Opbygning nr. 1000 til Post Danmark
Post Danmark Leasing A/S har for kort tid siden fået overdraget aluminiumsopbygning nr. 1000 fra det Lastas-ejede Øster Snede Ladfabrik A/S i Hedensted. Jubilæumsopbygningen er en toakslet Kel-Berg trailer, som er bygget op med en fast kasse i aluminium.
Kassen har fuld åbningsbar venstre side, der er konstrueret med foldedøre. Desuden er traileren forsynet med en ZEPRO lift i bagenden.
Kel-Berg jubilæumstraileren er blevet tilknyttet Post Danmarks aktiviteter i Aalborg. Det er gennem et godt samarbejde lykkedes parterne at opnå en konstant udvikling på postopbygningerne, så man kan tilgodese de nye krav, der følger af den konstante ændring af driftsforholdene, for Post Danmark stiller krav om både stor driftssikkerhed og lave vedligeholdelsesomkostninger.
Samarbejdet har strakt sig over snart 16 år.
ModulvogntogProduktforædlingen er mest bestået i, at opbygningerne skulle være lettere og samtidig kunne rumme mere og mere.
Udviklingen har dog toppet nu. Fra Post Danmarks side lægger man ikke skjul på, at man skal til at anvende modulvogntog, hvis man skal optimere driften yderligere. Og man ser absolut frem til, at det bliver muligt at køre med disse vogntog inden for Danmarks grænser.
Alene på transporterne mellem Brøndby og Taulov vil Post Danmark kunne spare mange kørsler ved overgang til 25,25 m vogntog, og man er klar hos det nationale transportfirma. Man skal blot have fat i nogle dollyer - så kan man køre i morgen.
Post Danmark Leasing A/S ejer og administrerer Post Danmarks flåde af køretøjer, som tæller ca. 5000 enheder.
Fast arbejdeHos Øster Snede Ladfabrik A/S er der i snit altid fem medarbejdere, som arbejder på nye opbygninger til Post Danmark Leasing A/S. Øster Snede Ladfabrik A/S blev oprettet i 1970 og var ejet af Henry Christensen, der i 2002 valgte at sælge fabrikken til Lastas og selv fortsætte som ansat i koncernen. Virksomheden, der i 2005 ændrede navn til Lastas Øster Snede Ladfabrik A/S, beskæftiger ca. 30 medarbejdere, som alle arbejder med opbygninger og tilknyttede aktiviteter.
-----