Simulator-center på DTC
På tirsdag den 23. maj bliver der taget første spadestik til et nyt topmoderne lastbilsimulatorcenter på DTC.
Den store succes gennem de sidste par år med TSU-Lastbilsimulator A/S’ mobile lastbil-simulator, der har været anvendt til chaufførundervisningen i Danmark fører nu til et regulært simulator center på DTC.
Efterspørgslen efter simulatoruddannelse er fortsat så stor, at der er basis for at investere i to nye stationære lastbil-simulatorer samt plads til yderligere to simulatorer.
Simulatorhallen med administration og undervisningslokaler sammenbygges via et centertårn med den eksisterende skolebygning, der rummer Transportbranchens Uddannelsescenter, der ved samme lejlighed får et helt nyt auditorium med plads til ca. 140 personer. Bygningen opføres i to etager på i alt 1300 kvm.
Direktør Henry Dyrlund oplyser, at DTC står som bygherre for ejendommen, der er tegnet af arkitekt Henning Christensen, Middelfart. MT/Højgaard, Fredericia er totalentreprenør på opgaven, der skal være afsluttet inden årets udgang.
-----