2

Billeder

Niels Flemming Hansen. Foto: Anders P. Gajhede.

Niels Flemming Hansen befinder sig godt på Christiansborg.

Som folketingsmedlem siden valget i 2019 bestræber han sig på at få så meget som muligt ud af hverdagene, der ofte bliver travle. Hellere rigtige møder med rigtige mennesker end tykke rapporter. For når han kører vestpå til hjemmet i Bredballe ved Vejle fredag eftermiddag, vil han gerne blæse politik og København af sig og være ordentligt til stede blandt familie og venner.

Niels Flemming Hansen har trådt sine barnesko som søn af en karrierepolitiker, hvilket har haft stor betydning for de familie- og karrierevalg, han har truffet. Opvæksten har haft den effekt, at han ikke selv ville gå ind i politik for tidligt, men samtidig har faderens job gjort, at en politisk karriere har synet mindre uopnåelig for ham end for andre.

Transport Today har besøgt Niels Flemming Hansen på arbejdspladsen på Christiansborg til en snak om livet som folketingsmedlem, afsavnet til familien i Vejle, om at være søn af en karrierepolitiker og hvad den baggrund har betydet for hans eget valg af karriere.

(Interviewet er foretaget, mens Benny Engelbrecht fortsat var transportminister, og derfor er det ham, der henvises til, når ”ministeren” omtales).

Hverdagen som folketingspolitiker

Hvad har du lavet i dag?

- Jeg talte med min konsulent ved 8-tiden og blev interviewet af TV2 om støtte til Ukraine. Vi havde gruppemøde fra 9-10 og derefter var vi i salen for at stemme. Kl. 11 var vi til formøde med de andre blå partier om ’Danmark kan mere 1’ forhandlingerne og efterfølgende møde med den tyske ambassadør, hvor vi diskuterede Ukraine-krisen og deres syn på samhandel med Rusland i forhold til gassen og hvad deres ny regering tænker om det hele. Og så har jeg talt i telefon med et hav af mennesker, og løbende opdateret kolleger fra forskellige udvalgsmøder om emner, de gerne vil vide mere om. Så der er god fart på.

Er det en typisk dag?

- Nej, for jeg plejer at have væsentligt flere gæster i form af journalister eller virksomheder og organisationer, der vil tale om en sag. Og det er også som regel noget af det, jeg prioriterer højt. Men i øjeblikket er vi i gang med forhandlingerne om ’Danmark kan mere 1’, så der skal være noget luft i kalenderen. En typisk dag står jeg op 06.30 og er på Christiansborg cirka kl. 8. Jeg starter med at gennemgå lovforslagene for næste uge, således at jeg har forberedt mig ordentligt. For jeg gider ikke arbejde i weekenden for at være helt ærlig. Jeg synes, jeg har timer nok herovre, og når jeg er hjemme ved familien, vil jeg rigtig gerne være der ordentligt.

- Dét, som man i mit job godt kan ærgre sig over, er, at tiden bliver presset. Jeg prioriterer at læse lovforslag, men jeg må sige, at jeg får rigtig, rigtig mange e-mails, og jeg får også rigtig mange e-mails, der ikke bliver læst, fordi jeg simpelthen ikke kan nå det. Der kommer vel et par hundrede mails om dagen. Nogen af dem er irrelevante, fordi de er adresseret til alle politikere, og andre er meget relevante. Så gennemgangen af e-mails er svær at nå. Det handler virkelig om at have en fænomenalt god sekretær, og det har jeg i Anette. Hun må gerne læse mine mails, og hende gennemgår jeg mine mails med. Jeg tror og håber, at det samme billede gør sig gældende for de fleste folketingsmedlemmer, for ellers går folk jo ikke op i, hvem de har stemt på.

Er I blevet for tilgængelige i forhold til før e-mailens tid?

- Nej, det synes jeg ikke, vi er. Men jeg ville ønske, der var et filter, der kunne sortere det relevante fra det ikke relevante. Så kunne man sikkert halvere mailbunken. Personligt synes jeg, politik skal opleves, og en del af oplevelsen med politik er også, at vi er nogenlunde tilgængelige. Og det kommer også an på, hvordan vi så er som mennesker. Jeg er ikke et menneske, som får meget ud af at læse tykke rapporter. Når jeg tager et møde, som jeg eksempelvis lige har haft med Dansk Energi, der har lavet en rapport om omstillingen af den tunge transport, så kan jeg trække mødet og rapporten frem som inspiration til eksempelvis ministeren om samme emne. Jeg får meget ud af fysiske møder, og derfor holder jeg også så mange af dem.

