Moderne snekæder
Transport-Teknik på vej med automatisk snekædesystem
Rotogrip er produktnavnet for en type automatiske snekæder, der nu er på vej til det danske lastvognsmarked. Rotogrip sidder på en arm ude ved hjulene, som ved hjælp af en trykluftcylinder kan aktiveres fra førerpladsen. Produktet, der er nyt på det danske marked, markedsføres i Danmark af Transport-Teknik A/S i Kolding.
Rotogrip, der leveres i forskellige udgaver, er et gennemprøvet tysk produkt som fremstilles af RUD-Kettenfabrik i den tyske by Aalen. Systemet fungerer ved at de små kædestykker sidder fastgjort på et hjul, der har en størrelse som en stor tallerken. Når der er brug for snekæderne bevæger armen hjulet ind mod dækket, som derved tvinger hjulet med rundt. På den måde bliver de korte kædestykker, som sidder rundt på tallerkenen kastet ind mellem dækket og vejbanen.
Chef for Salg & Teknik hos Transport – Teknik A/S Mogens B. Olesen siger til e-nyt, at en af fordelene ved Rotogrip er, at alle dele som indgår i systemet kan fås som løse reservedele, hvilket er en fordel når der skal repareres og vedligeholdes.
-----