Selv om alle ved, at det næsten hører til naturens orden, at firmaer forsvinder, og nye kommer til, så er det altid trist at skulle se et kendt navn eller mærke forsvinde.

Spørgsmålet er om det noget vi blot skal acceptere, ligesom vi på mange måder har vænnet os til, at arbejdspladser forsvinder, blot for at blive afløst af nogle andre - eller om sådan en lukning er et symptom på, at noget er galt.

Hele tendensen hvor mange små bliver til færre store har stået på i årevis i transportbranchen ? ja i hele erhvervslivet. Det er krav til rationalitet og effektivitet, der tvinger enhedsomkostningerne ned og råber på stordrift. Enten er man hyper-effektiv eller også må man finde sig en niche, hvor ekspertise vejer tungere end omkostningsfaktoren.

Sagen viser, at selv om man følger godt med og nytænker, så er det bare ikke altid nok.

Konkurrencen er benhård over hele linjen. Der er ingen børnebilletter.

Men der må også et sted være en grænse for, hvor meget virksomhederne kan tåle af konkurrence-pres, hvis ikke der sker en tilsvarende lettelse af de erhvervsvilkår, der gælder for branchen ? og som i høj grad er bestemt af krav fra det offentlige hvad enten det nu er skatteministeren, justitsministeren eller EU.

Der er ikke noget under, at mange ? ikke mindst de små virksomheder - føler sig klemt selv om deres forretninger faktisk drives både fornuftigt og på moderne vis. For dem er østeuropæiske lastbiler, der udfører cabotagekørsel herhjemme et symbol på, at konkurrence strammes endnu en smertefuld tak mere. De græd tørre tårer, da transportminister Flemming Hansen måtte trække sit forsalg om at liberalisere i forhold til tre af østlandene.

Andre ? især de større ? ærgrede sig over, at ministerens forslag glippede. De havde set hen til friere arbejdsvilkår set i en stor skala og frygtede ikke den type konkurrence.

Men problemet er jo reelt for begge grupper. Det handler om at etablere en konkurrence-situation, som man reelt har en chance for at håndtere ? og for at kunne vokse i

Søfartserhvervet befinder sig i en lige så hård international konkurrence, og selv om de danske redere altid har ønsker til forbedringer, så er de faktisk i den sjældne situation, at de ikke har ret meget mere, de vil bede ?deres? minister om. Ønsket om skibsregister, tonnageskat og så videre er blevet imødekommet og handlingsplanen ?Det Blå Danmark? peger fremad for erhvervet.

Og man må sige, at søfartserhvervet har kvitteret for tilliden. Resultaterne har været enestående, og selv om der også vil komme bølgegang i fremtiden er alle instanser klar til at holde fast på den rigtige kurs.

Tilsvarende står andre dele af transporten med blikket rettet mod en rimelig plads i fremtiden. Også vejtransporten udgør i dag en reel dansk styrkeposition. Den dygtighed og handlekraft der findes i både i små og store virksomheder, er et fundament, som man vil ærgre sig gul og grøn over ikke at have plejet bedre fra samfundets side den dag, det er for sent.

Derfor er der grund til at politikerne lytter når også denne del af transporten ønsker erhvervsmæssig forståelse for sine vilkår. Ingen gider høre på klynk og klage, men der er nok af fakta, som viser at der kan være gevinst på alle hylder, hvis hele transporten får en interesse a la den, som søfartens så fornemt har kunnet udmønte ? af egen drift og egen kraft, men hjulpet af fornuftige erhvervsvilkår. Det vil gavne alle parter, og man ikke der kan blive plads til endnu et par milliarder i samfunds-kassen.

Det er naturligvis nemmere sagt end gjort. Men det hele begynder med, at viljen er til stede.

-----