23948sdkhjf

Tegnestue etablerer bestyrelse med profiler fra Dorte Mandrup og Freja

Tegnestuen Tredje Natur har i dag etableret en ny bestyrelse med de to tunge brancheprofiler Flemming Andersen og Karen Mosbech samt et kreativt indspark med iværksætter og kommunikationsekspert Le Gammeltoft. 

Konstitueringen kommer som led i en professionalisering og strategisk skærpelse af virksomheden, der skal fastholde og udvikle positionen som et af branchens grønne fyrtårne, skriver Tredje Natur i en pressemeddelelse. 

Tredje Natur kort

Tredje Natur blev stiftet i 2012 af partnerne Ole Schrøder og Flemming Rafn, og er blandt andet kendt for deres klimamasterplaner og landskabsprojekter, blandt andet Lynetteholms udformning og Enghaveparken i København. Tegnestuen har også erfaringer med boligbyggeri. 

Tidligere på året etablerede tegnestuen sammen med en række partnere Circle Bank – en ny platform, der har til hensigt at forkorte og forsimple afstanden mellem udbud og efterspørgsel af cirkulærer byggematerialer. Projektet er en del af Realdanias Grand Solutions program, som skal sætte fart på den grønne omstilling af byggeriet.

Antal medarbejdere: 20 arkitekter, landskabsarkitekter og bygningskonstruktører

Ejerskab: Partnerne Ole Schrøder (50 pct.) og Flemming Rafn (50 pct.)

– Vi blev stiftet med den klare agenda at forbinde klimavidenskab med arkitektur. Byggeriet har brug for konkrete, fremadskuende eksempler på hvordan vi skaber positive bidrag til den nødvendige omstilling. Med bestyrelsen ønsker vi at skærpe vores position i branchen, styrke kommunikationen omkring vores projekter og professionalisere vores arbejde overfor kunder og samarbejdspartnere, skriver de to stiftere Flemming Rafn og Ole Schrøder i meddelelsen.

Bestyrelsesmedlemmerne er derfor valgt med blik for både netværk i branchen og bidrage til at sætte det lange lys på. Rekrutteringen af Le Gammeltoft skal desuden ses som et udtryk for et ønske om at komme helt frem i bussen i forhold til kommunikation og branding samt sætte skub på flere af tegnestuens skalérbare løsninger og projekter. 

Flemming Andersen tiltræder som ny bestyrelsesformand efter at have været bestyrelsesformand for Dorthe Mandrup Arkitekter i de seneste otte år, og arbejdet med ledelsesrådgivning for nogle af landets tegnestuer de sidste 20 år. 

– De (Tredje Natur, red.) arbejder agendabaseret og har hjertet med i alle deres projekter. Men ikke mange er bevidste om, at de også tegner og projekterer byggerier, og det er noget af det, vi som bestyrelse skal hjælpe med at få endnu mere ud over rampen, udtaler Flemming Andersen. 

Bestyrelsens næstformand Le Gammeltoft er stifter og indehaver af Heartbeats, og vil med sit kendskab til iværksætteri, kommunikation og nye medier have fokus på at styrke Tredje Naturs brand i et konkurrencepræget marked. 

Karen Mosbech tiltræder som tredje ben i bestyrelsen. Efter 12 år som adm. direktør i Freja Ejendomme valgte hun tidligere på året at stoppe for at hellige sig nye muligheder. Hun er siden tiltrådt som medstifter af Home.Earth og bestyrelsesformand i Boligfonden Kuben.

– Jeg er meget fascineret af deres tradition for at kombinere videnskab og arkitektur. Derfor glæder jeg mig til at bidrage til deres fortsatte udvikling og til at indgå i det strategiske arbejde med at fremme Tredje Naturs vigtige grønne dagsorden i branchen, siger Karen Mosbech.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079