Ny asfalt på Taulov-motorvejen
En del af asfalten på motorvej E20 Taulovmotorvejen er efterhånden så nedslidt, at den skal udskiftes.
Det drejer sig om det tunge spor i østgående retning på en knap to kilometer lang strækning af den tresporede motorvej mellem Taulov og Fredericia.
Arbejdet udføres som aften-/natarbejde i tidsrummet kl. 18-06 og løber en lille uges tid fra tirsdag den 2. maj og til fredag morgen den 5. maj 2006. I forbindelse med, at arbejdsområdet er spærret helt af om aftenen/natten, koordineres belægningsarbejdet med øvrige arbejder på strækningen. Arbejdet får følgende konsekvenser for trafikanterne:
- På hver af de tosporede strækninger fra henholdsvis Kolding og Vejle, vil trafikken blive ledt ind i ét spor døgnet rundt. Der vil her lokalt være hastighedsbegrænsning på 50 km/t.
- Om aftenen/natten afvikles al trafik forbi arbejdsområdet i ét spor. De øvrige spor er inddraget til arbejdsområde. Der vil være hastighedsbegrænsning forbi arbejdsområdet på 70 km/t om aftenen/natten.
- Om dagen afvikles al trafik i to spor forbi arbejdsområdet. Køresporet nærmest nødsporet vil om dagen fortsat være afspærret som arbejdsområde. Der vil være hastighedsbegrænsning forbi arbejdsområdet på 90 km/t, oplyser Vejdirektoratet.
Tilkørselsrampe mod øst ved det halve tilslutningsanlæg 60 Fredericia Vest, hvor rute 171 Vejle Landevej føres under motorvejen, vil i nødvendigt omfang blive spærret i kortere perioder, lyder det fra Vejdirektoratet.
-----