- Da vi på et tidspunkt flyttede til København og fik børn, fik jeg lidt berøring med politik, for vi boede i Vangede, hvor Hans Toft var borgmester. Han er et helt igennem fantastisk menneske, og også et stort forbillede for mig. Han mener jo, at politik skal opleves, og derfor var han altid ude og tale med folk, og det holder jeg bare meget af og forsøger at efterleve.

Er livet som parlamentariker hårdere, end du havde regnet med, før du kom ind?

- Afsavnet er større. Jeg har store børn, heldigvis. Men jeg synes, at når vi når til torsdag eftermiddag, så begynder jeg at savne dem. Fordi man arbejder meget, oplever man ikke, at det er et ensomt liv. Der er altid mennesker omkring en. Jeg bruger altid min mandag i valgkredsen. I mandags besøgte jeg eksempelvis ITD og havde et møde med Vejles borgmester. Så man går jo ind i en boble, og så er man her på Christiansborg, hvor man er i en verden, hvor man lever med mødeforplejning, folk omkring dig, sekretærer og andre, der tager sig af alting. Men man har et afsavn til familien, når man ikke er hjemme, og man skal jo ud af den boble, når man skal hjem. Og for mig er det køreturen hjem, det gør det. Der får jeg vasket politik og København af mig. Og jeg er jo vinterbader. Så når jeg rammer Vejle, hopper jeg gerne i fjorden med en god ven, og så er jeg hjemme, og der er fuldstændig ro på. I starten kørte jeg fra Herodes til Pilatus i weekenderne, hvis en af tv-stationerne ville have et interview. Nu kan de allernådigst få lov at komme ned i indkørslen, siger Niels Flemming Hansen og griner.

- Man bliver mere bevidst om sit eget privatliv.

Lykkes det så hen over Sjælland at lade politikeren blive?

- Ja, det synes jeg, det gør. Jeg sætter mig i bilen og taler i telefon med gamle venner eller lytter til lydbøger for at bruge tiden med noget andet. Jeg lytter som regel til de samme tre genrer; politisk, biografi eller krimi, og så skifter jeg lidt mellem dem. Og så får jeg vasket det rimelig godt af. Så kan man have sager, der fylder, og også fylder i hovedet. Når jeg for eksempel har været ude og tale til hjemvendte soldater, har man følelserne med i det på en helt anden måde. Det er folks skæbner; folk, der har forsvaret Danmark. Hvis jeg skal tale til dem om mandagen, ulmer jeg over det over weekenden. Ikke selve talen, men balancen i at få styr på følelserne, så man ikke står med tårer i øjnene.

Ny karriere i 40’erne

Du blev valgt ind i Folketinget i sommeren 2019. Hvilke ambitioner og mål gik du til folketingsarbejdet med dengang, og er de blevet indfriet?

- Jeg havde været selvstændig siden 2007. Og jeg havde nok nået et punkt i livet, hvor der skulle ske et eller andet. Så da jeg i 2017 blev spurgt, om det ikke var noget for mig, så satte det jo gang i en masse overvejelser. Så indfrielsen for mig var i første omgang erkendelsen af, at jeg skulle et eller andet. Der skulle ske noget nyt, hvor jeg skulle have en stejl indlæringskurve. Det kunne også have været, at jeg tog to måneder på universitet i Frankrig eller andet. Men nu lykkedes det at komme i Folketinget, og det var så den næste indfrielse. Her blev jeg forsikret i, at det godt kunne lade sig gøre at lave en stor ændring i ens tilværelse som 44-årig. Det var virkelig en markør for mig.

Så det har altid ligget i kortene, at muligheden for en karriere som landspolitiker var der?

- Ja, hos mig selv har det altid ligget i kortene i en eller anden form, men ikke som noget, der har været et behov. Jeg tror, kimen blev lagt i 2014, da jeg var omkring 40. Der lavede Vejle Amts Folkeblad et interview med mig i forbindelse med den runde fødselsdag, og der spørger journalisten, om jeg også skulle ind i politik. Jeg svarede, at jeg ikke havde taget stilling til det og at heller ingen havde spurgt. Men spørgsmålet satte ret mange tanker i gang hos mig.

Den første tid

Hvad husker du om den første tid i Folketinget?

- Da jeg var valgt ind og skulle i gang med arbejdet, spurgte Søren (Pape, formand for Konservative, red.) mig, hvad jeg gerne ville arbejde med, og han mente, at jeg blandt andet skulle tage mig af transportområdet.

Havde han da din far i baghovedet?

