A.P. Møller - Mærsk åbner dansk flyselskab Maersk Air Cargo
Til vands, til lands og snart også i luften.
A.P. Møller - Mærsk lancerer nu flyselskabet Maersk Air Cargo.
Flyselskabet får den syvtakkede stjerne på haleroret og er ifølge Mærsk som et luftfragttilbud, der skal betjene kunder med behov for integreret logistik.
Dermed genindtager Mærsk luftrummet. Det er 17 år siden, at A.P. Møller - Mærsk frasolgte flyselskabet Maersk Air, der holdt til i Billund, til et islandsk selskab (Fons Eignarhaldsfelag), der dengang også ejede Sterling.
Det nye luftfragtselskab udspringer af den eksisterende interne flyoperatør, Star Air, som har overført sine aktiviteter til Maersk Air Cargo.
Maersk Air Cargo får Danmarks næststørste lufthavn, Billund, som luftfragthub. Der bliver daglige flyvninger, og det vil skabe flere arbejdspladser i regionen, meddeler Mærsk.
- Luftfragt er en afgørende forudsætning for fleksibilitet og smidighed i globale forsyningskæder, da det giver vores kunder mulighed for at tackle tidskritiske forsyningskædeudfordringer og giver transportmåde muligheder for gods af høj værdi. Derfor er det centralt at øge vores tilstedeværelse i den globale luftfragtindustri ved at introducere Maersk Air Cargo for at imødekomme vores kunders behov endnu bedre, siger Aymeric Chandavoine, Global Head of Logistics and Services, A.P. Møller - Mærsk i meddelelsen.
Maersk Air Cargo ventes at gå i luften i fjerde kvartal i år.