CL Transport endevendes
Undersøger om konkursbo er drænet for kapital
Advokat Jens Jepsen, der er kurator i konkursboet efter CL Transport ApS, Rødekro, er i fuld gang med at gennemgå sagens akter.
- Vi undersøger i øjeblikket især værdiansættelsen af CL Transport ApS på det tidspunkt, hvor overdragelsen til søsterselskabet, Comet-Transport ApS, skete, for at sikre, at alle regler i henhold til konkurslovgivningen er overholdt, siger Jens Jepsen i dag til E-Nyt.
CL Transport ApS blev efter forudgående betalingsstandsning taget under konkursbehandling af skifteretten i Åbenrå den 21. juli i år. Inden da havde ledelsen nået at overdrage virksomhedens aktiviteter til søsterselskabet Comet-Transport ApS, udbetale 800.000 kroner i udbytte til aktionærerne samt tilbagebetale et lån på 1,6 millioner kroner til moderselskabet CL Holding. Anpartsselskaberne CL Transport og Comet-Transport har fælles adresse på Skånevej 16, Rødekro, - direktør i begge selskaber er Leif Dinesen.
Først omkring 1. november mener advokat Jens Jepsen at have afgørende nyt i sagen.
-----