Bedre sikkerhed ved fynske frakørsler
Vejdirektoratet går nu i gang med at styrke sikkerheden omkring tre frakørsler på den fynske motorvej over Vestfyn.
Det drejer sig om frakørsel 54 (Vissenbjerg), 55 (Årup) samt 56 (Ejby). Arbejdet forventes udført i oktober måned. Først og fremmest bliver afstribningen af kørebanen ændret. Blandt andet bliver hajtænderne flyttet længere frem, så bilister på ramperne får bedre oversigtsforhold, når de skal svinge ud på den skærende vej.
På de skærende veje, som frakørslerne leder trafikken op til bliver hastighedsgrænsen sat ned til 60 km/t, og samtidig bliver der indført overhalingsforbud.
De dårlige oversigtsforhold skyldes, at de trerampeanlæg og motorvejen er bygget i slutningen af tresserne efter datidens regler.
Hvis oversigtsforholdene skal overholde nutidens krav, skal alle tre anlæg bygges om. Det vil ske, når den vestfynske motorvej udbygges med et tredje spor fra 2009, oplyser Vejdirektoratet.
-----