Dyrere skibstransport i Østersøen
Nye miljøregler medfører højere priser, siger Danske Speditører
Fra 19. maj 2006 vil der blive indført ekstrabetaling for skibstransporter på Østersøen. - Ekstrabetalingen skal dække rederiernes merudgift til miljøvenligt brændstof med lavere svovlindhold, oplyser direktør Martin Aabak, Danske Speditører-HTSI.
- Et toneangivende rederi agter at lægge 4 pct. på sine priser. Især på transporter til og fra Finland og lignende destinationer udgør færgeprisen en væsentlig del af de samlede fragtomkostninger, siger han.
Det er Marpol konventionen 73/78 under FN`s Internationale Maritime Organisation (IMO), som medfører prisforhøjelsen. Konventionen skal nedbringe svovlindholdet i skibenes brændstof fra 4,5 procent til 1,5 pct.. I første omgang gælder konventionen for Østersøen, men der kommer en tilsvarende regulering for Nordsøen med virkning senest fra 21. november 2007. Alle skibstransporter med ankomst til eller afgang fra området vil være berørt.
- Vi regner med, at vore medlemmer indregner stigningerne i kalkulationsgrundlaget, så det vil kunne ses på fragtraterne, siger Martin Aabak.
- I forvejen er vejtransport belagt med tilsvarende afgifter, og når man i samfundet prioriterer miljøet højt, kommer ikke helt bag på os, at andre transportformer også skal være med i bestræbelserne, siger han og tilføjer, at skibsfarten udleder en del svovl- og kvælstofforbindelser gennem de sædvanlige brændstofkvaliteter, som nu udfases for Østersøens vedkommende. Det har især miljømæssig betydning, når skibene ligger i havn.
-----