- Ja, selvfølgelig har han haft i baghovedet, at noget viden måske ville ligge i kroppen og hovedet hos mig på det område. Der kan måske også have været en parallelitet i, hvordan man gør tingene og hvilken tilgang, man har til politik. Jeg tænker meget med erhvervslivets briller, og derfor er transportområdet interessant, for det er et af de eneste ministerier, hvor der drives virksomheder. Der hører så mange ting under; Københavns Lufthavne, SAS, DSB, osv. Nogen er mere fornøjelige end andre, men der er noget basal virksomhedsdrift i det, som jeg rigtig godt kan lide.

Havde du på forhånd sammen med Søren Pape fastlagt nogle særlige mærkesager?

- I min valgkamp havde jeg et slogan, der hed ’50 procent tradition og 50 procent fornyelse’. Og det var en af de tanker, jeg havde, men også at det skal betale sig at arbejde. Men også, at vi er – og skal være – et parti, der favner bredt. Vi er et parti, der gerne vil styrke den allersvageste uden nødvendigvis at skræmme den allerstærkeste. Den balance, der er i det, er vigtig for mig. I Søren Pape har vi en leder, der er ualmindeligt dygtig. Han taler rent, er en god figur og en god ven. Han er god til at favne os politikere. Der er en god stemning, og det skyldes Søren og Mai Mercado. De har fået kabalen i gruppen til at gå op og sørger for, at vi har det godt, mens vi er her.

Du er valgt i Sydjyllands Storkreds. Har det betydning for din måde at være parlamentariker på; at du føler, du skal levere i din valgkreds?

- Både og. Jeg synes, transportpolitik er så vigtigt, at man bliver nødt til at være i helikopteren, for man skal kigge over hele landet. Men når man så også har andre ordførerskaber – for eksempel er jeg også ordfører for landdistrikter og øer – og man kommer et sted fra, hvor der er mange yderområder, så kommer man meget rundt og møder tit baglandet. Når man samtidig har ordførerskaber, der betyder noget derude, så skal jeg ikke afvise, at dét, man har med fra andre ordførerskaber, bringer man med ind i transportområdet. Tingene smelter lidt sammen. Som valgområde passer jeg på det, besøger det og tager vores mærkesager op med borgmestre.

Skohandler

Er du med i den daglige drift af Holst Sko, mens du er medlem af Folketinget?

- Nej, det kan man ikke. Jeg vil rigtig gerne gøre tingene ordentligt. Det fylder meget for mig. Derfor er det at passe mit arbejde herinde ekstremt vigtigt for mig. Vi har ansat en til at tage sig af virksomheden, min hustru er ansat og min bror er også i bestyrelsen. Jeg sidder i bestyrelsen og har et ejerskab. Jeg holder lidt øje med, hvordan det går med omsætningen og hygger mig engang imellem med personalet om lørdagen. Men det er det. Jeg bruger ikke tid på den daglige drift. Man kan ikke passe to fuldtidsjob ordentligt, og det er jeg meget optaget af.

Hvorfor blev det skobranchen?

- Jeg har jo haft fritidsjob i mine forældres skobutik, så det var inde under huden. Jeg har deltaget på skomesser, siden jeg var 10 år. Jeg blev tilbudt at komme i lære i Tyskland. Så kunne man jo konstruere noget spændende, og jeg er også flydende i tysk i dag. Jeg bruger også det tyske meget i mit arbejde; eksempelvis i forbindelse med Femern-forbindelsen.

Personlig udvikling

Hvordan har livet som parlamentariker udviklet dig som politiker?

- I min korte tid som politiker har jeg mærket, hvordan man udvikler venskaber. Jeg kan jo diskutere, så blodet sprøjter, med Henning Hyllested fra Enhedslisten eksempelvis, for lige at nævne modpolerne. Når vi så sammen skal til et arrangement, sker det, at vi kører i bil sammen, sludrer og alt er godt. Jeg oplever, at der er mange venskaber i politik. Hvis vi mødes en aften herinde og får en øl, diskuterer vi også politik. Som regel ikke, hvorfor det ene parti ikke er med i en aftale, for det ved vi som regel godt. Men det kan for eksempel være om ideologi. Jeg kan eksempelvis blive spurgt om, hvorfor jeg altid er modstander af alt, der har med 3F at gøre. Så fortæller jeg, at det er jeg sådan set ikke, men at jeg ofte er modstander af deres metoder. Og så kan man få sig nogle diskussioner omkring ideologi i forhold til fagbevægelsen. Det kan også være diskussioner om skat. Men det er skægt, at man kan være uenige om mange ting, men at det handler om, hvordan vi politisk får det til at lykkes alligevel. Når vi eksempelvis ser på de partier, der som regel samarbejder på transportområdet, kan man tegne en oval midte, hvor man finder Venstre, Konservative, Socialdemokratiet og Radikale. Måske SF i ny og næ. Vi finder som regel en løsning, og det foregår altid i en god tone.

