Ringsted Politi overtager Rigspoltichefens fartsag
Justitsministeren understreger, at loven gælder for alle
Rigspolitichefens – eller rettere sagt rigspolitichefens chaufførs – tunge speederfod er nu overdraget til Ringsted Politi. Her skal man vurdere om den i Ekstrabladet offentliggjorte videoptagelse af Rigspolitichef Torsten Hesselbjergs raske køretur på motorvejen mellem Sorø og Ringsted skal få konsekvenser for chaufføren.
Justitsminister Lene Espersen har udsendt en pressemeddelelse, hvor hun udtaler følgende:
"Jeg forstår, at rigspolitichefen har beklaget sagen, og at han har indskærpet overfor sin chauffør, at fartgrænser naturligvis skal overholdes. Samtidig har rigspolitichefen oplyst, at han nu vil videresende de foretagne opmålinger til Ringsted Politi, således at der på sædvanlig måde kan blive taget stilling til, om der er grundlag for at gå videre med sagen. Det er efter min mening en fornuftig reaktion.
Min holdning til hastighedsovertrædelser er velkendt, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at understrege, at loven naturligvis gælder for alle."
-----