Ford Transit med gamle og nye dyder
MAINZ ? Ford har netop præsenteret afløseren for den gamle Transit for dansk motorpresse. Den nye Transit genbruger både en stor del af konstruktion og mange detaljer fra den gamle. Men der er langt fra tale om en ansigtsløftning ? den nye Ford Transit er et gennemgribende re-design, hvor Fords designteam har bevaret de dele, der fungerer og ændret eller udskiftet dem, der haltede efter på både trend og teknologi.
To dages testture i det bakkede terræn omkring Mainz efterlod indtrykket af en kraftigt forbedret Transit, som ikke kun er en værdig afløser for forgængeren. Den nye Transit vil utvivlsomt give konkurrenterne kamp til stregen.
Varerummet er praktisk taget uændret, da Ford gennem omfattende undersøgelser hos brugere og opbyggere, har fået fastslået, at det er godt nok som det er.
Men foran varerums-adskillelsen er Transit svær at genkende.
Det flade andenæb er afløst af en højere front, med en visuelt markant kølergrill og ditto forlygter, som giver Transit et mere tidssvarende ansigt.
Ny kabine
Det er når man svinger sig ind bag rattet, at den største revolution springer i både øjne og ører. Den eneste synlige rest fra den gamle Transit er Fords karakteristiske kraftige og rengøringsvenlige gummibeklædning i bunden af kabinen.
Væk er den klassiske ? og laaange - gearstang ved siden af førersædet. Et kort og bekvemt joystik på centerkonsollen har overtaget gearskiftet.
Instrumentbordet har lånt detaljer fra Fords personvognsprogram, herunder rat fra Ford Focus. Samtidig har Ford lagt sig i selen, når det gælder indretningen af et fleksibelt chaufførkontor med mange praktiske hylder og opbevaringsrum. Under vindspejlet er der anbragt et praktisk aflukke i godt og vel A4 størrelse foran både fører og passagersædet ? begge med indbygget strømudtag.
I midten er en hylde, med udklappeligt computerbord. Handskerummet er indrettet til hængemapper og der er hele fire kopholdere og to flaskeholdere.
Kabinen er ikke kun blevet kønnere, men også mere ergonomisk og komfortabel.
En hidtil lidt overset detalje i de ægte varebiler er støjniveauet.
Her er indtrykket, at Ford for alvor har lagt sig i selen. Selv med den kraftigste motorvariant virker motorstøj og vibrationsniveauet nede på personbilsniveau.
Den eneste åbenlyse mangel er at rattet ikke kan justeres, men det afhjælpes delvist af det multijusterbare sæde.
En fiks detalje er startnøglen med fjernbetjent lås, der automatisk oplades, når den sidder i tændingen.
Moderne motorprogramDen nye Transit produceres både på fabrikken i Southampton i England og i Koaceli i Tyrkiet. Motorprogrammet er helt nyt og består af en enkelt benzinmotor (der ikke importeres til Danmark) og to Duratorq TDCi dieselmotorer, på henholdsvis 2.2 og 2.4 liter, der begge opfylder Euro4 normen.
2.2 liters motoren, der leveres på de forhjulstrukne versioner af Transit, er udviklet og produceres i samarbejde med PSA. Den leveres i tre varianter på henholdsvis 85, 110 og 130 hk. Serviceintervallet er opgivet til 25.000 kilometer eller en gang årligt.
2.4 liters motoren, der leveres på de baghjulstrukne Transit-modelller, er Fords egen. Den mindste version på 100 hk trækker via en 5-trins gearkasse, mens der på de to større versioner på 115 og 140 hk er et ekstra fremadgående gear. Serviceintervallet på de to største motorvarianter er opgivet til 50.000 kilometer eller en gang årligt.
Den nye motorserie, der naturligvis opfylder Euro4 normen, leverer typisk 20-30 Newtonmeter mere end forgængerne, når det gælder drejningsmoment.
Testturene efterlod indtrykket af et velafstemt og smidigt motorprogram, med rigeligt sejtræk til danske forhold.
Den nye Ford Transit leveres i serierne 280S (2800 kilo totalvægt), 300 (3 tons totalvægt) og 350 (3,5 tons totalvægt). Ford har opgivet 330 serien af hensyn til den interne logistik.
Ford lover et fuldt modelprogram fra dag ét. Det gælder for van-, bus, chassis og D/Cab-modellerne. Som noget nyt introduceres en ny MWB Van og Kombi med lavt tag ? et resultat af ønsker fra kunderne.
ESP eller ej
Den nyt Transit er naturligvis også forbedret på sikkerhedssiden. ABS-bremser med antispin og EBD er standard. Det gælder også airbag til både chauffør og passager.
Ford tilbyder også ESP. Men i modsætning til flere af konkurrenterne, er det elektroniske stabilitetsprogram ikke standard. Ford hævder, at man gerne ville have gjort ESP til standard, men at mange kunder hellere vil være fri.
ESP koster 4.000 kroner før moms.
Generelt forventer Ford, at priserne kommer til at ligge omkring tre procent højere end på de gamle modeller. Eksempelvis vil den nuværende Transit 280S 2.0 Tdi 85 hk til 152.700 kroner blive erstattet med den nye Transit 280S 2.2 TDCi 85 hk til 157.700 kroner.
Ford i Danmark regner med at man når at sælge omkring 1.750 gamle Transitter i år, inden leveringen af den nye model starter 1. september, mens salget af den nye Transit forventes at nå godt 1.000.
-----