Renault Trucks klar med fuldt miljøopdateret program
Renault Trucks har netop lanceret det mest omfattende program af lastvogne og lette erhvervskøretøjer i lastbilproducentens historie. I den øverste ende har den tunge landevejsserie Magnum fået implementeret den store 13 liters motor fra AB Volvo Gruppen. Magnum blev relanceret sidste år i en hel ny version, hvor der stort set kun var navnet og den ydre facon på førerhuset, som blev bibeholdt.
Dengang implementerede man den kendte 12 liters motor fra AB Volvo gruppen og I-shift gearkassen, der hos Renault kaldes Optidrive II. Nu er den nye 13 liters motorserie også tilgængelig i Magnum, så man ved hjælp af SCR-teknik kan matche både EURO 4 og EURO 5 kravene.
Det nye hjerte i Magnum, der betegnes enten 460 DXi eller 500 DXi, leveres nu med en topeffekt på henholdsvis 460 hk/339 kW eller 500 hk/368 kW, mens drejningsmomentet for de to versioner er henholdsvis 2300 Nm eller 2450 Nm.
Hele spektretDet er dog i lastvognsserien Premium, at de store nylanceringer er sket. Modellen Premium Road blev sidste efterår præsenteret i en ny og mere moderne udførelse med bl.a. en ny 11 liters motor fra AB Volvo Gruppen og samtidig fulgte gearkassen med automatiseret gearskifte fra de svenske kusiner.
Nu er hele Premium-serien blevet opdateret. Det gælder såvel Premium Distribution som Premium Lander og Kerax serien. Premium Lander er en i Danmark stort set ukendt lastvognsserie, der dog på sigt nok vil vinde indpas. Lander er en allround lastvogn, som dækker hullet mellem landevejsvognen Road og den rendyrkede bygge- og anlægsversion Kerax.
Kerax er jo f.eks. udstyret med en lige foraksel, der medfører stor byggehøjde på chassiset. Det er selvfølgelig en fordel for en ren entreprenørvogn, hvorimod det ikke er så hensigtsmæssigt, hvis man ønsker en allround trækker, der både skal kunne køre lidt uden for fast vej med en tippeladstrailer og somme tider også trække en gardintrailer. Premium Road har 11 liters DXi-motoren, der kan leveres med følgende maksimale effekttrin 370 hk/ 270 kW, 410 hk/295 kW eller 450 hk/331 kW.
Flere opdateringerBåde Premium Distribution og Lander kan leveres enten med en 7 liters motor, DXi 7 der kommer fra Deutz-koncernen og som kan mønstre 240 hk/ 280 hk eller 320 hk eller med en DXi11 motor, som tilsvarende kan mønstre enten 370 hk / 410 hk eller 450 hk. Sidstnævnte version i 450 versionen leveres dog i Premium Distribution udgaven udelukkende til chassiser, der skal anvendes til autotransportere.
Keraxserien leveres udelukkende med DXi11 motoren. Samtidig er også Midlum blevet nyopdateret, bl.a. med implementeringen af den ny motor DXi 5, der også kommer fra Deutz-koncernen og som leveres i en EURO4 udgave med flg. forskellige topeffekttrin 160, 190 eller 200 hk. Midlumserien kan også leveres med DXi7 motoren der tilbydes i to varianter på henholdsvis 240 eller 280 hk.
Endelig er de lette lastvogne og kassevogne i Master og Mascott serierne blevet helt opdateret. Disse to serier leveres i forskellige motorstørrelser, som spænder nede fra 82 og til 156 hk. Fælles for alle de nye køretøjer, er at Renault Trucks nu kan mønstre et helt program, der klarer alle de kommende miljøkrav.
-----