Transitruter i Alperne genåbner
Bedre vejr tillader åbning af en del af de lukkede veje og jernbaner i Sydtyskland, Schweiz og Østrig
Den kraftige nedbør i og omkring Alperne giver fortsat store trafikale problemer. Men der er sket forbedringer i takt med at vejret er blevet bedre.
Transitstrækningerne i den østrigske delstat Tirol er ifølge ITD, nu genåbnet. Dog er enkelte landeveje fortsat spærret for trafik. Samtlige jernbaneforbindelser mellem Østrig og Tyskland er forsat ude af drift.
RCA og Ökombi har etableret en RoLa-forbindelse fra den italienske grænse til Brennersee og videre til München, med tre daglige afgange.
I Tyskland afvikles trafikken på A93 mellem Oberauddorf og Branneburg på en strækning forsat kun i to spor, hvorfor der må forventes tæt trafik og kødannelse.
Forbindelsen over St. Johan in Tirol – Lofer – Bad Reichenhall fungerer nu angiveligt problemfrit.
I Schweiz er Gotthard-strækningen stadigt afbrudt. Men det er muligt at køre mod Italien over Vorarlberg. Enten via A13 gennem San Bernhardino Tunnelen mod Milano eller via Chur over Julier- og Ofenpasse til Meran mod Sydtyrol.
-----