Th. Martensen i betalingsstandsning
Det store sydjyske vognmandsfirma Th. Martensens Eftf A/S er i øjeblikket ude i blæsevejr.
Firmaet trådte den 19. september i betalingsstandsning, og lige nu kæmper man for at holde skruen i vandet. Th. Martensens Eftf. A/S råder over 62 tilladelser til godstransport mod betaling med vognmand Erik Holger Hansen som ansvarlig leder. Erik Holger Hansen er også ansvarlig leder i firmaet Aremi A/S, der hører hjemme på samme adresse, og som råder over 17 tilladelser til godstransport mod betaling. Begge selskaber opererer mest med transport af skibscontainere og veksellad. Et datterselskab Hansen KG, som er hjemmehørende i Flensburg, og som råder over 43 tysk registrerede trækkere, er afhændet til Contino Holding A/S i Padborg.
Direktør Ib Rossen Nissen fra Contino, siger til e-nyt, at Contino Holding også har overtaget ni trækkere fra Th. Martensens Eftf A/S i Kolding. Med tilkøbet af Hansen KG og de ni vogne fra TH. Martensens EFTF A/S er Contino Holding A/S vokset til en af de store spillere på transportmarkedet.
Med de tilknyttede selskaber råder Contino Holding A/S nu over knap 150 trækkende enheder.
-----