Hvordan har livet som parlamentariker udviklet dig som person?

- Det bør du næsten spørge min hustru om. Men det har sat sine spor at være på en arbejdsplads, hvor man som en stor del af arbejdet er professionelt uenig. Det kan godt være svært at komme hjem med engang imellem, har jeg oplevet: evnen til at diskutere og være uenig. Jeg har desværre prøvet, at vi har haft venner på besøg, der har et andet syn på noget, end man selv har, hvor diskussionerne pludselig kan blive relativt store. Og der har jeg fundet ud af, at jeg skal gøre op med mig selv, om noget er vigtigt at diskutere, eller om jeg bare skal lade det ligge. Man skal kunne tage det af og på, og man skal passe rigtig meget på, at man ikke tager det med hjem til familien, hvor man i forvejen befinder sig lidt yderligt i familie-galaksen. Der skal man kende sin rolle. Jeg er begyndt at lære det, men i starten kom jeg til at tage mange diskussioner, som ikke var nødvendige at tage. Derfor diskuterer jeg i privat regi nu ofte kun om ting, der betyder noget for mig. Jeg tager ikke længere en diskussion bare for at tage den.

Ros til infrastrukturaftale

Hvis du skal nævne én ting, regeringen har gjort godt i regeringsperioden, hvad skulle det så være?

- Infrastrukturaftalen er rigtig fin. Den har en god bredde. Og så synes egentlig, aftalerne vi har indgået på transportområdet har været gode. En af dem, der har betydet rigtig meget for mig, som er en noget mindre aftale, men hvor jeg egentlig synes, de var meget lyttende, var en pulje på 475 mio. kr. til omstilling af transportbranchen. Der havde vi en god dialog i aftalekredsen. På det tidspunkt talte man rigtig meget om personbiler, men jeg synes, at man glemte hele den tunge transport. Man regnede ud, at 14.000 lastbiler ville give den samme CO2-fortrængning som 750.000 elbiler. I min verden havde det været meget bedre at fokusere på den tunge transport. Så det var jeg glad for at få med. Der var det godt at have regeringen med, for de vil også gerne noget med den grønne omstilling. Vi har et enormt ansvar som politikere for at være med til at drive den grønne omstilling. Det siger også noget om, hvad transportpolitik også kan. Vi kan faktisk også være enige om meget.

Nu nævner du infrastrukturaftalen, men nogen vil måske påstå, den kom for sent?

- Infrastrukturaftalen kom i hvert fald et år for sent, men der var heller ingen tvivl om, at PostNord sagerne havde tæret godt på ministeren og ministeriet. Men jeg var personligt meget glad for den aftale, vi lavede, for det var jo i bund og grund en konservativ/socialdemokratisk aftale, hvor andre kunne hoppe ind og være med. Dermed ikke ment, at de andre partier var uden for indflydelse, for det var de overhovedet ikke.

Samtlige partier skrev under på aftalen, og det er vel heller ikke godt for et parti ikke at være med i sådan en aftale, for så har man ikke så meget at skulle have sagt om trafikpolitik de næste 10 år?

- Nej, det kan man godt sige. Nu splittede de den jo op i en vej-del og en jernbane-del, og det var nok meget fornuftigt, for så havde alle mulighed for at byde ind i det. Men Venstre, Konservative, Socialdemokratiet og Radikale lavede en rigtig fin aftale, synes jeg. Og det skal det også være, når det er en aftale, der rækker så langt ud i fremtiden. Og skal man være med i sådan en aftale? Ja, det kan du godt sige, men det skal også være sådan, at man sidder med følelsen af, at man har gjort en forskel. Og det synes jeg bestemt, vi gjorde med den.

Blå blok skal rykke sammen

Hvordan skal blå blok/Konservative vriste magten fra socialdemokraterne ved næste valg?

- Jeg tror, det er vigtigt, at man i blå blok sætter sig sammen i bussen – eller lastbilen, om du vil – og ser på, hvor langt vi egentlig kan køre sammen.

Er det ikke blevet etableret endnu?

