23948sdkhjf

Combino Spedition øger bundlinje i svært år

Medarbejdere rykkede sammen i et år, der tog 20 procent af toppen.

2020 skulle have været det første ’normale’ år i Combino Spedition efter fem års afskrivninger på uheldige forretningsalliancer.

Men coronapandemien skyllede som bekendt ind over verden, og med krydstogtbranchen som stort forretningsområde stod det hurtigt klart i Combino-koncernen, at det ’normale’ år måtte udskydes lidt endnu.

På trods af massiv nedgang i omsætningen lykkedes det alligevel Combino Spedition at komme ud på den anden side af regnskabsåret 2020 med over en fordobling af bundlinjen. Blandt andet takket være medarbejdere, der for en tid måtte udføre andre funktioner.

Mistede omsætning

- Overordnet har vi været godt tilfredse med 2020 i lyset af coronapandemien, siger Mikael K. Olesen, direktør og ejer i Combino-koncernen, der ud over Combino Spedition med hovedkontor på Brundlandparken 10 i Toftlund også består af afdelingerne Combino Event Cars, Combino Italia og Combino España.

Selskabet har ingen egne lastbiltrækkere, men råder over en flåde af kurerbiler samt 50 trailere, der kører som rundtursbiler fortrinsvis til Italien.

Han vil ikke offentliggøre omsætningen i kroner og ører, men fortæller, at Combino Spedition i 2020 mistede 20 procent af omsætningen, mens faldet for hele Combino-koncernen lød på 25 procent i corona-året.

- Det skyldes først og fremmest, at et af vores helt store forretningsområder er proviant til krydstogtsskibe. Derudover kører vi meget fisk til Italien og tager meget frugt og grønt med hjem. Men høsten var dårlig i Italien i 2020 på grund af dårligt vejr, så det har også haft en negativ effekt, siger Mikael K. Olesen.

Når Combino Spedition alligevel kan øge bruttofortjenesten med lidt over en mio. kr. til 7,22 mio. kr. og mere end fordoble årsresultatet til 1,62 mio. kr., skyldes det blandt andet, at virksomheden i regnskabsårene 2015-2019 var tynget af nogle tidligere ejerskaber i en række vognmandsvirksomheder, der fortsat ’spøgede’ i regnskaberne og gav et mudret regnskabsbillede. Omkostninger, der skulle afskrives over fem år, men som man altså slap for i årsregnskabet for 2020.

Medarbejdere bidrog

Derudover formåede Combino Spedition at fastholde en fornuftig forretning i den faste kurerkørsel samt i lagerdriften, og endelig har medarbejderne rykket sammen i bussen og bidraget inden for andre funktioner i virksomheden, siger Mikael K. Olesen:

- Vi kører også hasteforsendelser med kurerbiler, hvor vi benytter os af blandt andet ambulance- og politifolk, der som sidebeskæftigelse kører lidt for os. Og der har vi i højere grad kunne trække lidt mindre på dem for i stedet at bruge nogle af vores faste medarbejdere, der også eksempelvis har hjulpet til på lageret. Medarbejderne har bidraget meget til at omkostningsminimere, så vi har været fri for at afskedige, sende folk hjem eller søge hjælpepakker. Og det har gjort, at vi har kunnet fastholde en fornuftig bundlinje, siger Mikael K. Olesen og tilføjer, at han ikke på noget tidspunkt har overvejet at søge hjælpepakke fra staten.

- Jeg er generelt af den indstilling, at det ikke er at udvise samfundssind, hvis man får en hjælpepakke blot for at fastholde en bundlinje. En hjælpepakke fra staten skal forebygge, at en virksomhed går konkurs eller redde arbejdspladser. Jeg synes desværre, vi har set eksempler på – også inden for transportbranchen – at virksomheder har fået hjælpepakker for at fastholde en bundlinje, siger direktøren.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.12