Skrap kurs mod Øst-chauffører
3F-chauffører kræver skærpet kurs over for illegale Øst-chauffører og de danske vognmænd, der beskæftiger dem.
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen kan se frem til en henvendelse fra 3F-chaufførerne, der kræver klare regler for beskæftigelse af Øst-chauffører i Danmark. Samtidig kræver chaufførerne at vognmænd, der beskæftiger Øst-chauffører illegalt skal have inddraget køretilladelser omgående.
Chaufførresolutionen er et af resultaterne af en chaufførkonference med 200 deltagere, som 3F afhold på Esbjerg Højskole i weekenden.
- Chaufførerne sender en appel direkte til beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen med opfordring til omgående at præcisere reglerne for Øst-chaufførers beskæftigelse hos danske vognmænd, hedder det i udtalelsen fra chaufførkonferencen.
3F-chaufførerne vil søge at inddrage andre faggrupper, som lagerarbejdere i den faglige kamp.
- Det er nødvendigt for os at alliere os med andre faggrupper. Først og fremmest lagerarbejderne. At prøve at få dem til at interessere sig for, om en given last eller en given transport er lovlig med eksempelvis en polsk chauffør ved rattet, udtaler Orla Petersen, der er formand for 3F’s Transportgruppe.
-----