NSAB § 30 slår fast, at

"Sag mod speditøren skal ? idet kravet ellers er fortabt ? anlægges inden et år. Fristen løber:

a) ved forringelse eller beskadigelse af gods fra den dag, da godset blev udleveret til modtageren,

b) ved forsinkelse, bortkomst af en hel sending eller anden skade fra det tidspunkt, hvor forsinkelse, bortkomst eller anden skade tidligst kunne konstateres.

Denne bestemmelse gælder, når speditøren har hjemsted i Danmark, Finland eller Sverige.

Hvis aftale er truffet med speditøren om en bestemt transportmåde, gælder i stedet de for en sådan transportmåde gældende lovbestemmelser og almindeligt forekommende transportvilkår i det omfang, disse indeholder afvigelser fra, hvad der er fastsat i stk. 1."

Netop denne regel var en medvirkende årsag til, at Sø & Handelsretten i begyndelsen af denne må-ned gav et dansk speditionsfirma medhold i, at et erstatningskrav fremsat af en kunde, der vedrørte indfortoldningen af forsendelser af en sending bilradioer fra Kina, havde speditionsfirmaet i retten mødt krav om at blive holdt skadesløs for et efterbetalingsbeløb på 153.590,60 kroner inklusive moms.

Af særlig interesse var det at få rettens vurdering af, om et toldkrav falder ind under definitionen "an-den skade" i ovennævnte bestemmelses litra b.

En importør, der bl.a. forhandlede stereoudstyr til biler, importerede i 2001 bilradioer frit leveret København fra en producent i Kina. Som agent for befragteren i Hong Kong sendte en speditør i Hong Kong en meddelelse til deres danske agent og samarbejdsparter, speditøren, om forsendelsens an-komst. Speditøren gav denne meddelelse videre i form af et ankomstadvis til importøren som modta-ger af sendingerne. Ankomstadvis dateret den 4. januar 2001 indeholdt følgende vedrørende fortold-ning:

"Ønsker De fortoldning bedes de fremsendes alle nødvendige dokumenter".

Nederst på ankomstadviset var med mindre skrift anført den "sædvanlige" henvisning til NSAB:

Alle opgaver udføres i henhold til Nordisk Speditørforbunds Almindelige Bestemmelser NSAB 2000. Bestemmelserne begrænser vort ansvar for bortkomst, forringelser eller beskadigelser af gods SDR 8,33 pr. kilo og for forsinkelse op til fragtbeløbet med maksimalt SDR 50.000 for hver ordre. ? Særlig opmærksom henledes på at krav mod speditøren forældes efter 1 år (§30)?. "

Importøren accepterede, at speditøren foretog fortoldningen, hvilket skete for i alt fire forsendelser., hvor speditøren sendte fakturaer vedrørende fortoldningerne til importøren. Fakturaerne vedrørende den første fortoldning var dateret den 8. januar 2001 og havde nederst en henvisning til medlemska-bet af Nordisk Speditørforbund og til NSAB, herunder til forældelsesfristen. Den første forsendelse blev ifølge ToldSkats registreringer fortoldet den 18. januar 2001 og den sidste den 28. november 2001.

Importøren videresolgte bilradioerne til en dansk detailforretning, og denne forretning udstedte første faktura den 19. januar 2001.

ToldSkat foretog i marts 2002 et kontrolbesøg hos importøren. Den 16. april 2002 fremkom Told-Skat med et forslag til efteropkrævning af told og afgifter under henvisning til at bilradioerne efter ToldSkats opfattelse var tariferet under en forkert varekode, og at der var sket uberettiget anmeldelse af præferencetold. Efter forslaget skulle importøren efterbetale 153.590,60 kroner inkl. moms.

Af brev dateret den 30. april 2002 fra speditøren til importøren fremgik bl.a.:

"Vi har modtaget den foreløbige sagsfremstilling af 16. april 2002 udarbejdet af told og skat fra jer ?."

"?Vi er på intet tidspunkt blevet gjort opmærksom på fra Told & Skat eller jer, at tariferingen var for-kert. Vi har efterfølgende modtaget skriftlig instruktion fra jer om, at vi skulle benytte varekode xxx.

Vores konklusion er, at vi har opfyldt vor forpligtelse i denne sag."

ToldSkat fasthold ved afgørelse den 14. maj 2002, at importøren skulle efterbetale 153.590,60 kroner.

