Mere gods i Århus
Århus Havns samlede godsomsætning i første halvår satte ny rekord med en stigning på 3,7 pct. eller 188.000 tons.
Fremgangen var som tidligere omtalt båret af containeromsætningen, men enhedslast, der tillige omfatter stykgods og gods med færgerne, steg med 7,6 pct. eller 227.000 tons. Færgegods til Sjælland viste et mindre fald, derimod er der fortsat fremgang i mængden af stykgods, specielt vindmøller – stigningen var på 61.000 tons, hvilket svarer til en fordobling i forhold til første halvår 2004.
Omsætningen af bulkvarer har stort set været uændret. Dog har der været en betydelig fremgang i mængden af sten og grus og en tilsvarende reduktion i kulomsætningen. En del af disse varer bliver omladet i Århus. Mængden af flydende produkter – især mineralske og vegetabilske olier – har haft en tilbagegang i halvårsomsætningen på 4 pct. Import og eksport af denne type produkter svinger i takt med lokalforbruget samt verdensmarkedspriserne, oplyser Århus Havn.
-----