Chile ? En indgang til et helt kontinent
Og det er en skam. I hvert fald føler den danske ambassadør for det - set med vestlige øjne - klart mest velfungerende sydamerikanske land, Chile, at der eksisterer nogle endog særdeles interessante perspektiver for dansk erhvervsliv og dermed også dansk transport.
Således er ambassadør Anita Hugau fra ambassaden i Chiles hovedstad Santiago leveringsdygtig i en hel stribe gode argumenter for, at man ikke skal overse det spændende kontinent ? og især ikke Chile, der i dag fremstår som det ubetinget mest økonomisk og politisk stabile og erhvervsmæssigt åbne af de latinamerikanske lande.
- Det går rigtig godt i Chile. Også i etisk forstand, hvor Management Excelence har kåret Chile som det mest etiske land at gøre forretning med i Sydamerika, siger Anita Hugau.
Transportmæssigt er man i gang med et prestigeprojekt, TransSantiago, som vi fra ambassadens side slog et slag for i Danmark i forbindelse med Chiles præsident Lagos? statsbesøg i Danmark i januar sidste år. Desværre uden større resultat. Derimod har Sverige og Brasilien sikret sig en kæmpe deal på Volvo-busser til Santiagos kommende udvidelse og fornyelse af millionbyens transport- og metrosystem.
Santiago har godt fem millioner indbyggere ? næsten en tredjedel af befolkningen i det 4.300 km lange og gennemsnitligt 150 km smalle land. Byen er omgivet af bjerge. Ikke mindst de kilometer høje Andesbjerge mod vest. Så på visse dage ligger der rundt om byen en brunlig bræmme af smog, som har svært ved at slippe ud, medmindre man ligefrem vil sprænge et hul i bjergkæderne. Man vælger at begrænse bilkørslen og måske også nedsætte industriproduktionen på sådanne dage samtidig med, at byen satser på at begrænse emissionerne ? bl.a. med de miljømæssigt bedre busser end de nuværende, som i dag i stort tal brager gennem gadebilledet i hver sin lille sky af udstødningsgasser.
- Man gør virkelig meget for at begrænse emissionerne og luftforeningen. Og så vænner man sig jo til dage med smog, som er glemt, når solen skinner og man vender sig mod Chiles vidunderlige natur. Blot tre kvarters kørsel uden for byen ligger der de fineste skisportssteder i bjergene. Og resten af landet er enestående, siger Anita Hugau, som forinden har været ambassadør seks år i Brasilien og efter yderligere to år i Chile har hun en betydelig ekspertise i Sydamerika.
Vestlig erhvervsstilChile satser med sin udadvendte og vestlige erhvervsstil - kombineret med en høj grad af vækst og stabilitet og åbenhed overfor udenlandske investeringer - på at blive en platform for virksomheder, der vil ind på det sydamerikanske marked.
- Og det forsøger vi fra ambassadens side at gøre opmærksom på. Der er vækst i antallet af internationale virksomheder, som har etableret sig med hovedkvarter i Chile, på en 33-35 procent inden for det sidste år eller halvandet, siger Anita Hugau, der suppleres af kommerciel rådgiver Eva Bisgaard Pedersen, der påpeger, at Chile opfattes som et både sikkert og politisk/økonomisk stabilt land.
- Det betyder, at danske virksomheder føler sig trygge både ved at udsende folk til Chile, og ved at etablere sig firmamæssigt, siger hun.
Store rederier som Mærsk og Lauritzen er allerede aktive på Chile og Danmarks Rederiforening har planer om at styrke interessen for Sydamerika.
- Og vi forsøger at promovere de gode muligheder i Chile, selv om jeg godt ved ? også fra min tid i Brasilien - at det ikke er noget, der kommer af sig selv. Det er hårdt arbejde, selv om vi kan fortælle en masse positivt, siger Anita Hugau, og nævner, at de høje vækstrater og den politiske interesse for Asien er en hård konkurrent, som øger kravene til fodarbejdet.
Men Eva Bisgaard Pedersen påpeger i den forbindelse, at når så mange har fokus på Asien og også konkurrerer indbyrdes på dette marked, så kan der være ekstra god grund til at kigge på nye markeder, som ikke alle har i kikkerten.