Af et brev dateret den 13. august 2002 fra importørens advokat til speditøren fremgik bl.a.:

"?Jeg er orienteret om selskabet (speditøren) er af den opfattelse, at Told- Skatteregionen ikke kan forhøje, idet Told- og Skatteregionen ved den første toldbehandling fik tolddokumenterne, og på den-ne baggrund efter selskabets opfattelse endeligt godkendte, at forsendelser af den anførte type skete med præferencetold og under den anmeldte varekode. Jeg har på denne baggrund derfor d.d. ex tuto (juristers måde at skrive "for en sikkerheds skyld" på!) indbragt for Landsskatteretten afgørelsen af 14. maj 2002.

?Det er min opfattelse, at selskabet er erstatningsansvarligt for det tab, som min klient lider, såfremt toldforhøjelsen stadfæstes af Landsskatteretten ?"

Importøren stillede herefter, med accept fra speditørens side, spørgsmål til Danske Speditører for at få klarlagt speditørens pligter i en sag som den foreliggende. Spørgsmålene blev besvaret den 19. februar 2003 af Danske Speditørers Responsumudvalg. (Jeg vil nærmere omtale dette responsum sidst i artiklen). Foranlediget af Speditørens forsikringsselskab stillede speditøren ved brev af 19. marts 2002 spørgsmål til importøren vedrørende bl.a. sagens status ved Landsskatteretten. Brevet blev besvaret af importørens advokat den 27. marts 2002. Af brevet fremgik, at sagen fortsat versere-de ved Landsskatteretten.

Ved brev af 10. april 2003 fulgte speditøren op på besvarelsen. Af brevet fremgik bl.a.:

"Vi har igen drøftet tingene med vort forsikringsselskab samt vor advokat og må fastholde, at speditø-ren ikke har handlet ansvarspådragende i forbindelse med udførelse af instrukser fra importøren. Det gøres samtidig gældende, at der alene er foretaget en ekspedition i forhold til de givne instrukser mod-taget fra importøren og vort firma har i øvrigt ikke udvist ansvarspådragende adfærd.

?

Vi beder Dem venligst bemærke, at en evt. ansvarsplacering, jf. ovenstående ikke er relevant i almin-delighed og i særdeleshed ikke på grund af den stadig verserende landsskatteretssag, hvor der ikke endnu er taget stilling til, hvorvidt der er toldskyldsbeløb overhovedet ?"

Ven 2. maj 2003 skrev importørens advokat til speditøren, at "jeg er dog indstillet på at stille erstat-ningssagen i bero og således ikke udtage stævning, forinden afgørelse af Landsskatteretten forelig-ger".

Af brev af 8. maj 2003 fra speditøren fremgik, at man havde noteret sig, at "De (importørens advokat) stiller sagen i bero indtil Landsskatteretten har truffet afgørelse". Det fremgik endvidere af brevet at

"Vi har modtaget en reklamation, men finder ikke ansvarsvurdering relevant dels fordi vi ikke mener at have optrådt ansvarspådragende og samtidig fordi der ikke er noget krav, da afgørelsen fra Told & Skat ikke er endelig."

Den 14. oktober 2003 afsagde Landsskatteretten kendelse i sagen, og resultatet blev, at ToldSkats afgørelse blev stadfæstet, hvorfor speditøren og kunden stadig havde en "udfordring".

Speditøren overdrog sagen til sin juridiske rådgiver, der ved brev dateret den 30. oktober 2003 til im-portørens advokat fremkom med bemærkninger vedrørende sagen og oplyste, at "Deres klient ikke ses at have overholdt reklamationsreglerne i henhold til NSAB § 29 lige så vel som ét evt. erstatnings-krav mod min klient (speditøren) er forældet i henhold til NSAB § 31".

Dette foranledigede importørens advokat til at anmode om suspension af yderligere forældelse. Spedi-tøren meddelte suspension frem til den 5. januar 2004 og først den 10. juni 2004 fik importøren anlagt sagen ved retten, hvorefter speditøren ikke overraskende (for branchekyndige) gjorde gældende, at sagen var forældet.

Sø & Handelsretten startede med at slå fast, at speditøren og importøren indgik aftale om fortold-ning af fire forsendelser og at fortoldningerne blev gennemført, og fakturaerne var betalt.

Retten lagde til grund, at speditøren både i adkomstadvis, fakturaer og breve henviste til medlemska-bet af Nordisk Speditørforbund, og til at alle opgaver udførtes i henhold til NSAB 2000, herunder også forældelsesreglen i NSAB § 30. Importøren havde først efter sagens opståen gjort indsigelse mod NSAB's anvendelighed mellem parterne. NSAB 2000 er et "agreed document", der anvendes som al-mindeligt forretningsgrundlag mellem speditionsvirksomheder og deres kunder. Derfor fandt retten, at NSAB ? herunder § 29 og § 30 ? måtte anses for vedtaget mellem parterne. Endvidere fandt retten, at skaden efter sin art var omfattet af bestemmelsen i NSAB § 30, stk. 1, litra b, om "anden skade".