- Jo, det er vi godt i gang med. Vi samler os som ordførere og bliver enige om mere og mere. Jeg håber og beder til, at det politiske landskab bliver blåt næste gang, og det er der en del ting, der taler for. Det vipper lidt fra den ene til den anden side i øjeblikket. Men jeg tror, vi kommer til at tale meget om det frie valg. Hvad sker der eksempelvis, når vi bliver ældre? Skal det ikke være ok at tage på friplejehjem, eller skal det nødvendigvis være det offentlige plejehjem. Hvad vil man som borger? Det billede ændrer sig hele tiden, for den generation, der er blevet ældre inden for de sidste 20 år, er en anden end den generation, der var for 20 år siden. Og har vi udviklet os sammen med det?

Ministerambitioner

Hvis det ender med blåt flertal, kunne du da godt tænke dig at blive minister?

- Jeg kunne godt tænke mig at blive minister i en blå regering, og så må Søren sætte mig til det, han mener, jeg egner mig bedst til. Men ja, selvfølgelig. Man går ikke ind i landspolitik uden at være åben for en ministerpost. Det vil selvfølgelig være tidligt at blive minister allerede efter 3-4 år, så det vil man skulle finde en balance i, men det tager jeg meget roligt. I al beskedenhed har jeg brugt 3 år på at lære transportbranchen at kende og holder rigtig meget af den. Jeg holder meget af de spillere, der er på markedet, og synes, at branchen ofte er blevet lidt udskammet. Den har fået lidt vind i sejlene efter corona, og det er jo rigtig godt. Branchen er kendetegnet ved gode og ekstremt arbejdsomme mennesker. Der er kærlighed til branchen inden for branchen. Man er der ikke bare for at være der. Det fylder meget i branchen, og det holder jeg rigtig meget af. Der er mange interessenter og virksomheder, der vil branchen det bedste, og de tager jo heldigvis kontakt, så det er en branche, jeg bruger rigtig meget tid på. Man kan ikke undgå at holde af branchen, og derfor vil jeg selvfølgelig gerne over i Transportministeriet.

Så du stiller også op til næste valg?

- Ja, det gør jeg i høj grad.

Søn af Flemming Hansen

Var det svært at vokse op som barn af et folketingsmedlem?

- Ja, det var det vel til tider. Jeg var noget yngre, end mine egne børn var, da jeg kom ind. Og det var vigtigt for mig, for jeg har flirtet med politik før, men ikke gjort noget ved det. Og det har jeg ikke, for jeg ville ikke, mens mine børn var så små, som de var. Hjemme hos os hørte vi om, hvad vi havde solgt for i butikkerne og hvordan den politiske situation så ud. Det fyldte meget ved aftensmadsbordet, da jeg var barn. Derfor får man også noget politisk savsmuld med. Vi tog med til København engang imellem, når det lige passede eller havde skoleferie. Det var altid sjovt. Jeg havde en farmor, der boede på Frederiksberg, som jeg var hos. Det var fint nok at have den opvækst. Men der var selvfølgelig også nogle afsavn i det, som jeg forsøger at være opmærksom på ikke skal ramme mine børn. Men jeg må også erkende, at når man har været opslugt af at være herovre i en uge, er det ikke hver aften, man lige får ringet hjem for at høre, hvordan de har det. Og når de har den alder, de har, så gider de heller ikke altid snakke med mig. Så det er nok værre for mig, end det er for dem.

Havde du endt her, hvis Flemming ikke havde været politiker?

- Jeg var i hvert fald endt i Konservative, men om jeg var endt i Folketinget, er et godt spørgsmål. Jeg tror det måske, men så var jeg nok havnet her tidligere. For jeg har jo set i min egen barndom og ungdom, hvor hård en valgkamp er og hvad det gør ved folk. Så hvis ikke havde jeg måske taget valget tidligere. Og så havde jeg måske ikke været så bevidst om at være en far for dem, som jeg har forsøgt at være for dem. Omvendt har jeg jo også, fordi Flemming var politiker, også set, at det kunne lade sig gøre. Det har måske været mindre uopnåeligt for mig, end det har været for så mange andre, når man kigger på det udefra.

Fik du gode råd fra din far om livet som folketingsmedlem?

- ”I politik er det nemmere at samle på fjender end venner”.

Hvordan skal den forstås?

- Tag de kampe, der betyder noget for dig. Det er lidt ligesom at sælge sko; man skal lave en handel. Det er enormt vigtigt. Alle skal gå derfra med følelsen af, at det har været godt – ligesom i en god handel. Da jeg fortalte ham, at jeg havde tænkt mig at stille op, spurgte han, om jeg var blevet rablende vanvittig. Men efter et par dage sagde han, at han måske godt kunne se ideen.