23948sdkhjf

- Vi stiller os ikke tilfreds med en cykelsti

Bent Hansen, Grenaa Havn, er skuffet over regeringens infrastrukturudspil, som han mener overser Djursland.

- Hvis man kører til og fra Grenaa, skal man afse ekstra tid, fordi der er rigtig meget tung trafik. Det er vi glade for, men det kræver også, at man anerkender, at infrastrukturen skal være bedre. Den betyder noget for at binde Danmark bedre sammen, og så kan man jo ikke bare efterlade Djursland og Grenaa på den måde med en elendig infrastruktur, siger Bent Hansen, bestyrelsesformand i Grenaa Havn A/S.

Den tidligere socialdemokratiske regionsrådsformand i Region Midtjylland har netop præsenteret Grenaa Havns ejere for et tilfredsstillende årsregnskab, der til trods for Covid-19 bød på en fastholdelse af omsætningen og et pænt overskud i lyset af ekstraordinært store investeringer i løbet af året.

Men regeringens infrastrukturudspil skaber skår i glæden i havnen, der netop har besluttet udvidelser for 100 mio. kr., er godt i spil som servicehavn til de kommende havmølleparker i Kattegat og hvis kunde Stena Line har succes på godssiden på den nye rute til Halmstad.

- Der er motorvej til Halmstad, og det er derfor, de svenske lastbiler gerne vil bruge ruten. Så kan det ikke hjælpe noget, at de møder en flaskehals her på den anden side, siger Bent Hansen og tilføjer, at ruten har haft 15 procent fremgang på fragtsiden.

- Når vi påviseligt flytter så mange lastbiler fra E45 og E20 over på færgerne, så kan man sætte sig ned og regne ud, hvor meget CO2 det sparer. Og derfor skuffer det mig, at Djursland ikke fylder mere i infrastrukturplanen. Jeg forventer i de forhandlinger, der kommer, at der kommer ekstra midler til at forbedre infrastrukturen fra Aarhus Airport til Grenaa. Hvis ikke vi kan få en motorvej, skal vi mindst have en 2+1 motortrafikvej. Og det håber jeg rigtig meget, at der er mange, der vil bakke os op i, siger Bent Hansen og fortsætter:

- Vi samarbejder med kommunen og de omkringliggende kommuner – heldigvis er også Aarhus med til at bakke op - samt de øvrige erhvervsliv og erhvervsråd. Vi skal bringe de gode, saglige argumenter med i forhandlingslokalet om, at vi skal investere mere på Djursland og flytte nogle af de milliarder, der er reserveret til øvrige projekter, over til Djursland i en frygtelig fart. Vi kan ikke nøjes med, at man peger på, at der er kommet få penge til en cykelsti. Det betyder intet i forhold til den tunge trafik, der er.

(Denne artikel er også bragt i Transport Tidende nummer 9).

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14