23948sdkhjf

ATL fylder 60 år

Transportbranchens førende arbejdsgiverforening runder det skarpe hjørne

I dag onsdag den 25. maj er det 60 år siden, at ATL blev dannet. Dengang hed foreningen Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening (VA). Medlemmerne var vognmænd, som tidligere havde været medlem af Dansk Arbejdsgiverforening gennem deres lokale byforening – for eksempel Aalborg Vognmandsforening.

I januar 1999 skiftede foreningen navn til ATL - Arbejdsgiverforeningen for Transport & Logistik.

- I dag står vi på skuldrene af den indsats og de kampe, som er blevet udkæmpet gennem årtier. ATL er et stærkt bevis på, at vi som vognmænd er stærkere, når vi står sammen, siger Peter B. Jepsen, formand for ATL og erhvervspolitisk chef hos Danske Fragtmænd.

Toneangivende

Foreningen hedder nu ATL – Transportens Arbejdsgivere og er større og stærkere end nogensinde. Den har omkring 800 medlemmer med en samlet lønsum, der har rundet 11 milliarder kroner. Det er i dag ikke alene den største arbejdsgiverforening inden for vejgodstransporten – det er også den toneangivende.

- ATL-overenskomsten lægger niveauet for de øvrige overenskomster indenfor vejgodstransport. Inden længe tager vi rundt og lytter til medlemmernes ønsker inden overenskomstforhandlingerne næste år. Og der får man som medlem direkte indflydelse på udviklingen i branchen, siger Peter B. Jepsen.

Giver råd

ATL rådgiver om ansættelser og afskedigelser, om uddannelse af lærlinge, efteruddannelse, arbejdsmiljø, køre- og hviletid, farligt gods og meget andet. Foreningen tilbyder også en hel stribe kurser inden for disse emner. Og medlemmerne bruger flittigt ATL’s lederuddannelse og det seneste skud på stammen - ejerlederuddannelsen for vognmænd.

Arbejdsgiverforeningen hjælper medlemmerne med flere hundrede faglige tvister om året – om nødvendigt helt frem til en faglig voldgift eller en retssag. Men ofte løses konflikterne ved en forhandling.

- Det er en kerneværdi i den danske model, at vi løser udfordringerne ved en forhandling. Og det er som regel også til begge parters fordel. ATL bygger på værdier som indflydelse, faglighed og god service. Og jeg er sikker på, at de værdier også vil være vigtige for vognmændene i de kommende 60 år, siger Peter B. Jepsen.

Med i Dansk Industri

Siden 2008 har ATL været medlem af Dansk Industri, og det giver en række ekstra fordele.

- Det giver os naturligt nok ekstra styrke, at vi udover den branchenære service kan tilbyde vores medlemmer en lang række services og politisk indflydelse som en del af Danmarks største erhvervs- og arbejdsgiverorganisation, siger Peter B. Jepsen.

ATL fejrer fødselsdagen på årsdagen til efteråret.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094