Regeringen opmærksom på landtransporten
Branchen godt tilfreds med, at to ministre på et møde forleden med transportorganisationer lovede øget regerings-fokus på landtransportens rammevilkår.
På et møde torsdag den 11. maj 2006 mellem økonomi- og erhvervsministeren, justitsministeren og organisationerne DTL, ITD, ATL, DB og TA slog økonomi- og erhvervsministeren fast, at han - i tæt samarbejde med transport- og energiministeren - nu vil tage initiativ til, at der bliver igangsat en analyse af landtransporterhvervets generelle internationale konkurrencevilkår. Samtidig slog økonomi- og erhvervsministeren fast, at tænketanken etableret af transport- og energiminister Flemming Hansen – der i øvrigt var forhindret i at deltage i dagens møde grundet påkrævet tilstedeværelse i Folketingssalen – bør fortsætte i samme gode ånd og mening, den i sin tid blev udtænkt som.
Endeligt var der klare udmeldinger fra både justitsministeren og økonomi- og erhvervsministeren om, at man her og nu vil gøre, hvad man kan for at se på uhensigtsmæssighederne bag ved de skærpede køre-hvile-tids-sanktioner. Der var også en udtalt velvilje til at se på de forhold bag ved sanktionerne, der eventuelt måtte kræve en folketingsbehandling for at ændre uhensigtsmæssigheder i loven, som blev vedtaget sidste år i juni, lyder det fra organisationerne.
Fra de deltagende organisationer i mødet med ministrene forlyder det samstemmende, at mødets forløb og konklusion var yderst positivt: Erhvervet havde lejlighed til at redegøre for erhvervets situation og udfordringer i øjeblikket, hvor det vitterligt viser sig, at med øget fokus på rammebetingelserne og konkurrenceevnen, vil dansk landtransport kunne komme i superligaen med de potentialer, der findes i dag. Men dette fordrer også efter erhvervets mening, at man for eksempel på området for sanktioner får tålelige forhold, der ikke nedlægger virksomheder og får chauffører til at gå fra hus og hjem.
Foreløbig er der nu afholdt ét møde i den nedsatte arbejdsgruppe for vurdering af virkningen af køre-hvile-tids-sanktionerne, hvor DTL, ITD, 3F, DB og BYG deltager som repræsentanter for erhvervet. Mødet viste, at der på en række områder er behov for en vurdering af de juridiske konsekvenser bag erhvervets ønsker om lempelser. Næste møde i gruppen er fastlagt til 16. juni 2006.
-----