FDL eksisterer stadig
Udmeldinger på Fredericia-mødet betyder ikke at FDL er ved at lukke ned.
Det overvældende flertal af de fremmødte på FDL’s medlemsmøde i weekenden, anbefalede en løsrivelse fra DTL og dannelsen af en ny organisation. Men det betyder ikke, at der bliver lukket og slukket for FDL.
Tværtimod arbejder man på højtryk med forberedelserne til næste skridt efter den markante udmel-ding på mødet i Fredericia, hvor kun fire stemte for at blive i DTL.
- Det er meget beklageligt, hvis nogen fejlagtigt tror, at FDL er lukket ned, for det er bestemt ikke tilfældet, udtaler formanden vognmand Ib Larsen, Ansager.
- Der arbejdes intenst med at forberede en række nye tiltag, der bl.a. drejer sig om flytning til DTC ved Vejle, forberedelse til ekstraordinær generalforsamling og flere andre ting.
- Bestyrelsen fik på mødet i Fredericia en meget klar udmelding fra de fremmødte, og vi har siden fået mange positive tilkendegivelser, som bestyrker os i troen på, at FDL skal arbejde mod at stå uden for DTL. Men det er vigtigt også at respektere dem, der har en anden mening, og derfor skal tingene afklares på to på hinanden følgende ekstraordinære generalforsamlinger. Uanset hvad, kan jeg garantere, at FDL – under en eller anden form vil fortsætte samtidig med at vi gearer op for FDL Indkøb ApS. Vi skylder foreningens trofaste medlemmer, plus de mange sympatisører, at geare op for aktiviteterne, så FDL er bestemt ikke en død sild, understreger formanden Ib Larsen, Ansager, i en pressemeddelelse.
-----