Nye ledere til maritime industri og transport
Syddansk Universitet i Esbjerg udbyder ny internationalt anerkendt lederuddannelse på det maritime område
Uddannelses er udviklet sammen med repræsentanter fra Det Blå Danmark, et bredt udsnit af transporterhvervene og Søfartsstyrelsen.
Danmarks maritime industri- og transporterhverv står stærkt i den internationale konkurrence. De opererer på en global scene, og potentialet for vækst er stort.
Men virksomhederne er nødt til at udvikle deres kompetencer, hvis de ønsker at være del af den fremtidige vækst, og derfor vil de i stigende grad efterspørge medarbejdere, som kan kombinere forretningsforståelse med viden om de globale markeders drivkræfter og muligheder, lyder det fra Syddansk Universitet der med den nye uddannelse Master i transport og maritim management tager udfordringen op. Første hold kan starte 1. februar 2006 på Syddansk Universitet i Esbjerg.
Masteren henvender sig til folk, der sidder i eller er på vej til en ledende stilling - inden for søfart, logistik, service, udstyr, havnedrift, transport - samt til medarbejdere, som har ambitioner om at få en nøgleposition med særlig kompetence.
Der er tale om en deltidsuddannelse, hvor man kan følge undervisning sideløbende med jobbet. Samtidig satses der i undervisningen på stor vekselvirkning mellem teori og praksis, for det sikrer maksimal indlæring og høj nytteværdi – ikke kun for den enkelte studerende, men også for den virksomhed, som vedkommende er ansat i, fremhæver universitetet.
-----