Hun har lige været i Danmark for at promovere et træprojekt i Chile i forhold til danske virksomheder, og mødt stor interesse.
Både når det gælder udstyr til landbrug, fiskeri, fødevaresektor og energi, er der i Chile interesse for dansk teknologi.
Diktaturet for længst forbiChile har stabilt høje vækstrater og nyder som verdens største kobbereksportør godt af de høje kobberpriser i øjeblikket.
- Samtidig er Chile nået langt siden diktaturet. Det var karakteristisk for præsident Lagos? besøg i Danmark sidste år, hvor han også besøgte Folketinget og partierne, at menneskerettighedsspørgsmålet ikke længere var i fokus, siger ambassadøren, som vurderer, at tendens i dag går i retning af ønsket om en bred information.
- Det er jo 32 år siden, at kuppet (hvor general Pinochet styrtede præsident Allende, som begik selvmord i kampens slutfase, red) fandt sted. Og man skal jo også videre i landet og sikre sig, at den slags ikke sker igen, siger hun.
- Derfor er der nu en ny åbenhed om, hvad der egentlig skete i 1971 ? ikke mindst efter en stor rapport med 30 ? 40.000 personlige sandheds-udsagn fra mennesker, der blev torteret og familier, som har mistet deres nærmeste. Samtidig er der løbende proces mod Pinochet og hans folk, selv om det ikke har ført til dom. Han har immunitet, men selv hans gamle støtter er kommet i tvivl om hans indsats. Måske ikke så meget på grund af menneskerettighedsovertrædelserne, som dokumentationer af, at Pinochet ikke har været økonomisk ærlig, men har anbragt en hemmelig formue i USA. Så måske ophæves immuniteten.
- De danske virksomheder, som kommer til Chile bliver ofte positivt overrasket over den professionalisme og kvalitet de møder. Dette er intet ?manana-samfund?, og mentaliteten er meget europæisk - her er mange virksomheder, som fuldt ud er på højde med danske, fortæller Eva Bisgaard Pedersen.
- Chile skiller sig markant ud fra de øvrige lande på kontinentet. Det hører man også fra samtlige lobbyister, siger Anita Hugau, som fremhæver at Chile jo ligesom Danmark er et lille land (knap 16 mio. indbyggere) og som derfor har valgt en åbenhed overfor omverdenen.
Det har resulteret i aftaler med såvel EU, MercoSur (Chile har valgt ikke at være fuldgyldigt medlem), USA og Japan og Kina. Det betyder, at toldsatserne ligger nede mellem 0 og 6 pct. (den sidste sats står oven i købet for at falde bort.)
IT-mæssigt er Chile langt fremme ? kommunikation i form af email og web-sider er en selvfølge og fungerer fuldt ud. Og også når det gælder offentlige udbud, er Chile et foregangsland. CompraChile er en transparent udbudsorganisation, som formår at lægge brugbart materiale frem på engelsk for byderne.
Håndsrækning til virksomhedernePå ambassaden står vi til rådighed for danske virksomheder, f.eks. med hjælp til fortolkningen af udbudsbetingelser, ligesom vi leverer markedsovervågning og har hele Eksportrådets pakkeløsning. Men kan som firma?leje? sig ind på ambassaden og trække på medarbejderne.
Anita Hugau ser Chile som mulighedernes land, og opfordrer danske virksomheder ? også inden for transport - til at se nærmere det sydamerikanske land, som også i demokratisk retning er nået langt siden kuppet.
- Der er i øjeblikket en koalitionsregering (ikke uden lighed med den seneste socialdemokratisk ledede regering), som tager sit ansvar særdeles alvorligt. Denne koalition står til at vinde valget i december. Men selv om højrefløjen skulle gå hen og vinde trods meningsmålingerne, så tror jeg ikke forskellen på landets politik vil ændre sig voldsomt. Også på dette felt er der ligheder med Danmark, hvor vi jo heller ikke oplever enorme ændringer, når regeringen skifter partifarve, påpeger Anita Hugau, som ser Chile som er homogent land ? trods sin store geografiske udstrækning. Et land som har klar appel til Danmark.
-----