Det var usædvanlig varmt den dag. Det generede ikke fluen, men vognmanden havde lukket vinduet til sit kontor helt op, og der kom af og til en til en let, varm brise hen over fluens faste tilholdssted, vindueskarmen.

Fluen kunne se, at vognmanden svedte, selv om det stadig var morgen, men det var måske ligeså meget fordi han havde travlt. Alle i firmaet havde travlt. Selv fluen var busy, men det var ligeså meget fordi den ikke brød sig om åbne vinduer, der kunne jo komme alle mulige insekter ind.

I flere måneder havde der været fuld fart på i firmaet, og den første begejstring over virkelig at få gang i butikken var ved at blive afløst af en mere hektisk rutine. Fluen havde flere gang hørt bogholderen sige, at der måtte flere folk til.

Det var chefen nu ikke så meget for. - Lad os lige klappe hesten og se, hvor længe det her vanvid varer, havde han sagt sidst sagen blev rejst.

Men nu havde han selv så meget om ørerne, at han måtte indrømme - kun over for sig selv, naturligvis - at var så mange forskellige ting, han skulle klare, at opgaverne stod i vejen for hinanden. - Jeg render rundt og er ineffektiv, hørte fluen ham hvæse til sig selv.

Den vidste, at han afskyede ineffektivitet, selv om fluen ind imellem kunne have en lidt anden vurdering af vognmandens effektivitet, end ham selv. Han var slem til at tale meget i telefon, når der var noget, der virkelig optog ham og selv om fluen flere gange havde set ham tale i mobil og i den almindelige telefon på én gang, var den ikke overbevist om at det virkede befordrende på opgave-løsningen - så skulle han hellere have lagt røret oven på mobilen og lade dem i den anden ende tale sammen direkte, mente fluen.

- Nu er der ikke noget at gøre! Det var bogholderen som kom farende ind. To mand er syge og vi var jo nødt til at sende Gert på kursus - og alle er ophængt. Vi må have noget mere hjælp, og det skal være nu, råbte bogholderen i et tonefald, som overraskede fluen. Ham plejede at være mere cool.

- Ja, ja pas nu på der ikke sprænger noget inden i dig, sagde vognmanden beroligende.

- Tag noget is-te, tilføjede han og pegede på det lille kontor-køleskab, som han var så begejstret for.

- Du ved, at vi har en aftale med Lyn-vognmanden og at hjælpe hinanden, sagde vognmanden, men inden jeg overhovedet havde sagt, hvad jeg ville da jeg ringede, nåede han at spørge mig om ikke vi kunne hjælpe ham. Og de andre mangler chauffører over hele linjen.

Bogholderen nikkede. Det var ingen hemmelighed, at folk sivede væk rundt omkring, fordi der var andre brancher, der viftede dem om næsen med pengesedler. - Vi skal altså også passe på vores folk, sagde han.

- Mig bekendt har vi da ikke mistet nogen, sagde vognmanden. Det er et af hans adelsmærker, at firmaet altid havde kunnet bevare de ansattes loyalitet. Det var sjældent folk sagde op - og det forekom endnu sjældnere at nogen måtte fyres.

- I dag handler det jo ikke kun om os, sagde bogholderen.

- Jeg ved det, jeg ved det, nikkede chefen. - det er de nye bødesatser, og folk risikere jo at miste kørekortet for et godt ord. Det gør det jo ikke nemmere at motivere de dygtige folk.

Bogholderen så spekulativ ud. - Hvad med at prøve nogle udenlandske chauffører her i spidsbelastningen. Hvis ikke vi kan få ekstra folk, dér hvor vi plejer.

Fluen kunne se, at spørgsmålet ikke huede vognmanden, men den havde selv hørt ham diskutere emnet med en kollega i telefonen.

- Du ved hvor meget jeg hader at sige nej til en god opgave. Jeg står gerne på hovedet for at finde en løsning, og jeg har absolut intet imod udlændinge, når blot de kan bestride jobbet. Vognmanden redte sit tynde hår, mens han talte indtrængende:

- Men min kvalitet går jeg ikke på akkord med. Du skulle høre, hvad folk siger om udenlandske chauffører, der ikke kan sproget. De kan ikke finde vej. De forstår ikke en besked om, hvordan de skal læsse af, og de kan ikke sætte kunden ind i sagen, hvis de bliver forsinket. De er flinke folk, men hvis de ene og alene kan køre vognen, så er det ikke nok. Kunderne forventer mere - også selv om alle har travlt.

- De kan vel lære at begå sig, indvendte bogholderen, men fluen kunne godt se, at han ikke ville tage et slagsmål med vognmanden om den sag.

Pludselig rejste vognmanden sig op: - Jeg kører s'gu selv. Det kunne være rart at sidde bag et rat igen!

Både fluen og bogholderen så på ham med forbløffelse. De var vant til lidt af hver fra hans side, men han havde ikke kørt for alvor i ti år. Fluen var bekymret fordi hans fravær ville betyder farvel til de kiks han altid spise og krummede med over alt i kontoret - og bogholderen fordi han godt vidste, at strategens plads er bag skrivebordet.

- Nej, det duer ikke, sagde bogholderen. Men hvad med den ide du havde om at tage nogle lærlinge ind?

- Faktisk har jeg talt med et par stykker. De er meget opsatte på at komme ind hos os, og Poul, som kørte så godt og som flyttede til Sverige. Han kommer tilbage, sagde vognmanden og rakte rullen med chokoladekiks frem mod bogholderen. Men det var for varmt, så han sagde nej tak. Men det gjorde fluen ikke, da rullen blev lagt på skrivebordet.

-----