Det påhviler arbejdsgiveren at tilrettelægge arbejdet for de ansatte bedst muligt og så forsvarligt, at der ikke umiddelbart er risiko for arbejdsskader. I udgangspunktet er der naturligvis meget stor forskel på de risici-scenarier, der opleves fra branche til branche, og transportbranchen er vel nok en af de brancher, hvor man skal være mest opmærksom på, hvilke risici der næsten bogstavelig talt lurer lige om hjørnet. Dette har en vognmand i hvert fald måtte sande i en dom netop afsagt af Vestre Landsret i en sag en vognmand var sagsøgt af en tidligere eksportchauffør, der kom til skade, da han i forbindelse med aflæsningen af en last fersk fisk og frysefisk i Italien gled i det slim og den grødis, der var samlet i trailerens bund.

Dommen er en understregning af vognmændenes pligt til at tænke transportforløbet og chaufførens enkelte arbejdsopgaver igennem, og sørge for at give instruktioner, der ikke kun har til formål at beskytte godset, men i mindst lige så høj grad medarbejderne.

Chaufføren havde oprindeligt ved byretten krævet godt kr. 160.000 i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og svie og smerte herunder psykiske mén. Jeg vil ikke her beskæftige mig med opgørelsen af de enkelte poster, men i stedet forsøge at belyse de centrale elementer af sagen, der drejer sig om vognmandens forpligtelse til at tilrettelægge arbejdet forsvarligt.

Chaufføren forklarede blandt andet i retten, at han forinden ulykken havde arbejdet som eksportchauffør i sammenlagt omkring 21 år, og at han havde kørt med forskellige typer gods. Han havde primært kørt med skinker, men havde også haft enkelte ture med fisk, og det havde både været fersk fisk og frysefisk. Forinden kørslen havde han arbejdet hos vognmanden som afløser, men havde netop fået en "fast bil". Den pågældende tur var første tur med den faste bil. Når man havde en fast bil, havde man selv arbejdet med at passe bilen og sørge for, den var læsset korrekt.

Den pågældende tur var en tur til Italien. Han kørte ned for at få læsset i Padborg. Han var ikke til stede, da læsningen blev foretaget, idet det var nødvendigt for ham at sove for at overholde reglerne om hviletid. Læsningen blev foretaget af NN og han havde ikke tidligere kørt særligt meget for dem. Bilen blev fyldt med fisk, og det var både fersk fisk og frysevarer. Frysevarerne blev opbevaret ved en temperatur på minus 26 grader, og der blev mellem fryservarerne og ferskvarerne opsat en skillevæg, idet ferskvarerne blev opbevaret ved en temperatur på 3-7 grader. Frysevarerne stod bag i bilen. På vejen mod Italien havde han 4-5 aflæsninger, og det var aflæsninger af ferskvarer. Da de ferske varer var læsset af, blev skillevæggen fjernet. Der, hvor de ferske varer havde stået, var der nu savl og slim på gulvet, idet kasserne ikke var hermetisk lukkede. Den ferske fisk blev lagt på is i kasserne, og isen smeltede, inden fisken var kommet frem til kunden. Dette vand var løbet ned på bunden, og der var afløb i bunden af traileren. Bunden i traileren var imidlertid ikke tør. Gulvet var ikke decideret glat, men når man også havde frysevarer med og fjernede skillevæggen, kunne der være grødis på trailerens gulv. Han gik rundt i dette, da han kom til skade.

Det viste sig, at der var anvendt kasser, der fyldte mere end en euro-palle. Kasserne var derfor presset hårdt sammen, og det var kasser af pap og flamingo. De var isat i traileren med truck, og de sad i spænd. Han trak en palle ud, og den var fastfrosset i bunden. Den blev løftet op med en løftevogn, og han trak i den. Det gik galt, idet han gled i slim og grødis. Pallerne var kørt ind med truck, men han måtte aflæsse dem manuelt med en løftevogn. Da han trak bagud, gled han. Han kunne ikke have gjort det anderledes, idet en truck ikke kunne køre ind i traileren, idet der ikke er en rampe. Pallerne skulle trækkes hen til bagenden, hvorefter kunden skulle foretage den endelige aflæsning. Han havde aldrig talt med sin chef om proceduren ved af- og pålæsning. Han havde ikke modtaget nogen instruktion, forinden han startede hos vognmanden.

