Tunge transporter som DNA
- Der er ingen tvivl om, at vindmølledelene og industrigodset kun bliver større. Derfor er det også fortsat den tunge transport, der bliver ved at være Torben Rafns DNA i fremtiden. Vi er jo også en del af BMS-koncernen, der gerne vil fremad, og derfor har vi blandt andet lige bestilt to nye MAN-trækkere, som hver er godkendt til 1.000 tons trækkraft. Vi har efterspørgsel på den type transporter, så det er simpelthen for at følge markedet og kunne udføre kommende opgaver, og det kan vi med de nye trækkere.
Ordene kommer fra Peder B. Nielsen, daglig leder hos Torben Rafn A/S, som Transport Tidende har sat stævne i selskabets domicil på Ingeniørvej i Sommersted.
De mange fotos af tunge transporter udført gennem de seneste mere end 50 år, der pryder væggene på kontorerne, giver indtrykket af en virksomhed, for hvem tunge sær- og specialtransporter ikke bare er noget, man lever af. Det er en passion.
Tilfredsstillende 2020
Med 25 trækkere, 140 blokvognsaksellinjer og 30 trailere må Torben Rafn A/S betegnes som en af de større spillere på det danske marked for specialtransportører. Selskabet udfører især opgaver for industrien, bygge- og anlægsbranchen samt offshorebranchen.
Torben Rafn A/S kom ud af 2020 på tilfredsstillende vis, lyder det fra Peder B. Nielsen, der tilføjer, at corona-året var præget af en god ordretilgang, en omsætning på det forventede niveau og en bundlinje på omkring 3 mio. kr. efter skat.
- I forhold til antallet af biler har vi en forholdsvis stor administration. Men vi udfører også en type transport, der kræver forholdsvis meget forarbejde, siger Peder B. Nielsen, der var direktør i det tidligere Torben Rafn-selskab samt i den tyske del af selskabet. Han blev ansat som direktør, da stifteren Torben Rafn gik på pension i april 2016.
Vigtigt med gode værksteder
På materielsiden består vognparken næsten udelukkende af Volvo- og MAN-trækkere. Og det er der en ganske særlig årsag til.
- Jeg har som sådan ikke nogen præferencer til mærket på trækkerne. Men vi har god erfaring med, at det er Volvo og MAN, der egner sig bedst til tunge transporter. Derudover har de to mærker nogle værksteder, der er rigtig gode – MAN i Esbjerg og Volvo i Lundsbjerg - og det er i virkeligheden det vigtigste for os. Vi har eksempelvis nogle meget tunge transporter, hvor vi ikke bare med kort varsel kan finde en anden trækker, hvis vi har nedbrud på en bil. Derfor er vi nødt til at have nogle værksteder, vi kan stole på og som rykker ud, hvis vi har et problem på landevejen. De to værkstedet er vores stamværksteder. De har en kæmpe forståelse for, at det hele bare skal køre. De har for eksempel netop lavet en bil i weekenden, fordi vi skulle bruge den mandag, og det er jo god service, siger Peder B. Nielsen.
Stigning i offshore-opgaver
Næsten udelukkende al aktivitet hos Torben Rafn A/S er særtransporter, med undtagelse af en mindre gravemaskine fra tid til anden.
Traditionelt har det været opgaver for industrien og bygge- og anlægssektoren, der har udgjort den største aktivitet, men med tiden har den sønderjyske specialtransportvirksomhed fået flere og flere opgaver fra offshorebranchen.
- Vi kører hver nat tre-fire biler med offshore-tårne fra Welcon i Svindbæk og Valmont SM i Rødekro til Esbjerg, som har en vogntogsvægt mellem 275 og 350 tons. Og i øjeblikket kører vi faktisk også en del til Aabenraa fra Rødekro med gods til Kriegers Flak vindmølleparken. Offshorebranchen udgør efterhånden 30-40 procent af vores forretning, siger Peder B. Nielsen.
Forskellige opgaver
Den daglige leder har mange års erfaring med specialtransporter, og derfor kan man med årene godt blive lidt ’tons-blind’, som han formulerer det.
- Man bliver lidt ’tons-blind’ med årene. Man vænner sig hurtigt til, at alt er tungt, og det er nok den største fare ved jobbet, for det må aldrig blive en vane. Man må aldrig blive bange for det, og man skal altid have respekt for det, men det gælder vel i princippet for alle typer af transporter, siger han.
Ud over de natlige transporter af offshore-elementer nævner Peder B. Nielsen også ugentlige kørsler med husmoduler, industrimaskiner og entreprenørmaskiner.
- I øjeblikket er vi ved at læsse en stor skibskran i Rødekro, som vi skal køre til Aabenraa havn. I næste uge skal vi køre med boremaskiner til metroen i København. Derudover har vi også fået til opgave at køre landkablerne til Viking Link – en elledning der skal forbinde Danmark og England. Det drejer sig om 108 kabeltromler af 100 tons, siger Peder B. Nielsen og fortsætter:
- Den største opgave, jeg har prøvet, tog 2,5 år fra start til slut. Det var en 500 meter lang jernbanebro, der skulle til Vallensbæk. Der var vi med helt fra designfasen, så vi kunne få broen designet sådan, at vi kunne transportere den. Sektionerne var op til 30 meter og vejede godt 200 tons. Vi tog dem i Korsør og transporterede dem ad motorvejen til Vallensbæk. Når man har arbejdet med sådan en opgave i så lang tid, så er det lidt ambivalent, når opgaven så er gjort færdig, siger han.
Den grønne omstilling og det politiske ønske om, at danskerne i højere grad skal køre i elbiler, er et forretnings-ben, som Torben Rafn A/S forventer sig meget af de kommende år.
- Det danske elnet er jo bygget op i 1960-70’erne og er ved være udskiftningsmodent. Samtidig får vi alle de her vindmølleparker og solcelleparker, og så vil politikerne gerne, at danskerne kører mere i elbiler. Problemet er bare, at elnettet ikke kan klare det. Så vi ser hele udbygningen af elnettet – og den medfølgende transport af store transformerer - som en kæmpe opgave. Vi kører i forvejen med mange transformere, men vi tror, det er en del af forretningen, der er i vækst, siger Peder B. Nielsen.