle omkostninger ved at drive vognmandsforretning, har man fået et andet problem på halsen, nemlig mangel på kvalificerede chauffører.
Det første kan vi da kun glæde os overordentligt meget over - endelig lader det til, at priserne følger med den almindelige prisudvikling i øvrigt. Transportbranchen har som bekendt kæmpet for højere priser i årevis. Så det er dejligt, om det nu skulle lykkes - måske ligefrem - at få en god forretning ud af at drive transportvirksomhed.
Med hensyn til chaufførmanglen udtaler Transportgruppen 3F ganske vist, at der er ledige chauffører i deres medlemsskare - men der er måske en årsag til, at de er ledige!
Jamen kan man så ikke bare tage nogle fra de nye EU-lande, som lempelse af østloven giver muligheder for? Det er mere komplekst end som så, for netop når kvaliteten er så vigtig, nytter det jo ikke noget, at du får en chauffør, som ikke forstår andet end sit hjemlands sprog og bogstaver - hvordan skal man forklare ham, at varerne skal af i den rigtige rækkefølge.
Måske kan han heller ikke finde vej eller kommunikere generelt med kunderne - for bare at tage et par eksempler.
For også indenfor transport bliver der fokuseret mere og mere på kvalitet.
Samtidig oplever mange transportvirksomheder, at chauffører søger over i eksempelvis bygge- og anlægssektoren, hvor der for det første konkurreres kraftigt på lønninger for tiden - for det andet betyder det også meget, at det bødekatalog, som trådte i kraft i september 2005, er så massivt, at mange chauffører ikke finder det attraktivt at være chauffør. Selv ubetydelige overtrædelser kan jo give meget store bøder eller klip i kørekortet, og på et tidspunkt kan det godt være, at en chauffør føler, nu er det ikke sjovt længere. Samtidig lever de med risikoen for at miste kørekortet - og det gælder så ikke kun erhvervskørekortet, nej det gælder også retten til at føre personbiler - og så er man da først rigtig hårdt ramt.
Ok - lov er lov og lov skal holdes - ingen tvivl om det, men i dette tilfælde er det bare for groft.
De skrappe køre-hviletids-regler rammer jo mest de erhvervschauffører, der kører lastbil, idet de mindre transportere op til 3500 kg må køre alt, hvad remmer og tøj kan holde - og det gør de så i øvrigt også! Når man bevæger sig i den almindelige trafik, oplever man stort set altid, at de store kassebiler ligger oppe i bagenden på én. Rimelig ubehageligt. Tilligemed må de jo køre lige så længe de lyster, uden kørehviletidens skrappe ur hængende over hovedet.
Ferietid - nu nærmer sig den tid, hvor de fleste danskere skal holde sommerferie.
Det kunne for mange af os måske være fornuftigt lige at have nedenstående i baghovedet, når vi skal forsøge at slappe af fra dagligdagens krævende trængsler:
Psykolog og specialist i arbejdspsykologi Einar Baldursson, der har skrevet bogen "Hyperstress" siger, at mange af os stadig lever efter gamle idealer fra industrisamfundets tid.
- Det giver os stress og går ud over kreativiteten. I dag har vi fjernet fritiden, det er en katastrofe, siger han, for vi sætter os konstant mål for, at vi kan udvikle os mere - selv når vi holder fri og ferie. For moderne mennesker er selv ferien et projekt. Vi får sværere og sværere ved at rumme den mulighed, at vi ikke laver noget.
Så husk det nu, slap af når tiden er til det - nyd ferien sammen med familien eller gode venner, så du kommer helt afslappet tilbage til den daglige trummerum.
Ha' en rigtig god sommer!
-----