Der var aldrig foretaget tilsyn med hans arbejde. Som fodtøj havde han altid anvendt træsko med groft mønster i sålen. Han havde aldrig tidligere haft problemer. Han anslog pallens vægt til at have været omkring 600-900 kg. Da han faldt, slog han sit knæ. Han besluttede at køre hjem med bilen og han kontaktede en læge, da han kom hjem. Det viste sig, at han havde fået en knæskade og blev indlagt på sygehuset. Efterfølgende fik han en psykisk nedtur, og det skyldtes ulykken, idet det ellers ikke ville være sket. Som eksportchauffør arbejdede man under pres, og da han kom hjem og intet havde at lave, fik han en depression, hvorfor han var sygemeldt i den oplyste periode.

NN havde blandt andet forklaret, at han på daværende tidspunkt fortsat havde firmaet. Han havde 5 eller 6 biler, og der var fast bemanding på bilerne. Chaufføren havde kun været ansat i kort tid forinden uheldet. På skadestidspunktet havde sagsøgeren netop fået en fast bil. Forinden chaufføren blev ansat, havde vognmanden en samtale med ham i telefonen, idet han havde hørt, at chaufføren var en erfaren chauffør, som ville være kompetent til jobbet. Chaufføren var blevet anbefalet af nogle af de andre chauffører. Vognmanden havde en aftale med et speditørfirma om læsning af godset. Chaufførens opgave var at køre med bilen, og forinden kørslen fik han oplyst godsets art. Chaufførens arbejde var meget selvstændigt, og det var chaufførens opgave at vide, hvor læsningen var foregået. Den pågældende dag havde chaufføren hentet bilen den 25. kl. 18.00, og han var ankommet til Padborg kl. 22.00. Læsningen startede kl. 08.00, og han var kørt kl. 10.30. Vognmanden kunne derfor ikke forstå, at det var nødvendigt for chaufføren at sove, mens læsningen foregik. Vognmanden kendte ikke vægten på en palle. Chaufføren kontaktede ham fra Italien og oplyste, at han havde slået sit knæ. Han mente dog, at han kunne køre bilen hjem, hvilket han gjorde og satte bilen i Esbjerg. Vognmanden hørte ikke, at uheldet skulle være sket som følge af fiskeslim og is i trailerens bund. Ansættelsesforholdet mellem parterne ophørte uden yderligere kontakt mellem dem.

Chaufførens advokat gjorde til støtte for sin påstand i byretten gældende, at chaufførens forklaring om årsagen til uheldet måtte lægges til grund, og at chaufføren som følge af uheldet var sygemeldt indtil 1. marts 2001. Vognmanden havde handlet ansvarspådragende, idet vognmanden ikke havde sikret, at det pågældende arbejde var planlagt, tilrettelagt eller blev udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, idet arbejdet foregik på en sådan måde, at chaufføren med ufyldestgørende hjælpemiddel skulle rykke pallen fri. Chaufføren havde endvidere gjort gældende, at arbejdsstedet ikke var indrettet sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, idet placeringen af pallerne var uforsvarligt. Chaufføren havde endeligt gjort gældende, at vognmanden ikke havde ført et effektivt tilsyn med arbejdets udførelse, og vognmanden havde ikke givet instruktion om de faremomenter, der var forbundet med arbejdets udførelse. Det forhold, at chaufføren var en erfaren chauffør, kunne ikke bevirke, at ansvaret bortfaldt, idet chaufføren ikke var vant til at køre med fisk, ligesom chaufføren efter sin forklaring, ikke overvågede læsningen af bilen, idet han måtte sove for at overholde køre-hviletidsbestemmelserne. Chaufføren afviste, at der fra vognmandens side var udvist egen skyld.

Chaufføren var efter egen opfattelse berettiget til erstatning og godtgørelse indtil 1. marts 2001, idet det på baggrund af den fremlagte psykologierklæring måtte lægges til grund, at chaufførens depression var forårsaget af uheldet. Tilstanden var ikke stationær forud for raskmeldingen, og chaufføren havde gjort gældende, at stationærtidspunktet under alle omstændigheder ikke havde betydning for chaufførens erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, idet chaufføren ikke ved ulykken pådrog sig erhvervsevnetab. Chaufføren var berettiget til rente fra 8. december 2000, idet der var afgivet rentepåkrav 8. november 2000.

