23948sdkhjf

3500 gange har vognmænd søgt forgæves efter en chauffør

Vognmændene har enorme udfordringer med at skaffe kvalificerede chauffører, viser et notat fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

I en periode på knap to år har vognmænd 3.500 gange søgt forgæves efter en chauffør. Det viser et notat fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Ved halvdelen af de forgæves rekrutteringer er vognmændene endt med at ansætte en chauffør med en anden profil end den ønskede. Ved den anden halvdel er stillingen slet ikke blevet besat.

- Det er et meget alvorligt problem, siger Lars William Wesch, direktør i arbejdsgiverforeningen ATL.

- Der er et bekymrende stort antal ubesatte stillinger i transportbranchen. Lastbiler må holde stille. Opgaver bliver ikke løst. Omsætning forsvinder fra transportvirksomhederne.

To års opgørelse

Styrelsens opgørelse dækker perioden fra december 2019 til september 2021 – altså knap to år.

Opgørelsen viser, at det er sværest at ansætte et bud, en truckfører og en kranfører.

I 35 procent af de tilfælde, hvor en stilling bliver slået op, ender det uden, at man finder en medarbejder med en profil, som passer til jobbet.

En skæv profil

- Nogle virksomheder ansætter en medarbejder med en lidt skæv profil i håb om, at de kan lære ham op. Det er nødvendigt og prisværdigt; men det tager også ressourcer fra driften, så det er forståeligt, at alle ikke kan gøre det, siger Lars William Wesch.

- Hvis problemerne skal løses, kræver det en meget bred indsats, siger han og nævner følgende fire ting, der skal ses nærmere på:

* Flere unge skal blive chauffører.

* De ældre chauffører skal fortsætte så længe som muligt.

* Branchen skal blive bedre til at rekruttere chauffører, som kommer fra andre fag.

* Der skal flere kvinder ind i branchen.

- Vi er i en hård konkurrence med andre fag, som også mangler medarbejdere; men der er ikke andet at gøre end at tage konkurrencen op, siger ATL-direktøren.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125