Efter kontrolbesøg fremkom ToldSkat den 16. april 2002 med forslag til efteropkrævning af told og af-gifter. Fra den dag havde importøren kendskab til de omstændigheder, der kunne begrunde et ansvar for speditøren. Ved et af vidnernes forklaring om, at han umiddelbart i forlængelse heraf over for spe-ditøren havde oplyst, at man ville holde speditøren ansvarlig, må det sammenholdt med speditørens brev af 30. april 2002 lægges til grund, at importøren reklamerede rettidigt i overensstemmelse med NSAB 2000 § 29.

ToldSkat traf den 14. maj 2002 afgørelse om efteropkrævning af told og afgifter som følge af for-kert fortoldning. Fra dette tidspunkt kunne skaden konstateres. Retten lagde derfor til grund, at foræl-delsesfristen i henhold til NSAB § 30 løb fra denne dato.

Der var således forløbet mere end 24 måneder fra ToldSkats afgørelse den 14. maj 2002, da sagen blev anlagt den 10. juni 2004.

Hvorvidt parterne havde aftalt suspension tidligere en den 14. oktober 2003, hvor Landsskatteretten traf sin afgørelse, må ske på grundlag af en vurdering indholdet af parternes korrespondance.

Indholdet af brevet dateret den 10. april 2003 fra speditøren, herunder særligt "vi beder Dem venligst bemærke, at en evt. ansvarsplacering, jf. ovenstående, ikke er relevant i almindelighed og i særdeles-hed ikke på grund af den stadig verserende landsskatteretssag, hvor der ikke endnu er taget stilling til, hvorvidt der er et toldskyldsbeløb overhovedet" og brevet dateret den 8. maj 2003 også fra speditøren, herunder særligt "Det er noteret, at De stiller sagen i bero indtil Landsskatteretten har truffet afgørelse" sammenholdt med brev dateret den 2. maj 2003 fra importøren, må sidestilles med en aftale om su-spension af forældelsesfristen indtil Landsskatterettens afgørelse forelå.

I forbindelse med Landsskatterettens afgørelse accepterede speditøren en yderligere suspension af forældelsesfristen indtil den 5. januar 2004. Fristen blev herefter ikke forlænget yderligere.

Da der fra ToldSkats afgørelse den 14. maj 2002 og indtil suspensionen der tidligst kunne løbe fra den 10. april 2003, allerede var gået godt 10 måneder, og da der yderligere fra udløbet af suspensionen den 5. januar 2004 og indtil 10. juni 2004 forløb godt 5 måneder, var der indtrådt forældelse i medfør af NSAB § 30.

Speditøren blev derfor frifundet for den af importøren nedlagte påstand, og skulle yder mere betale omkostninger.

Da Sø & Handelsretten altså nåede frem til, at kravet mod speditøren var forældet, blev det ikke aktuelt at tage stilling til sagens "materielle spørgsmål", nemlig om speditøren rent faktisk havde et ansvar for fortoldningen, og af samme årsag nævner dommen overhovedet ikke svaret på de stillede spørgsmål.

Da det imidlertid kan være væsentligt at få også dette spørgsmål belyst, skal jeg her kort omtale ind-holdet af responsumet. Først blev responsumudvalget spurgt: "Om det påhviler en antaget speditør som led i sit erhverv med fortoldning af vareforsendelser fra Kina overfor toldmyndighederne at angive den for forsendelsen korrekte moms-/varekode." Dette bekræftede udvalget med et entydigt ja, og det samme var tilfældet for et spørgsmål "om en speditør, der er ansat til at sørge for fortoldning af for-sendelser fra Kina, bør være bekendt med reglerne for præferencetold og kravene, der i henhold til gældende lovgivning stilles hertil, jf. forordning nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af EF-toldkodeks, navnlig kravet om fremlæggelse af et GSP-oprindelsescertifikat."

På spørgsmålet "om speditøren har en selvstændig forpligtelse til at fremskaffe de fornødne dokumen-ter og oplysninger om varernes karakter med henblik på at sikre, at toldangivelsen er korrekt", var sva-ret også ja med den tilføjelse, at "speditøren har en forpligtelse til via vareimportøren at indhente de for fortoldningen nødvendige informationer" og at speditøren herefter må "lægge de modtagne infor-mationer til grund for fortoldningen."

Endelig svarede udvalget, at "speditørens kunde ikke er forpligtet til selvstændigt at undersøge spedi-tørens toldangivelse".

Da problemet med forkerte varekoder ikke sjældent dukker op, er det rart at få fastlagt branchens eget kodeks for området.

-----