Vognmanden havde til støtte for sin påstand gjort gældende, at det ikke var bevist, hvorledes uheldet var sket, og vognmanden havde i den forbindelse henvist til en indhentet skønserklæring, hvorefter trailerens bund var skridsikker, og den nu fremkomne oplysning om, at der var grød-is i bunden af bilen måtte afvises, idet dette ikke var oplyst tidligere. Vognmanden havde endvidere henvist til, at det af journalen fremgik, at vognmanden fik en skade som følge af fodboldspil. Der forelå ikke kausalitet og adækvans (årsagssammenhæng og påregnelighed) mellem chaufførens eventuelle erstatningspådragende adfærd og skadens indtræden. Vognmanden havde vedrørende kravets opgørelse gjort gældende, at stationærtidspunktet skulle fastsættes til 3. november 2000 efter Arbejdsskadestyrelsens udtalelse, og der forelå ikke kausalitet og adækvans mellem uheldet og chaufførens længerevarende depression eller den sygeperiode, der lå efter 3. november 2000. Chaufføren havde derfor alene krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte indtil stationærtidspunktet, der var fastsat i udtalelsen. Vognmanden havde endvidere gjort gældende, at et krav om erstatning skulle bortfalde eller nedsættes som følge af udvist egen skyld hos chaufføren, der var en erfaren chauffør og undlod at kontrollere læsningen af bilen, selvom han var ansvarlig herfor, og det kunne ikke komme vognmanden til skade, at chaufføren havde begået en fejl i den forbindelse. Vognmanden havde endeligt gjort gældende, at et eventuelt krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste først kunne kræves forrentet fra sagens anlæg.

Efter bevisførelsen, herunder de afgivne forklaringer, lagde byretten til grund, at læsningen af kasserne i traileren var foregået på en sådan måde, at chaufføren ved en kombination af kassernes placering, samt at der var vand og smat-is på trailerens gulv, gled, da han forsøgte at trække en kasse fri. Det måtte endvidere efter parternes forklaringer lægges til grund, at vognmanden ikke i forbindelse med chaufførens påbegyndelse af arbejdet som chauffør hos denne havde givet chaufføren instrukser om arbejdets udførelse, og uanset chaufføren var en erfaren chauffør, var vognmanden erstatningsansvarlig for den indtrufne ulykke. Retten havde herved lagt til grund, at der ikke - således som sagen var oplyst - var fremkommet oplysninger, hvorefter der kunne statueres egen skyld hos chaufføren, idet det efter de afgivne forklaringer måtte lægges til grund, at chaufføren havde overladt det til chaufføren selv at forestå planlægning og tilrettelæggelse uden instruktion, og at chaufføren var uvant med at køre med den anførte type last, samt at han af hensyn til køre-hviletidsbestemmelserne undlod at overvære læsningen.

Efter de lægelige oplysninger, herunder Retslægerådets udtalelse og Arbejdsskadestyrelsens udtalelse, lagde retten til grund, at chaufføren som følge af ulykken pådrog sig en læsion i sit højre knæ, og at stationærtidspunktet vedrørende knæskaden var fastsat til den 3. november 2000. Efter de fremkomne oplysninger var det ikke bevist, at chaufførens depression var forårsaget af ulykken, hvorfor der ikke forelå den fornødne kausalitet og adækvans mellem ulykken og chaufførens sygefraværsperiode. På denne baggrund fandt retten, at chaufføren havde krav på erstatning for perioden 4. september 2000 - 3. november 2000.

Som følge af det anførte skulle vognmanden til chaufføren betale for svie og smerte kr. 5.240 samt for tabt arbejdsfortjeneste kr. 47.828,82, i alt kr. 53.068,82 samt udgift til afholdt lægeerklæring kr. 250,00 i alt med tillæg af procesrente af kr. 33.336,51 fra den 8. december 2000 og af det resterende beløb fra den 31. januar 2002. Retten havde herved lagt vægt på, at der vedrørende erstatning for tabt arbejdsfortjeneste var fremsat rentepåkrav den 8. november 2000.

Vognmanden ankede dommen til Vestre Landsret, der som byretten lagdet til grund, at chaufføren gled på et glat gulv i traileren, da han forsøgte at trække en palle fri, og derved faldt og kom til skade med knæet.

Det påhvilede vognmanden som arbejdsgiver at sørge for, at arbejdsforholdene sikkerheds- og sundhedsmæssigt var fuldt forsvarlige. Vognmanden vidste, at indstævnte skulle køre med fisk og burde have indset risikoen for, at der ved kørsel med denne last blev glat på gulvet. Ved at undlade at træffe forholdsregler til imødegåelse af risikoen for fald på det glatte gulv, f.eks. ved at sikre sig, at der var mulighed for at afdække gulvet med plast eller lignende, eller at instruere chaufføren om rengøring af gulvet og forsyne ham med hjælpemidler hertil, fandtes vognmanden at have pådraget sig erstatningsansvar over for chaufføren.

Chaufføren, der efter det oplyste ikke havde særlig erfaring med at losse fisk, fandtes ikke at have udvist en egen skyld, der kunne begrunde, at erstatningen skulle nedsættes eller bortfalde, og Landsretten stadfæstede derfor dommen.

-----