23948sdkhjf

Ny myndighedskontrol af arbejdstid vedtaget

Vejledende kontrol de første tre måneder og et loft over bøderne.

I sidste uge vedtog Folketinget et lovforslag om at indføre myndighedskontrol af arbejdstid for chauffører og selvstændige vognmænd.

Loven er trådt i kraft med en lang række ændringer og præciseringer i forhold til det oprindelige udgangspunkt, hvilket skyldes pres fra vognmandsbranchens organisationer og en god indsats fra de borgerlige partiers transportordførere.

- Der skal naturligvis herske ordnede forhold på de danske veje, men vi er imod ulogiske, bureaukratiske systemer, som hverken gavner danske vognmænd eller chauffører, siger chefkonsulent Jens Hvid Bang fra ITD.

- Vi er naturligvis glade for, at de borgerlige partier sammen med De Radikale har fået trukket nogle af de værste torne ud af lovforslaget, og at de har fået stemt et bødeloft igennem; men vi står fortsat tilbage med nogle nye regler og et nyt kontrolsystem, som vil ramme danske vognmænd og chauffører hårdt.

- Det sker i en tid, hvor der er historisk stor mangel på arbejdskraft, og hvor alle kræfter burde sættes ind på at gøre branchen mere attraktiv. Det bliver den ikke med denne nye lov.

Der vil fremover blive ført myndighedskontrol med chauffører og selvstændige vognmænds arbejdstid i såvel politiets vejsidekontrol og Færdselsstyrelsens virksomhedskontrol. Der vil kun blive ført kontrol, hvis der samtidig konstateres mange eller alvorlige overtrædelser af køre/hviletidsreglerne.

Kontrol med nararbejde

I virksomhedskontrollen vil der blandt andet blive ført kontrol med natarbejde, og det vil ramme blandt andet den danske distribution af fødevarer hårdt, mener ITD.

- Spørgsmålet bliver, om de nye regler vil føre til, at store dele af fødevaredistributionen fremover bliver flyttet over på udenlandske biler, som ikke skal kontrolleres for regler om natarbejde, spørger Jens Hvid Bang.

- Under udvalgsarbejdet har det ikke været ordentligt fremme, hvor store konsekvenser det her lovforslag rent faktisk kommer til at have ude i virkeligheden. Det vil føre til prisstigninger på varer for helt almindelige danskere, og så er der en overhængende fare for, at vi vil se en udflagning af køretøjerne, så man kan undgå myndighedskontrollen. Det er ikke i nogens interesse.

Loft over bøderne

I forbindelse med Folketingets behandling af lovforslaget stemte et flertal udenom regeringen for et ændringsforslag fra Venstre, der vil indføre et bødeloft for bøder for overtrædelser af køre- og hviletidsreglerne og arbejdstidsreglerne. Det er et af de forslag, som ITD også selv har stillet, og derfor bakker ITD også op om det.

- Det er godt, at vi sammen med lovforslaget får indført et bødeloft. Bøderne på vejtransportområdet er de sidste mange år stukket helt af, så det er klogt, at et flertal i Folketinget nu sætter foden på bremsen og siger fra over for større bødesatser, udtaler Jens Hvid Bang.

Lovforslaget træder i kraft allerede den 21. maj 2022, men transportminister Trine Bramsen har i forbindelse med vedtagelsen af lovforslaget nu indvilliget i, at der de første tre måneder kun sker en vejledende kontrol af virksomhedernes overholdelse af arbejdstidsreglerne.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079