23948sdkhjf

Danske havne taber gods til udlandet

Rapporten er udarbejdet på baggrund af undersøgelser af 120 erhvervshavne. Det er dog især de 20 største, der har fået mest opmærksomhed.

Generelt er konklusionen at havnene er økonomisk sunde og velfungerende forretninger.

Men konkurrencen fra nærtliggende udenlandske havne er hård og de danske havne mister gods, fordi de udenlandske havne er bedre og især hurtigere til at flytte gods mellem skib, jernbane og lastbil. En helt afgørende faktor i den internationale konkurrence.

Interessante konklusioner

?Undersøgelsen viser, at udenlandske havne, som står i et konkurrenceforhold til danske havne, har betydelig større godsomsætning. Herunder specielt en større omsætning af multimodale godstyper som containergods og RoRo-gods, som spiller en særlig rolle i den internationale konkurrence om transport af gods. De udenlandske havne har desuden større frihed til at udføre havne- og skibsrelaterede tjenester, som ligger ud over den snævre havnedrift. Endelig har de store udenlandske havne flere operatører i den enkelte havn,? hedder det i rapporten.

- Vi synes rapportens konklusioner er interessante, og vi har fået meget at arbejde videre med, udtaler formanden for Danske Havne, borgmester Uffe Steiner Jensen, Fredericia.

Rapporten fremhæver også at der er mere konkurrence i de udenlandske havne, bl.a. fordi havnene også selv må tilbyde service og godshåndtering, og dermed bedre kan disponere arbejdsstyrken mellem forskellige ydelser. Noget danske havne er forhindret i, da den danske havnelov forbyder havnene at udbyde en række tjenesteydelser.

Rapporten fremhæver nødvendigheden af at danske havne specialiserer sig, hvis de skal klare sig fremover, og kun de største havne vil kunne deltage i den internationale konkurrence.

- Vi anerkender selvfølgelig, at ikke alle danske havne kan være internationale trafik- og godshavne, men noterer også rapportens bemærkninger om, at også de mindre havne har en stor betydning for den regionale og lokale erhvervsudvikling, udtaler Uffe Steiner Jensen.

Store og små

Transport-Tidende har fået adgang til ?kladden?.

Her fremgår det, at der politisk bør fokuseres på justering af rammevilkårene for de danske havne, hvis målet om vækst på erhvervshavnene skal nås. Herunder omkring organiseringen og havnenes muligheder for at udbyde havneserviceydelser.

Rapporten erkender, at danske havne er så forskellige at centrale tiltag ikke kan hjælpe alle.

? Havnenes forskellighed indebærer imidlertid, at ikke alle havne på sigt vil kunne leve op til de øgede krav til hurtig og effektiv håndtering af skib og gods, så godset uden forsinkelse kan transporteres videre til kunden til den rette tid.

Vækststrategien bør derfor knytte sig til de større havne, mens de mindre havne ligesom i dag må finde de nicher, hvor de kan udfolde sig i ud fra mere lokale behov,? hedder det i rapporten.

Fokuseringen på de største danske havne er i god tråd med den generelle udvikling i transportsektoren både nationalt og globalt, hvor konsolidering omkring store logistik-hubs er en udvikling, som må forventes at forsætte.

?Det bør nøjere overvejes, hvilke forudsætninger der skal opfyldes, for at de store danske havne kan spille den nødvendige større rolle i relation til transportkøbernes efterspørgsel efter effektiv og punktlig transport. Det gælder både i forbindelse med de internationale transporter og som knudepunker i intermodale transportløsninger.?

Dygtig nok

Rapporten betegner havnenes kerneydelse som håndtering af gods og skibe. Evnen til at løfte denne opgave effektivt er afgørende for havnenes udviklingsmuligheder.

- Man kan groft sagt sige, at det ikke de danske havne, der er for dårlige til at håndtere godset, men de operatørvirksomheder, der leverer havnerelaterede serviceydelser, som ikke er effektive nok. Det er naturligvis en generalisering, men det er derfor vi gerne vil have lov til at gå ind på de områder, hvor der er behov for et kvalitetsløft, siger sekretariatsleder Tom Elmer Christensen, Danske Havne.

Han understreger, at havnene ikke går efter at skabe nye monopoler.

- Så er vi lige vidt. Det er vores klare holdning, at havnene kun har interesse i at gå ind, der hvor der er et behov, som ikke er opfyldt i forvejen, siger Tom Elmer Christensen.

Rapporten konkluderer, at vækst i den danske havnesektor kræver en øget indsats både fra havnene selv, men også fra virksomhederne på havnene.

?det er nødvendigt for at sikre, at danske havne i højere grad bliver anvendt som terminaler i forbindelse med den stigende efterspørgsel efter søtransporter over afstande, hvor søtransport har stor konkurrenceevne i forhold til andre transportformer. Samtidig må også de andre transportformer blive bedre til at bruge havnene ved transporter, hvor søtransporten har en konkurrencefordel.

Det fordrer ikke mindst, at danske havne og havnevirksomheder udvikler faciliteter og logistik, som gør dem egnet til at håndtere de godstyper, som indgår i de intermodale transportkæder, der får stadig større betydning i den internationale vareudveksling,? hedder det i rapporten.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125