Skærpet flysikkerhed
Nu bliver det endnu sværere for terrorister at udføre vanvittige handlinger i luften.
Således vedtager Europa-Parlamentet i morgen en rammeforordning, der sikrer, at terrorister ikke har adgang til følsomme oplysninger, de måske kan udnytte i deres missioner. Det gælder f.eks. oplysninger om, hvordan beredskabet mod terror er opbygget.
- De nye rammer sikrer et højt bundniveau i hele EU, men lande, der ønsker det, kan godt skærpe reglerne yderligere. Det er godt for de lande, der føler sig særligt truede af terroristiske handlinger, siger Venstres medlem af Europa-Parlamentets Transportudvalg, Anne E. Jensen.
Den nye rammeforordning erstatter den forordning, der blev vedtaget umiddelbart efter 11. september 2001, da Europa pludselig fik øjnene op for nogle huller i sikkerheden. Siden da er den gamle forordning flere gange blevet ændret og tilpasset nye teknologier. Med rammeforordningen bliver ajourføring og opdatering lettere og kan ske hurtigere til gavn for sikkerheden.
-----